"The Forbidden Library" af Django Wexler

"The Forbidden Library"af Django Wexler, fra forlaget Doubleday Children's, udgivet i 2014. 3/5 stjerner. 

Alice har altid drømt om eventyr og lykkelige slutninger – lige indtil hun en dag møder en fe i sin fars hjem. Hun overhører en samtale mellem feen og hendes far, og da hendes far den næste dag meddeler, at han skal ud at rejse, er Alice sikker på, at feen har truet ham til det.

Af samme grund er Alice heller ikke overrasket, da faderens rejse går galt, og hans skib synker. Forældreløs og trøstesløs bliver hun tvunget til at flytte ind hos sin onkel, der bor i et dystert hus og fører et simpelt liv. Alice har aldrig mødt eller hørt om sin onkel før – og hun er sikker på, at han ikke er, hvad han udgiver sig for at være.

“Have you never picked up a book you've read before, and found it speaks to you in a new way?”

En forældreløs pige ved navn Alice, en labyrint af bøger og en talende kat, hvis øjne og smil lyser i mørket. Det er meget let at se, hvor Wexler finder sin inspiration. For Wexlers Alice har mange ligheder med den berømte Alice fra Lewis Carrolls børnefortælling, og jeg var skiftevis begejstret og irriteret over ligheden under læsningen. Genkendelse er altid en smuk ting – men i dette tilfælde føltes det for meget som imitation til at kunne fungere.

"The Forbidden Library" er en bog, der minder mig om så mange andre bøger. På sin vis deler den mange symbolske ligheder med historien om Alice, og samtidig er plottet en spejlvendt version af Cornelia Funkes "Inkheart". For hvor karaktererne i "Inkheart" er i stand til at læse ting og personer ud af bøger, er karaktererne i "The Forbidden Library" i stand til at læse sig selv ind i bøger. Alice viser sig at være en såkaldt Reader – en der er i stand til at transportere sig ind i særlige bøger og gennem en kamp på liv og død gøre de monstre, hun finder i bøgerne til sine tjenere i den virkelige verden. Og selvom det lyder en anelse kompliceret, er det det ikke. Det er i virkeligheden meget simpelt.

For "The Forbidden Library" er en børnebog. Og alting der sker i den er helt lige til og fuldstændig ubegrundet. Alices evne udforskes eller forklares aldrig, hendes fars skæbne forbliver uvis, og hendes onkels motiver er ligeså vage i slutningen af bogen som i begyndelsen af den. Dette er ikke en bog fyldt med svar, forklaringer eller et sammenhængende plot – det er derimod en bog, der udelukkende er skrevet for at underholde og begejstre dem, der er lidt yngre end jeg selv. 

“You can always flip back to the first page, can't you?”

Jeg var underholdt, da jeg læste "The Forbidden Library". Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, den indeholder talrige referencer til elskede bøger og eventyr, og den er fyldt med miavende katte og skønne stemningsbilleder. Alices bedste ven, katten Ashes, er en vidunderlig karakter, der nonchalant slentrer rundt i et uendeligt bibliotek og giver Alice sarkastiske råd om alt og intet. Jeg faldt øjeblikkeligt for det arrogante, men velmenende, kattedyr.

Alice er en typisk børnebogskarakter; modig, stædig og dumdristig, og selvom hun roder sig ud i mange farer, slipper hun altid uskadt fra dem. Hun er ikke mindeværdig, men hun følger normen og passer ind i den simple historie, hun er skabt til. 

På mange måder er "The Forbidden Library" en fin bog. En sjov bog. En hyggelig bog – og dog er det også en frustrerende bog, hvor intet hænger sammen, og ingen svar bliver givet.  Bogens logik er ikke-eksisterende, og Wexlers børneverden er uden dybde eller nuancer. Jeg har altid ment, at de bedste børnebøger er dem, der også har historier hængende mellem linjerne, og det har denne bog ikke. Slet ikke.