lørdag den 27. april 2013

Dewey's Read-a-Thon

Tilfældige klik rundt på nettet, ledte mig ind i labyrintlignende vildspor, og ved et lykkeligt tilfælde opdagede jeg, at i dag er dagen for "Dewey's Read-a-Thon". Konceptet er ganske enkelt og består af 24 timers læsning, og social interaktion på Twitter/Blogs og den officielle Readathon hjemmeside
24 timers læsning virker uoverskueligt og hovedpinefremkaldende, men eftersom jeg er alene hjemme hele dagen, netop har købt en ny tekande og har køleskabet fyldt med appelsiner, tror jeg, jeg vil give det et forsøg.
Startskuddet lyder kl. 14, og da går læseheste over hele verden igang med at fordybe sig i bøgernes verden. Der er noget fint over at gøre en så privat og ensidig ting som læsning til et socialt arrangement, og tanken om at så mange mennesker finder en bog frem og samtidig slår op på den første side, skaber en synkron harmoni. 

Jeg aner ikke, om jeg kan holde til 24 timers læsning. Jeg er heller ikke helt sikker på, hvad jeg egentligt skal læse, udover Brontës "The Tenant of Wildfell Hall", som jeg startede på i går. At finde læsestof plejer dog sjældent at være et problem; bøgerne på mine bogreoler vibrerer nærmest af inspiration og forhåbninger, når jeg nærmer mig dem. 
Senere vil jeg skrive et indlæg med opdateringer på, hvor meget jeg har læst, og hvorvidt jeg tilbringer natten i fiktionelle eller reelle drømmeverdener. Indtil da kan I som altid finde mig på Twitter

Skal I deltage og læse hele natten væk? 

6 kommentarer:

  1. Super at du er med :) Jeg skal i kirke i morgen, så det bliver ikke til all 24 timer, men jeg vil gøre mit bedste. De sidste par år har jeg fået læst 1000 sider, så det er også mit mål i år.

    En enkelt anbefaling - hold dig til lette og korte bøger. Det er så tilfredsstillende at kunne lægge den ene bog efter den anden til side ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. 1000 sider? Det er alligevel meget imponerende og ærefrygtindgydende. Jeg håber, du når dit mål.

      Jeg har valgt en kombination af korte og lange bøger. Jeg arbejder bedst med variation - omend jeg godt kan forstå det skønne i at pløje igennem den ene bog efter den anden.

      Slet
  2. Uh, havde jeg ikke børn, så havde jeg sgu gjort det! :) Go go go, min Riks <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja! Vi må holde en all-nighter en anden gang så, min kære. <3

      Slet
  3. Ej det var dog en fantastisk idé, det har jeg aldrig hørt om før! Jeg skal desværre på arbejde klokken 6 i morgen tidlig, så det bliver ikke i denne omgang. Men vil da bestræbe mig på at være med næste år, det er for sejt! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg anede heller ikke rigtigt, det eksisterede før nu. Et skønt koncept, synes jeg!
      Det er en skam, du ikke kan være med denne gang - men jeg kan trøste dig med, det er et event, der finder sted to gange årligt. Næste gang er til efteråret! :)

      Slet