tirsdag den 12. januar 2016

Tema-tirsdag #111: Jeg savner at læse lange bøger

Jeg havde helt glemt det. Hvor godt det kan føles at læse en lang bog. Midt i min travlhed og mit fokus på pendlervenlige bøger havde jeg skubbet tanken til side, og i stedet rakt ud efter de tynde og kompakte romaner. I min rus og min glæde over 80-siders lange klassikere, lod jeg Dickens stå og læste to noveller i stedet. 
Når jeg ser tilbage på det seneste læseår, er der mange ting, der springer mig i øjnene. En af dem er, hvor få romaner på over 500 sider, jeg har læst. Og jeg ved udmærket godt hvorfor; når man har travlt og læser for at slappe af, virker det langt mere overskueligt at vælge en bog med et begrænset sideantal og en mulighed for færdiglæsning. Længere bøger ligner ofte uoverskuelige projekter, som kræver slid og arbejde i stedet for hyggelige hjemmestunder. Og af samme grund er de så lette at nedprioritere.
Men lange bøger er også store muligheder. De mange sider indeholder så stort et potentiale; historien kan bevæge sig i en million forskellige retninger, før den slutter, de eventuelle udfald er mange, og man kan ende med at slutte i en hel anden verden, end man startede. Lange bøger forstørrer og uddyber alting; man får lov til at tilbringe længere tid sammen med de karakterer, der føles som ens venner, og man får lov til at lære hvert eneste gadehjørne at kende i den fiktive by, man færdes i. Man får længere tid til at knytte sig og til at indleve sig – og alligevel føles det helt ubærligt, når man lukker en lang bog og siger farvel. For man har nemlig levet i bogen for en stund.

På det seneste har jeg smuglæst i den 1000-siders lange "Byen brænder" af Garth Risk Hallberg. Bogen startede som et nysgerrigt arbejdsprojekt – og er endt som hjertelæsning af allerhøjeste kaliber. For jeg vender side efter side og forbløffes konstant over de mange karakterer, deres mange motiver, og deres mange måder at bevæge sig ind og ud mellem hinanden på. En roman med så mange historietråde, karakterer og subplots kan kun være lang. Og jeg havde helt glemt, hvor meget jeg savnede den slags litterært storhedsvanvid.
For der unægteligt noget særligt ved at læse en lang bog. Ved at befinde sig i dagevis, i ugevis i den samme historie, omgivet af de samme karakterer. Ved at mærke sidernes tyngde i hænderne på en gråvejrsdag, hvor regnen laver yndige dryp-lyde på ruden. Ved at krølle sammen med et tæppe og læse fra tidlig morgen til sen aften – og stadig ikke have fortæret en hel bog. Ved altid at have noget til gode, ved altid at have noget frem til – og ved ikke at ane, hvor bogen egentligt fører en hen. Jeg bliver opslugt af lange bøger på en måde, som jeg aldrig gør af de kortere romaner. Og jeg elsker følelsen.
Jeg savner at læse lange bøger og ikke lade mig skræmme af omfanget på forhånd. Jeg savner at tage mig tiden og finde roen til at læse en bog, der ikke bare sådan lige kan forlades igen. Og hvis jeg har et nytårsforsæt i år, må det være at lukke murstensromanerne tilbage i mit liv. Uden tilløb, uden tidsberegning, uden skelen til læseudfordringer og antal blogindlæg: bare med rendyrket fornøjelse og koncentration.

Læser du flest lange bøger eller korte bøger? Lader du dig også sommetider skræmme af tykke bogrygge og svimlende sidetal? Og hvad er den bedste bog på over 500 sider, du nogensinde har læst? 

26 kommentarer:

  1. Jeg lader mig helt sikkert skræmme af store, tykke bøger. De er alt for overvældende for mig og jeg føler ikke, at jeg nogensinde kan komme igennem dem. Dog håber jeg på at kunne overtale mig selv til at give dem et forsøg, når jeg engang får læseglæden tilbage efter specialet er overstået! Specielt Ken Follett bøgerne på mine reoler har længe kaldt mit navn, men jeg har forsøgt at ignorere dem. "Byen Brænder" virker også til at være en bog, jeg gerne vil læse i fremtiden. Jeg har smuglæst et par sider i læseprøven af den og den virker virkelig god!
    Jeg tror aldrig, at jeg har læst en bog på 500 sider. Jeg kan ihvertfald ikke komme i tanke om en eneste lige nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. 'Byen brænder' er skøn. Så skøn og stor på sådan en måde, at man godt kan forstå, den kræver så mange sider. Så mange karakterer og subplots, det er en hel fryd og en ægte labyrintgang at læse!

