"Linger" af Maggie Stiefvater, fra forlaget Scholastic, udgivet i 2010. 2/5 stjerner. Denne boganmeldelse indeholder en spoiler.
"Linger" omvender "Shiver"'s dilemmaer og tilføjer nye dimensioner af kærlighed, bekymring og tragedie. Som en slags baglæns kolbøtte begynder Grace langsomt at mærke følgerne af sit tidlige ulvebid, og i takt med hun bliver mere og mere overbevist om, hun vil være nødt til at tilslutte sig ulveflokken, vokser Sams håb for en almindelig og menneskelig fremtid. De to elementer virker uforenelige, paradoksale og dybt smertefulde.
En ny ulv ved navn Cole er både utilregnelig og modbydelig. Og da tilfældet leder ham til Isabels dør, starter en ubemærkelig sammenfiltring af deres skæbner.
"I watched her and I watched the birds' shadows flit across her face, and I.. wanted. I wanted more happy memories to hang up on the ceiling, so many happy memories with this girl that they would crowd the ceiling and flap out in the hall and burst out of the house."
Poesi frem for realisme? Beskrivelser i stedet for handling? Formulering eller plot? Stilstand over fremgang? Stiefvaters bøger har splittet mig, og stillet mig overfor en hidtil ukendt ekstremitet.
Jeg kunne fortabe mig for evigt i hendes hav af ord og lykkeligt synke ned i de bløde bølger af hendes skrivestil. Hendes metaforer er så yndige, hendes tankestrømme er dybt poetiske, og hendes indgående kærlighedsbeskrivelser er fuldstændig tryllebindende. Hun skriver med en fjerlet ynde og en misundelsesværdig sikkerhed. Og dog er "Linger" på ingen måde en velskrevet bog.
Dette skyldes en mangelfuld kombination af flere ting; det smertefuldt langsomme tempo, den komplette mangel på handlinger og plot og den tilsyneladende klonede personlighed af hver eneste karakter i persongalleriet.
"She made her home in between the pages of books."
Måske er det hele en følge af, at "Shiver" havde et præg af afslutning og harmoni. Historien blev afrundet med en simplistisk forudsigelighed og elegant overensstemmelse. Den efterlod intet spørgsmål, og jeg forlangte intet svar.
"Linger" omvender "Shiver"'s dilemmaer og tilføjer nye dimensioner af kærlighed, bekymring og tragedie. Som en slags baglæns kolbøtte begynder Grace langsomt at mærke følgerne af sit tidlige ulvebid, og i takt med hun bliver mere og mere overbevist om, hun vil være nødt til at tilslutte sig ulveflokken, vokser Sams håb for en almindelig og menneskelig fremtid. De to elementer virker uforenelige, paradoksale og dybt smertefulde.
En ny ulv ved navn Cole er både utilregnelig og modbydelig. Og da tilfældet leder ham til Isabels dør, starter en ubemærkelig sammenfiltring af deres skæbner.
"I watched her and I watched the birds' shadows flit across her face, and I.. wanted. I wanted more happy memories to hang up on the ceiling, so many happy memories with this girl that they would crowd the ceiling and flap out in the hall and burst out of the house."
Poesi frem for realisme? Beskrivelser i stedet for handling? Formulering eller plot? Stilstand over fremgang? Stiefvaters bøger har splittet mig, og stillet mig overfor en hidtil ukendt ekstremitet.
Dette skyldes en mangelfuld kombination af flere ting; det smertefuldt langsomme tempo, den komplette mangel på handlinger og plot og den tilsyneladende klonede personlighed af hver eneste karakter i persongalleriet.
"She made her home in between the pages of books."
Måske er det hele en følge af, at "Shiver" havde et præg af afslutning og harmoni. Historien blev afrundet med en simplistisk forudsigelighed og elegant overensstemmelse. Den efterlod intet spørgsmål, og jeg forlangte intet svar.
