"The Strange Library" af Haruki Murakami

"The Strange Library" (org. titel "ふしぎな図書館") af Haruki Murakami, fra forlaget Harvill Secker, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2005). Læst på engelsk - originalsproget er japansk. 3/5 stjerner.

Alle ved, at biblioteker er magiske steder fyldt med ånderne fra tusinde bøger, der er blevet bladret og levet i af tusinde hænder. Og alle ved, at et bibliotek fra Murakamis fantasi må være noget særligt magisk.
"The Strange Library" er fortællingen om et sælsomt bibliotek. En ung dreng forvilder sig ind blandt bibliotekernes reoler i søgen efter en bog om, hvordan skat blev indsamlet i det Osmanniske Rige. Men pludselig bliver han ført ind i en labyrint, der skjuler sig under biblioteket. Der møder han en gammel mand, der tager ham til fange og truer med at spise hans hjerne. Drengens eneste selskab er en mand, der minder om et får samt en pige, der kan tale med sine hænder.
Murakami fortæller sin historie gennem både billeder og ord og beskriver drengens forvirrende, mærkværdige og umulige rejse gennem bibliotekets boglabyrint. 

“The world follows its own course. Each possesses his own thoughts, each treads his own path. So it is with your mother, and so it is with your starling. As it is with everyone. The world follows its own course.”

Jeg har læst "The Strange Library" to gange. For første gang jeg nåede til den sidste side, troede jeg ikke på det. Jeg troede ikke på, at den bare kunne slutte uden videre, og jeg følte mig overbevist om at jeg måtte have overset noget, sprunget en linje over eller glemt at granske et ud af de mange billeder. Så jeg læste den en anden gang og nåede slutningen med akkurat samme konklusion. Det er det, bogen vil gøre ved dig. Den føles ufærdig og usammenhængende; den bliver hængende i luften og irriterer dig med dens ophøjede niveau af sluddersymboler og eventyrstræk. Måske er det i virkeligheden en god øvelse i at læse med et andet slutmål end forståelse.
"The Strange Library" er et moderne eventyr eller en magisk fabel. Murakami fører sin hovedperson og sin læser ned i en mørk labyrintgang af bøger og af ord, smider nøglen væk og slukker lyset. Tilbage er kun drengen, bøgerne, stjernerne og de to mennesker, der er så besynderlige, at de måske slet ikke er mennesker overhovedet. Som Alice i sit Eventyrland må drengen famle sig frem efter noget, der kan give den mindste mening i en opdagelsesfærd, der bliver mørkere og mørkere for hver side, man vender.

“She didn't answer. Instead, she smiled sweetly. It was a smile so radiant that the air seemed to thin around it.”

Drengens opgave er at læse tykke bøger og at huske dem udenad – ellers spiser den gamle mand hans hjerne, og ingen hjerne smager så godt som en, der lige har optaget en masse viden. Fåremanden er trist og tilbyder friskbagte doughnuts som den eneste trøst, altimens en stum pige udstråler skønhed og selskab, som drengen gladeligt tager imod. Det er ren absurditet, og de mange indsatte billeder gør, om muligt, historien endnu mere sælsom.
Bogen er nok, mest af alt, en oplevelse. En eventyrsrejse man læser for at finde ud af, om drengen nåede ud, eller om hans hjerne blev spist. Under min læsning spekulerede jeg på, om historien mon var en lektion i fordybelse; den gamle mand beklager så inderligt, at ingen læser koncentreret nok længere, og at deres hjerner bliver derefter. Eller måske er det en historie om familie; drengen arbejder så ihærdigt på at spare sin mor for bekymring, at komme hjem til hende, at diskutere skattesystemer med hende, at opføre sig som hun har lært ham. Men måske har jeg selv stirret mig blind på noget i et forsøg på bare at finde en lillebitte tematråd, jeg kunne gribe fat i. Det kan være svært at acceptere, når der er noget, man ikke forstår.
Dette er måske en af de mest pudsige læseoplevelser, jeg har haft længe. "The Strange Library" er en bog helt uden mening men fyldt med atmosfære.