mandag den 7. december 2015

"Christmas Magic" af Cathy Kelly

"Christmas Magic" af Cathy Kelly, fra forlaget Harper Torch, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). 2/5 stjerner.

"Christmas Magic" er en novellesamling af den irske forfatter Cathy Kelly. Det er Kellys første novellesamling, og den er fyldt med historier om livets dilemmaer og hverdagslige problemer – samt et par enkelte historier om jul og hjemlig familiehygge. 


Whoever had lived there had moved on. But they'd left behind a gloriously beautiful garden, enclosed by rowan, elder and hazel trees. Magical trees.


En julerød farve med påtrykte gulddetaljer. En titel der leder tankerne hen på julemirakler, og en bagsidetekst der lover hjertevarme fortællinger og hygge i vinterkulden. "Christmas Magic" er åbenlyst markedsført som en julebog med julehistorier. Det er det bare ikke.

Størstedelen af historierne i "Christmas Magic" har intet at gøre med julen eller julevarme følelser. I stedet er novellesamlingen snarere en fortælling om hverdagslige hændelser med et enkelt juledrys klemt ind hist og her. Efter at have læst bogen og alle dens noveller, er jeg stadig overbevist om, at det mest julede ved "Christmas Magic" er dens titel og dens forside. De er til gengæld også julede nok til at lokke læseren ind.
Langt de fleste af Kellys historier er baseret på en velkendt formel. Temaerne er økonomiske problemer, depressioner, infertilitet, ensomhed og forliste kærlighedsforhold. Hovedpersonen er ofte en kvinde, der må konfrontere sit problem, og i slutningen af novellerne løser Kelly enten problemet eller tilbyder håb for, at hovedpersonen nok skal klare det. Og sådan går det fra historie til historie, fra side til side. Som læser ved man altid, hvilken retning historien vil bevæge sig i, og at ale de løse tråde altid vil ende i en overdådig sløjfe. Skabelonen er så tydelig.

In the weird timescale of the past, it managed to seem both a long time ago and only yesterday since Frankie had lived there. Those twenty years magically disappeared or seemed forever, depending on both her mood and her location.


Den første historie i novellesamlingen er titelhistorien, "Christmas Magic", der handler om to ældre kvinder, der stadig er tynget ned af deres mors strenge opdragelse og dybt indridsede principper. Da de en dag ved et uheld modtager en bog ved navn "Magic for Beginners" med posten, kan de ikke lade være med at tænke på, hvad deres mor ville have sagt. Og dog viser bogen i sidste ende at give dem den oprørske frihed, som de har brug for. Novellen er bittersød, forudsigelig og kedelig – og selvom den rent faktisk hedder "Christmas Magic" har den ikke så meget med julen at gøre. Den handler snarere om frigørelse, og selvom den skal fremstå som dybfølt, virker den fjollet i stedet. De to ældre kvinder er karikaturer, og det er desværre en fællesnævner for alle Kellys karakterer, der hvirvler ind og ud mellem siderne på denne bog.

Jeg har endnu ikke rystet følelsen af tidsspilde af mig, når jeg tænker på denne bog. Hvis den i det mindste havde fyldt mig med juleglæde og vinterstemning, havde jeg kunne tilgive den. I stedet føler jeg, at jeg har været offer for en smuk forside og en sød titel. Et potentiale Kellys ord ikke kunne leve op til.

2 kommentarer:

  1. Der burde findes en form for straf til forlag der med en bagsidetekat komplet vildleder læseren. Der findes nærmest ikke noget mere skuffende og frustrerende! Oplevede det selv tidligere på året med en bog der blev kaldt hylende morsom med humor på højt plan - jeg grinede én gang undervejs og brugte i stedet min tid på forargelse og skuffelse..

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis! Det er simpelthen så, så, så frustrerende. Man sidder og føler sig som en, der ikke forstår joken.

      Slet