"Fahrenheit 451" af Ray Bradbury

"Fahrenheit 451" af Ray Bradbury, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1953). Læst på dansk - orginalsproget er engelsk. 3/5 stjerner. 

Romanen udspiller sig i en nær fremtid, hvor Guy Montag arbejder som brandmand; et job der i fremtiden indebærer at opspore og brænde bøger. Med en naiv sikkerhed udfører Guy automatisk samfundets ordrer, og stiller ikke spørgsmålstegn ved sit arbejde. 

Alt dette ændres dog, da han helt tilfældigt møder den unge nabopige, Clarisse, som langsomt begynder at så små korn af spørgsmålstegn i hans sind. Langsomt åbnes hans øjne for den destruktive behandling af værdifulde bøger, og den slørede tilværelse hans kone - og alle andre i hans omgivelser - lever foran deres tv-skærme. 

Hans velordnede og strukturede livsgrundlag smuldrer langsomt omkring ham, og han længdes efter noget mere substantielt; noget han måske kan opspore i de bandlyste bøger.

"Det var en fryd at brænde. Det var en sand fryd at se ting blive opædt, se dem sortne, forkulle og forvandles."

På det seneste har dystopiske fremtidsforestillinger domineret den litterære scene, og det har givet mig lyst til at søge tilbage og læse de klassiske dystopier. Bradburys "Fahrenheit 451" kan sættes i samme kategori som Orwells "1984", eftersom magtinstansen i begge romaner suverænt censurerer og eliminerer enhver selvstændig tanke, og ønsker at lade borgerne være bedøvet og uskadeliggjort af deres egen hjælpeløshed. 

Bøger er i "Fahrenheit 451" det helt store omdrejningspunkt; og Guy Montag udvikler sig fra at være en mekanisk maskine til et selvstændigt tænkende væsen, der vil gå i døden for at beholde og bevare en bog. Bøgerne står for noget helt essentielt; oplysende viden og store spørgsmål. Og det er netop disse eksistentielle spørgsmål, som samfundet søger at tilintetgøre. 

"Han fornemmede det, som om han havde ladt en scene med et mylder af skuespillere bag sig. Som om han var smuttet væk fra den store seance og alle dens morderiske genfærd. Han var på vej ud af en skræmmende uvirkelighed og ind i en virkelighed, der forekom ham uvirkelig, fordi den var ny for ham." 

Bradbury viser et lammet samfund, bedøvet af beroligende piller og af den summende lyd fra interaktive tv-skærme. Et samfund hvor menneskene har trukket sig ind i sig selv, og betragter verden glide forbi med en intetsigende apati. Altsammen på grund af manglen på bøger - og manglen på de spørgsmål, bøger kan forårsage.

"Fahrenheit 451" er en af de få romaner med evig relevans. Temaer som censur og passive liv tilbragt foran elektroniske skærme, er noget som vi dagligt må tage stilling til - i mere eller mindre grad. Bradbury understreger vigtigheden af litteratur; og det er en pointe, jeg varmt kan forholde mig til. Den udefinerbare kraft der ligger i velskrevne ord er bestemt ikke noget, man skal undervurdere. 

Bogen var således dybt tankevækkende for mig at læse. Og jeg læste den hurtigt. De tre stjerner skal ikke være udtryk for bogens store betydning og klarsyn (som er ubenægtelig), men snarere min egen oplevelse af fortællingen. Jeg fandt slutningen en smule vag, og jeg var utilfreds med Clarisses pludselige forsvinden. Det virkede så brat. Sandheden er, jeg ville ønske, romanen ikke var så kompakt - et så vigtigt budskab kunne sagtens bevilliges flere sider og en dybere udforskning.

Bradburys roman borer i et emne, der fortjener stor dedikation og fordybelse; og resultatet bliver desværre en smule overfladisk. Men bogens pointe er på sin vis tidløs, og kvalificerer "Fahrenheit 451" til titlen som en sand klassiker.