      Og der er så mange gode bøger på over 500 sider – som man slet ikke behøver at frygte!

      Slet
  2. Jeg skal virkelig også bliver bedre til at læse lange bøger i år. "Middlemarch" sender mig lange øjne, hver gang jeg går forbi den. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, glæd dig til 'Middlemarch'. Det er verdens bedste bog!

      Slet
  3. Jeg har så mange tanker til dit indlæg, så jeg håber virkelig jeg kan formidle dem forståeligt. For lange bøger giver nemlig så mange overvejelser! Jeg har læst alenlange bøger, som kun var alt for korte, men jeg har også læst lange bøger, som kun burde have fyldt det halve i min verden. Jeg har netop genoptaget læsningen af Stephen Kings femte bog i serien om Det Mørke Tårn, efter noget der ligener halvandet års pause! Halvandet år, hvor universet har kaldt, men bogen er forblevet uåbnet, fordi dens størrelse forsatte med at intimidere mig - hvordan skulle jeg nogensinde nå igennem den?? På den anden side læste jeg sidste år David Mitchells Bone Clocks, som næsten er lige så stor, og som jeg fløj igennem som var det en 100-siders novelle. En bog, som jeg knuselsker, og slet ikke kan stoppe med at snakke om!

    De store bøger bliver ofte udskudt, for følelsen af at færdiggøre en bog er så ofte en stor tilfredsstillelse, at det netop er nemmere at gå efter de små og lette frem for de store og tunge. Og helt ærligt, så tror jeg, at jeg ville blive træt, hvis jeg kun læste store bøger. Men de giver den perfekte grad af tungere fordybelse ind i mellem de korte, og jeg ville aldrig undvære dem. De skaber en perfekt balance mellem det tunge og det lette, som jeg elsker :)

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen det er jo netop dét. Lange bøger føles så korte, når man først er blevet fanget. Og fanget bliver man jo, hvis bogen er den rette. Og hvad er der så at være bange for i den lange ende?
      Men selvfølgelig er tid kostbar. Og når man går i gang med en lang bog, investerer man så meget tid. Det er nok i sidste ende frygten for, at tiden ikke er det værd.

      Slet
  4. Spændende indlæg! Jeg er virkelig misundelig på dig, fordi du allerede har adgang til "Byen brænder". Jeg læste jeres 'chapter sample', og jeg blev virkelig draget ind i verdenen og personerne - men nu må jeg vente til d. 12. februar :)
    Mht. lange bøger, så er jeg igennem hele mit læseliv blevet inspireret af tykke bøger. Deres mange sider indbød til en masse hyggestunder i sofaen, og som du skriver, så kan en lang bog gøre så mange ting med historien og karaktererne. Jeg synes selv, at jeg stadig læser lange bøger nu og da på trods af en stresset hverdag og min YouTube-kanal, som gerne skulle indeholder flere end én bog om måneden. Men du har ret; det er svært nogle gange at tage sig sammen til det - men når først man går igang, kan man jo ofte ikke lade være med at læse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, jeg ved det. Jeg føler mig også meget priviligeret, at jeg kan smuglæse den slags i så god tid. Ah, det er en ægte arbejdsglæde. Og bogen er i øvrigt SÅ stjernegod.

      Og ja. Det er netop bare et spørgsmål om tilløb. For det er oftest altid sjovt, når man først er i gang.

      Slet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er også så mange skønne lange bøger. Og de er værd at læse og fordybe sig i. Jeg knuselsker dem.

      Den bedste lange bog, jeg har læst må være "Les Misérables" af Victor Hugo. Den er guddommelig. Men jeg vil også gerne slå et slag for 'The Luminaries' af Eleanor Catton og 'The Goldfinch' af Donna Tartt. Fantastiske historier.

      Slet
  6. Sikke et fint indlæg!

    Jeg synes ofte at murstensromaner er intimiderende, og springer ofte over og vælger de 'korte' bøger. Men jeg er helt enig med dig i, at man altså får en anden oplevelse ved at læse de tykke bøger <3

    SvarSlet
    Svar
    1. De kan nemlig noget helt særligt. Noget der er siderne værd.