Jeg startede således "Linger" med en dyb undren og en følelse af, den var overflødig. Og det var akkurat også sådan, jeg sluttede den. Stiefvaters forsøg på at skabe yderligere drama og komplikationer i Sam og Graces forhold virker halvhjertet. Deres nye problemer cirkulerer rundt om deres gamle konfrontationer og bevæger sig rundt i en omvendt gentagelse af den samme historie, altimens det skrøbelige grundlag for fortællingen langsomt smuldrer hen.
Tilføjelsen af en ny tankedimension i form af Cole og Isabel medbringer et frisk pust og til tider irrelevant undren. Det virker en anelse drastisk pludselig at inkludere fire forskellige synsvinkler uden at lade læseren knytte bånd til de nyligt introducerede karakterer. Cole og Isabel kom aldrig rigtigt under huden på mig, og jeg sprang let hen over nogle af deres passager. Desuden skinner Stiefvaters problemer med individuel karakterisering atter igennem, og selvom Cole og Sam skulle forestille modsætninger, begyndte deres tanker langsomt at bære ekko af hinanden; og til tider blev det umuligt at kende forskel mellem dem.
"I wasn't sure if I admired him for feeling everything so hard and fiercely, or if I was contemptuous of him for having so much emotion that he had to spill it out every window of the house."
Stiefvaters forunderlige univers er skabt af eventyr og lyrik, kunst og æstetik, skønhed og kærlighed - men ingen sandhed, realisme eller levendeliggørelse finder vej derind. Hendes bøger er kunstneriske og dermed næsten kunstige.
Jeg tabte min begejstring undervejs i "Linger". Selvom jeg er en glødende beundrer af de underskønne ordsammensætninger, de dyriske og fortabte ulve og den sanseløse kærlighed mellem Sam og Grace, var det ikke nok. Bogens eksistensberettigelse svandt langsomt ind, efterhånden som de håbløst komplekse plottilføjelser hobede sig op uden forløsning eller logik. Handlingen var en håbløs gentagelse og fortællerformen et pludseligt rod.
Den fantastiske skrivestil er bestemt læseværdig; men bogen savner struktur, handling og formål. Ordene befinder sig måske snarere i en vindstille sø end i et oprørsk hav - og jeg ved slet ikke, om det er dybt nok til at drukne i.
Tilføjelsen af en ny tankedimension i form af Cole og Isabel medbringer et frisk pust og til tider irrelevant undren. Det virker en anelse drastisk pludselig at inkludere fire forskellige synsvinkler uden at lade læseren knytte bånd til de nyligt introducerede karakterer. Cole og Isabel kom aldrig rigtigt under huden på mig, og jeg sprang let hen over nogle af deres passager. Desuden skinner Stiefvaters problemer med individuel karakterisering atter igennem, og selvom Cole og Sam skulle forestille modsætninger, begyndte deres tanker langsomt at bære ekko af hinanden; og til tider blev det umuligt at kende forskel mellem dem.
"I wasn't sure if I admired him for feeling everything so hard and fiercely, or if I was contemptuous of him for having so much emotion that he had to spill it out every window of the house."
Stiefvaters forunderlige univers er skabt af eventyr og lyrik, kunst og æstetik, skønhed og kærlighed - men ingen sandhed, realisme eller levendeliggørelse finder vej derind. Hendes bøger er kunstneriske og dermed næsten kunstige.
Jeg tabte min begejstring undervejs i "Linger". Selvom jeg er en glødende beundrer af de underskønne ordsammensætninger, de dyriske og fortabte ulve og den sanseløse kærlighed mellem Sam og Grace, var det ikke nok. Bogens eksistensberettigelse svandt langsomt ind, efterhånden som de håbløst komplekse plottilføjelser hobede sig op uden forløsning eller logik. Handlingen var en håbløs gentagelse og fortællerformen et pludseligt rod.
Den fantastiske skrivestil er bestemt læseværdig; men bogen savner struktur, handling og formål. Ordene befinder sig måske snarere i en vindstille sø end i et oprørsk hav - og jeg ved slet ikke, om det er dybt nok til at drukne i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar