torsdag den 20. august 2015

Currently reading #15: Halvanden måned, en fødselsdag og et speciale senere

Tiden flyver, gør den ikke? Det er halvanden måned siden, jeg skrev mit seneste blogindlæg, og selvom jeg havde de bedste intentioner om at vende tilbage jævnligt, nåede jeg det aldrig. Specialelæsningen, skrivningen og forlagsarbejdet stjal min tid, og selv når jeg havde et ledigt øjeblik, faldt bloggen mig aldrig ind. Specialets største forbandelse betyder nemlig, at selv når man ikke laver speciale, laver man altid speciale alligevel.
Men i mandags klikkede jeg på 'upload'-knappen, sagde farvel til mit speciale og goddag til min nye tilværelse som ikke-studerende, karakterafventende, spørgsmålstegnslignende Rikke. Og selvom jeg er på et underligt mellemsted i mit liv, har jeg det godt. Solen skinner, og jeg er så glad og fyldt med forventninger og forhåbninger til den tid, jeg går i møde.

Da jeg satte bloggen på pause, satte jeg også min læsning på pause. Jeg har læst enkelte bøger (herunder den nye og sensationelle Harper Lee-roman), men bøgerne på min sommerlæseliste er stadig ikke afkrydset eller påbegyndt. Til gengæld har jeg læst alverdens teoribøger om intertekstualitet, paratekst og fanfiction. Og det har på sin vis også været interessant nok.
Men nu er jeg tilbage – tilbage på bloggen, tilbage i min magelige himmelseng iført en enhjørningsweater og bevæbnet med et glas hyldeblomstsaft. Jeg har fået min læsetid tilbage.
Siden mandag har jeg været i syv sind over mit næste læsevalg og min første bog efter et så langt forløb uden fornøjelseslæsning. Jeg har ledt på mine hylder og ransaget min hjerne efter titler på bøger, som jeg ville kunne læse og sluge; bøger som ikke ville være for krævende eller for intetsigende, bøger som jeg kunne nyde at læse og læse hurtigt i en salig ekstase. Og jeg har slet ikke kunne komme i tanke om en, der var god nok, let nok, sjov nok, hyggelig nok eller interessant nok til at opfylde mine krav. Når man pludselig har alle læsevalg i verden, kan det være svært at vælge det rigtige. Og derfor tog jeg det sikre valg.

Jeg er nemlig ved at læse "The Fur Person" af May Sarton. Bogen var en kærlig fødselsdagsgave fra en veninde, og handler om en kat der går fra selvstændighed til ejerskab, da den flytter fra gaden og ind i et hus beboet af mennesker. Jeg er endnu kun få sider inde i bogen, men jeg smiler allerede; historien er kær, en sand perle for katteelskere og et perfekt pusterum efter en lang tid med faglitteratur. Og så har jeg også på fornemmelsen, at den hurtigt er læst til ende.

Fortæl mig endelig – hvilken bog læser du i øjeblikket, og er den god? Del også gerne de fantastiske læseoplevelser I har haft over sommeren med en læsesulten specialeskribent, der har brug for inspiration. Jeg håber desuden, at I alle har haft en fantastisk sommer – og jeg er taknemmelig for, at I stadig er her. Tak.

36 kommentarer:

  1. Kæmpe tillykke med aflevering! Følelsen er ikke så langt væk for mig, så kan godt følge din glæde over din ny-vundne frihed :)

    Det tog mig lidt tid at komme igang med rigtig at læse igen, så jeg har ikke fået læst så meget i denne sommer. Jeg er fornyligt startede på 'Nord og Syd'-bøger og har slugt Bind 1 råt. Fandt hele bogserien (6 bøger) til 10 kr/stk i genbrug i provinsen, så der er mange gode sider at vende endnu :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det er simpelthen den bedste følelse i verden :'D

      Og åh hvor lyder det spændende! Jeg mindes TV-serien som helt fantastisk, så måske burde jeg også gå i gang med det ambitiøse læseprojekt engang ved lejlighed :)

      Slet
  2. I was looking for your new post for every day since you've been gone. I love your blog so much and I wish you will be here without any other break lasting so long. Hope you have had a really wonderful summer time. I am so glad you're back. Have a beautiful time with your books. Looking forward to your next posts... Bye

    SvarSlet
    Svar
    1. This means so much to me! Thank you so much for stopping by, even when there was no reason to.