      Og tak!

      Slet
  7. Jeg savner også at læse rigtig lange bøger med dyb koncentration. Eksamensperioden som jeg befinder mig midt i lige nu, gør det dog ikke lettere at gribe ud efter de tunge bøger, så jeg forstår så inderligt godt, hvorfor du også finder det svært at vælge murstensromaner som togbog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, eksamenstiden. Det kan dræne enhver læsetrang.

      Slet
  8. Jeg elsker lange og tunge bøger. Det er ofte dem jeg falder for, fordi jeg har en tanke om, at deri gemmer sig en lang og skøn læse oplevelse som kan fylde mig op i længere tid og dermed vare længere. Oplevelsen når man har pløjet sig igennem sådan en kæmpe mursten er for mig bare noget helt andet end en kort bog. Jeg har derfor også læst rigtig mange bøger på over 500 sider. Pt. Er det Erik Valeurs "Det syvende barn" som ligger og venter på at sønnen bliver puttet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lange bøger kan nemlig være noget helt særligt. Og sejt med Erik Valeur. Kan du lide den? Jeg har hørt meget blandet om den, efterhånden.

      Slet
  9. Jeg kan virkelig nikke genkendende til det her! Nogle gange orker man ikke de lange bøger, for man ved det er et alt for stort projekt at kaste sig ud i, når der en mia. andre ting der også kræver ens opmærksomhed - men ja, korte bøger kan man også køre sur i. De er for korte og hurtigt overstået og man når måske slet ikke at dykke rigtigt ned i historien, før den slutter igen :)
    Jeg tror aldrig en bog på 500 sider har skræmt mig, men når vi kommer over 1000 får jeg en lille trækning under øjet ;) Men det afholder mig ikke fra at læse og genlæse Robert Jordans The Wheel of Time serie på 13 bøger der alle er på minimum 1000 sider + George RR Martins Game of Throne bøger. Begge er helt fantastiske!!
    [eftertanke: lange klassikere afskrækker mig lidt. Frygter for tungt sprog jeg ikke rigtig kan følge med i]

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Begge dele har fordele og ulemper, og jeg ville ønske, jeg ikke blev så skræmt af de store fortællinger.

      Og vildt med en så lang bogserie. Og så på 13 bøger! Den må virkelig være det værd :)

      Slet
  10. Lige nu savner jeg faktisk mere at læse korte, enkeltstående bøger, for jeg læser generelt mange tykke bøger - og mange trilogier (hvilket ofte kan føles som lange bøger :-)). Jeg plejer også at have de korte, lette bøger med i toget. De tykke bøger får så til gengæld plads på natbordet, så dem læser jeg i om aftenen (og om morgenen i weekenderne).

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hvor sjovt. Det er lidt den omvendte verden for mig: jeg læser så sjældent serier og trilogier! Og weekenden er også den bedste tid for mig at læse de lange bøger. Ah, fordybelse er en skøn ting.

      Slet
  11. Jeg har lige færdiglæst A Little Life af Hanya Yanagihara, som med sine 720 sider efterlod mig målløs og med tårer ned af kinderne. Det ville bare ikke have været den samme historie, hvis den var kortere og jeg kan kun anbefale den!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den lyder altså også bare så god! Jeg var meget overrasket over, at den *ikke* vandt Man Booker-prisen!

      Slet
  12. Back when I wasn't blogging, big books were the only kind of books I read except during my exams when I found comfort in shorter books. But now the pressure of not having read one or two books each month is bigger than my love for big books. I wanna change that for sure though.

    SvarSlet
    Svar
    1. Yeah, me too. It is perhaps one of the hard things about blogging about books: you're always on the lookout for new material, more books to review.

      Slet
  13. Jeg ELSKER lange bøger! Men de kan også være skræmmende. Plottet og skrivestilen kræver noget særligt for at kunne bære de mange sider, uden at man bliver træt af historien og karakterne. Men hvis det lykkedes, er det helt magisk.

    Lige nu er jeg i gang med Wilkie Collins' 'No Name' på ca 700 sider, og nyder fordybelsen og kringlede plot. Den er perfekt at have i ørene når jeg trasker rund i København med barnevogn :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. Det er lidt en både-og ting. Men når det lykkedes, er det fantastisk.

      Og sejt med Wilkie Collins og en så lang bog til gåturene. Det lyder noget nær perfekt :)

      Slet