mandag den 15. juni 2015

Currently reading #14: Et pusterum, en læsestund

I dag er en hjemmedag. Normalt ville det være en arbejdsdag, men jeg har byttet mandag rundt med fredag og har i stedet tilbragt formiddagen på universitetet i selskab med larmende printere, klikkende kuglepenne og den særligt anspændte stemning, der fylder den lange, rungende gang i eksamensperioden. Det er som om, nervøsiteten smitter, selv når man intet har at være nervøs for.
Efter en dag med praktiske opgaver; aflevering og udlån af biblioteksbøger, mailbesvarelser og rykkede tidsplaner, er jeg nu atter hjemme i en stille lejlighed. Nico er på arbejde, og jeg er i selskab med mine bøger.
I øjeblikket føles min hyggelæsning som stjålne øjeblikke; små afvigelser fra en specialefokuseret hverdag. Men jeg forsøger at finde tid til alligevel, og efterhånden som det sidste punktum kommer tættere på, stirrer jeg mere og mere på min bogreol. Jeg savner mine læsestunder.
Og derfor har jeg skabt et lille pusterum på denne mærkværdigt grå junidag. I de næste par timer vil jeg krybe sammen i et blødt sofahjørne med jordbær, lyserødt danskvand og to gode bøger. Jeg er stadig ved at læse "Tales from 1001 Nights", som jeg begyndte på i april. De mytiske, sensuelle, atmosfæriske eventyr fungerer som gode afbræk mellem forskellige gøremål, og jeg læser kun et par eventyr af gangen, dypper mine tæer i de komplicerede historier, og trækker derved bogen ud i det uendelige. Samtidig genlæser jeg også "To Kill a Mockingbird" af Harper Lee, som jeg ikke har rørt i årevis. Selvom jeg er efterladt med et svagt minde om at have elsket bogen for længe siden, er jeg forbløffet over, hvor meget jeg har glemt. Bogen er så varm, tankevækkende og eviggyldig, at jeg slet ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke har genlæst den noget før.

Hvad læser du på denne mandag – og kan det anbefales? Er du også plaget af eksamenslæsning, opgaveskrivning eller sommerskyer? 

20 kommentarer:

  1. Master and Margarita by Bulgakov

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh, I so want to read that as well!

      Slet
  2. Hvor har du købt din smukke udgave af To Kill a Mockingjay? Jeg har tænkt mig at forkæle mig selv med en bog eller to, når jeg på mandag afslutter min sidste eksamen i 2.g - så er der noget at se frem til :) Jeg kan også godt mærke, at læsningen (for sjov) bliver nedprioteret i forhold til eksamenslæsningen, så jeg glæder mig til flere frie sommertimer snart!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har købt udgaven fra Barnes & Nobles amerikanske hjemmeside, men det er efterhånden et par år siden, og jeg har hørt, at den er udgået i mellemtiden. Jeg vil nok råde dig til at prøve heldet på eBay – søg evt. efter 'Barnes and Noble Leatherbound Classics To Kill a Mockingbird'. Så håber, jeg du finder den!

      Og held og lykke med eksamenslæsningen!

      Slet
  3. Jeg er ved at læse 'Don Quixote', som en del af min eksamenslæsning. Den er en intimiderende størrelse for en langsom læser som jeg, men jeg kæmper! (som en ridder, høhø) :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej, åh nej! Den bog er ligeså skør som den er lang. Jeg synes virkelig, den var gentagende, da jeg læste den! Jeg håber, din oplevelse er bedre :D

      Slet
  4. Jeg sidder i den anden situation at planlægge eksamen for mine elever, men heldigvis har jeg ikke voldsomt mange (kun 2 elever tilbage), så jeg har god tid til at læse lige hvad jeg lyster derudover. I dag blev jeg lige færdig med Kaaberbøls Skammer-serie, så nu skal jeg til at starte på en ny bog, og det kræver nok lige en god kigger på min bogreol før jeg vælger noget. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor pudsigt med en omvendt situation! Men det lyder bestemt også krævende – dejligt at der er lys for enden af tunellen for dig også :)

      Og sikke herlige bøger, du får læst. Jeg håber den næste bog, du vælger også er skøn.

      Slet
  5. Wild - A Journey From Lost to Found. Ingen eksamenslæsning, selv om man da af og til kunne drømme sig tilbage til en tid, hvor man efter pinslerne kunne se frem til næsten uendelige somre. Nu er det kontoret hver dag til evig tid (ej, det er slet ikke så slemt). I det mindste kan jeg da så drømme mig direkte til Californien, med rygsækken på og vinden i det snavsede hår.

    Jeg genlæste To Kill a Mockingbird for et par år siden, men mon ikke det snart er tid igen igen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Den så jeg faktisk på film for nylig. Og hvor var den altså god. Den gav mig lyst til at opgive alt, pakke en rygsæk og forsvinde ud i vildmarken. Så velskrevet og så fantastisk.

      Og ja, det har du ret i. Specialet er det sidste stop på universitetsvejen, og det er både vemodigt og tiltrængt. Det er mærkeligt med den slags.

      Det lyder herligt! 'Mockingbird' er simpelthen sådan en god bog!

      Slet
  6. Jeg har læst kapitel 4, 5 og 6 af "Dræb ikke en sangfugl" sammen med L&R, og nu har jeg planer om at tage mig en skål vindruer, og spise dem samtidig med jeg læser "Mit hjerte og andre sorte huller". Selvom jeg har eksamen på fredag, så er jeg nemlig ikke helt så eksamensramt, da jeg egentlig ikke rigtig synes, at jeg kan forberede mig så meget mere - udover lige at øve min fremlæggelse igennem lidt senere på ugen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som den perfekte kombination af afslapning og hyggelæsning. Jeg nyder virkelig at læse 'Mockingbird' i små etaper. Den er så fantastisk.

      Slet
  7. I Got Your Number by Sophie Kinsella

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh, that's supposed to be hilarious! Do you enjoy it?

      Slet
  8. Dejligt at du har fundet lidt tid til en lille hyggestund og hyggelæsning :-) Jeg har ikke før læst 'Dræb ikke en sangfugl', så jeg hoppede med på read-alongen, og hold hvor er den god. Det er rart med lidt andet læsning mellem de tunge teorier og filosofiske retninger, som jeg i øjeblikket læser op på til eksamen på tirsdag. Åhh, hvor jeg glæder mig til sommerferien;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig rigtig dejligt. Og så tiltrængt. Hvor er det hyggeligt, at du også læser 'Mockingbird'. Det er simpelthen sådan en skøn historie!

      Slet
  9. Your blog is a piece of art :D

    SvarSlet
  10. Åh, hvor jeg husker de stjålne læseøjeblikke fra specialetiden. Det er simpelthen så vigtigt at få afsat lidt tid til hyggelæsning.

    Pt. læser jeg Bluebeard's Egg af Margaret Atwood og lytter Kazuo Ishiguro's nye roman.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er virkelig tidspresset, og jeg er simpelthen så træt af det. Men det er heldigvis snart overstået. Det værste er i hvert fald.

      Og fantastisk! Jeg glæder mig så meget til Ishiguros nyeste!

      Slet