      And rest assured, this is probably the only time I'll be away for so long. My final thesis at University demanded my time, and sadly I had to prioritize in order to make it work. But now I'm back and I'm back for good :)

      Hope you're having a wonderful summer as well <3

      Slet
  3. Stort tillykke med specialeafleveringen :)
    Skønt at du er tilbage på bloggen!
    Kender så godt det med, slet ikke at kunne vælge en bog efter en periode uden fornøjelseslæsning. Jeg er lige nu igang med 'The Distance Between Us' af Kasie West, som jeg har læst flere bøger af denne sommer. Det er let og lyserødt uden at blive for meget :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg er også glad for at være tilbage! :)

      Let og lyserødt er bestemt også en skøn ting. Især her i sommervarmen :)

      Slet
  4. Stort tillykke med afleveringen! Og velkommen tilbage ;)

    Jeg har for en gangs skyld haft en ret god læsesommer. Jeg har både nået lidt sært i form af Look Who's Back, lidt spændende i form af The Ocean at the End of the Lane og mit første møde med Neil Gaiman, lidt stort i form af The Goldfinch og list mystisk i form af The Watchmaker from Filigree Street. Så snart jeg får mig et (lidt længere) roligt øjeblik igen kaster mig spændt over All The Light We Cannot See, som jeg glæder mig meget til at se, hvad byder på! (:

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :')

      Og det lyder bare så herligt! 'The Ocean at the End of the Lane' er jo bare den skønneste bog i verden, og det lyder herligt, at du har læst den :'D 'The Goldfinch' er også enestående – og du skal virkelig glæde dig til 'All the Light We Cannot See', som er så rørende, velskrevet og fin.

      Slet
  5. Stort tillykke med det afleverede speciale! Det er sådan en skøn følelse pludselig at have mere tid til andre ting - inklusiv læsning ;) Jeg selv er ved at læse "The Idiot" af Dostoyevsky, og den er virkelig interessant og godt skrevet. Det er min første bog af ham, og jeg er fanget :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde Helene! Det er virkelig den bedste følelse i verden – især når den dårlige samvittighed gradvist forsvinder.

      Og det er da bestemt et sejt, stort og ambitiøst læseprojekt! Jeg læste bogen i forbindelse med et fag på uni for et par år siden, og jeg blev nødt til at stresse igennem den, da vi skulle læse bogen over 14 dage. Det var så irriterende, for jeg tror, den gør sig godt i et roligt læsetempo.

      Slet
  6. Velkommen tilbage til bloggen og med afleveringen af speciale. Jeg er for alvor ved at få slået hul på min læseglæde, er ved at læse "Lejlighedssange" af Stine Pilgaard en fin bog, som jeg er ganske begejstret for. Næste bog, der skal læses bliver "Italiensvej" af Anna Grue.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Og det lyder herligt. Jeg har faktisk hørt så meget godt om Stine Pilgaard efterhånden. Måske burde jeg skrive hende på min snarlige læseliste. 'Italiensvej' har jeg også liggende herhjemme – den glæder jeg mig til at høre mere om.

      Slet
  7. Gisp, halvanden måned?! Men velkommen tilbage og tillykke med afleveringen. Min sommer har budt på et par decideret middelmådige men acceptable-fordi-det-var-ferie læseoplevelser. Men heldigvis også en meget stor lytteoplevelse i form af Stephen Kings The Stand på lydbog (47 timer!), All the Light We Cannot See, som var overraskende god, og så de første par hundrede sider i Knausgårds Min Kamp 5 - det bliver bare ved med at være fantastisk hvad han kan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, tiden flyver virkelig, ikke? Jeg blev også helt chokeret, da jeg kiggede på kalenderen.

      Og åh, hvad synes du om 'The Stand'? Jeg læste den som min første King-bog for 3-4 år siden, og jeg var hverken imponeret eller skuffet. Bogen efterlod mig med sådan en sær mellemfølelse af bare at have eksisteret. Giver det mening? Og du har i øvrigt helt ret, 'All the Light We Cannot See' overraskede også mig. Hvor er den bare velskrevet, fin og rørende!

      Slet
  8. Tillykke med afleveringen! Jeg er i gang med Ken Follett, giganternes fald, da mine egne bøger slap op, og valget stod mellem Krig og Fred og Ken Follett fra min mors reol, hvor 1600 sider virkede lidt uoverkommeligt :) Jeg er blevet draget af The selection-universet, smilt over lejlighedssange af Pilgaard, undret mig over Celestine af Olga Ravn, blevet tilbage til præ-teenagesminder med Meg Cabot og prinsesse eller ej-Mia i form af "royal wedding", følt jeg har fået stillet mine gossip girl abstinenser ved Kevin Kwans bøger, og været lidt skuffet over Sæt en vagtpost ud og Stoner. Mange sider er blevet vendt de sidste 2,5 månedstid, og hvor er det rart! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Og begge bøger er godt nok også tunge og ambitiøse! Men Follett er, så vidt jeg ved, meget medrivende, når man først går i gang, ikke?
      Jeg gad så godt læse 'Celestine' – og ellers lyder din læseliste simpelthen så hyggelig, fornøjelig og helt sommer-tilpas! Det overrasker mig dog, at 'Stoner' har skuffet dig, for åh hvor overraskede den bog mig bare positivt. Men det kommer nok også an på forventningerne – mine var nemlig helt i bund.

      Slet
  9. Velkommen tilbage :D

    I øjeblikket læser jeg "Harry Potter: Page to Screen" af Bob McCabe, som er helt fantastisk, og samtidig læser jeg også i "De overlevende" af Chris Weitz, som virker interessant nok, men sproget i den virker en smule for let. Af fantastiske læseoplevelser i løbet af sommeren kan bl.a. nævnes "Monster" af Patrick Ness, "Hvad hjertet ved" af Jessi Kirby, "Som en tikken under huden" af Camilla Wandahl og "Between the Lives" af Jessica Shirvington. Det er meget forskellige bøger, men fælles for dem alle er, at jeg virkelig har nydt læsningen af dem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Og åh, gigantbogen 'Page to Screen' er bare en fornøjelse at læse og bladre i. Så skøn! Jeg skal virkelig også både have læst 'Monster' og 'Hvad hjertet ved', som har sådan et spændende præmis!

      Slet
  10. Jeg læste 'Monster' af Patrick Ness færdig i går. Den kan klart anbefales!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, den vil jeg også så gerne læse! Helst snart!

      Slet
  11. Velkommen tilbage og stort tillykke med afleveringen! :D

    Den mest bemærkelsesværdige bog, som jeg har læst denne sommer (indtil videre) er "A Court of Thorns and Roses" - den har fået SÅ meget ros, og jeg hoppede i med begge ben, og jeg endte med at knuselske den! Jeg har dog læst anmeldelser af andre, som ikke brød sig synderligt meget om den. Men jeg kan godt lide Sarah J. Maas' skrivestil og så er jeg helt tosset med "Beauty and the Beast"-referencen omkring hele bogen :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde Rikke! :D

      Hvor er det fantastisk, at du kunne lide en bog, du har haft så mange forventninger til! Man bliver jo bare så skuffet, når det modsatte sker. Men åh – det lyder altså herligt! Jeg kan heller aldrig modstå en fin eventyrsreference.

      Slet
  12. Velkommen tilbage. Godt at se dig. Jeg er i løbet af sommeren blevet glædeligt overrasket over forfatteren Liane Moriarty. Jeg har læst 'Små store løgne' og 'Min mands hemmelighed'. Fine historier og lidt specielle fortællevinkler.
    Mvh Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de søde ord. Det er godt at være tilbage!

      Jeg har hørt så meget om 'Min mands hemmelighed', den lyder simpelthen så medrivende :) Dejligt at du blev glædeligt overrasket også.

      Slet
  13. Velkommen tilbage. Håber du får læst en masse dejlige bøger den kommende tid :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    Ps. En sommerbogsanbefaling - 'The Silver Dark Sea'. En stille, sørgmodig og tankefuld bog, der alligevel emmer af håb og kærlighed. Jeg regner med at anmelde bogen i løbet af næste uge, og jeg tror, den er noget for dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det håber jeg også på! :')

      Og det lyder helt enestående! Den skriver jeg på listen, og håber på snart at få den hjem!

      Slet
  14. Good to have you back! I'm actually in a bit if a reading slump at the minute..we have just given notice on our flat so we can move in with my but friends mum to save up to buy the house and I'm starting my final year at uni in October and I don't know what to do about my job! So its everywhere which doesn't help to focus when your mind wanders!

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you so much! Ah, readings slumps are so frustrating. But sometimes it just can't be helped – especially in stressful times.

      I hope everything will brighten up soon :)

      Slet
  15. Skønt at have dig tilbage på bloggen! :) Elsker altså den bluse, det var nu et godt fund ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Mette! Og ja, blusen er simpelthen det mest geniale køb i lang tid – godt du spottede den :D

      Slet
  16. Velkommen tilbage! Og stort tillykke med afleveringen!

    Jeg er i gang med at læse 'A Tree Grows in Brooklyn' og har ellers nydt Edith Wharton's 'The Reckoning' (fra little black classics). Rigtig god læselyst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Åh, Wharton og Smith er bestemt heller ikke dårligt sommerselskab! Det lyder herligt.

      Slet
  17. Tillykke med aflevering af speciale! og velkommen tilbage :) god læselyst :)
    Her i sommerferien er jeg blevet fanget af "The Selection" serien, som overraskede mig meget, og så har jeg lige færdiglæst "A Thousand Pieces of You" af Claudia Gray, den var også rigtig god og spændende :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :)

      Åh, det lyder bestemt også herligt!

      Slet