"Da duerne forsvandt" af Sofi Oksanen

"Da duerne forsvandt" (org. titel "Kun kyyhkyset katosivat") af Sofi Oksanen, fra forlaget Rosinante, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk - originalsproget er finsk. Anmeldereksemplar fra Saxo. 3/5 stjerner. 

Tredje del i Sofi Oksanens tetralogi om Estlands ustabile historie i årene omkring (og efter) Anden Verdenskrig, er opbygget omkring den historiske personlighed, Edgar Meos, som svindlede sig igennem de paniske år ved at påtage sig en kamæleons klædedragt og skifte kulør alt efter vindens mest gunstige retning.
Ligeledes omkredser romanen et ulykkeligt ægteskab og dertilhørende utroskab, hævnmotiver, søgningen efter retfærdighed og frihed, kølig beregning, tilfældigheder, spionage, oprør og eftervirkningerne af skelsættende, uigenkaldelige handlinger.

"Hun ville gerne have haft en elsker, men hvor skulle hun have fået sådan en fra? Til og med tanken var aldeles upassende. Hun havde læst både Madame Bovary og Anna Karenina op til flere gange, og selvom romanernes heltinder ikke led under helt samme form for ægteskabelige tilstand, følte hun et stort slægtskab med disse kvinder, for hun kendte også til afsavn." 

Det psykologiske spændingsfelt når nærmest uanede højder, og den destruktive skæbnesammenfiltring af Edgar, Juudit og Roland er både tragisk og uundgåelig. 
Fætrene Edgar og Roland står i komplet kontrast til hinanden; Roland er en gennemført idealist, og Edgar er en skruppelløs opportunist. Juudit befinder sig derimod konstant i en svævende splittelse mellem de to modpoler; hun er egoist og dog medfølende, snæversynet og dog samvittighedsplaget. Som konsekvens endte hun også med at blive den mest levende og troværdige karakter; og den linje i romanens plot, jeg oftest ledte efter. Hendes utilfredsstillede ægteskab med Edgar placerer hende i en velkendt kategori af litterære kvindeskæbner og skaber en sukkende form for tomrum. 
Selvom Edgars karakter udgør en sælsom form for fascination med hans utilregnelige identitetsskift og omhyggeligt overvejede spekulationer, føles det til tider som om, han slet ikke er i stand til at bære romanens tyngende morale. Han er en ekstremitet, en slags menneskelig kariktur. Ligeledes er Roland; omend af de helt modsatte årsager.
Oksanens skrivestil er deskriptiv og billedrig. Med genialt udtænkte metaforer danner hendes sprog en flydende og overbevisende fortælling præget af snørklede handlingslabyrinter og vendepunkter. 

"Solen brød frem bag skyerne i striber, vinden fejede viltert himlen ren, betonen blændede, Parts måtte tage hånden op til øjnene for at skygge for solen, ved hjørnet af et buskads steg en flok duer til vejrs, han drejede hovedet for at betragte dem, men kunne ikke se noget, himlen var for lysende hvid."

Med "Da duerne forsvandt" påviser Sofi Oksanen Estlands turbulente og kaotiske historie, som er præget af tyske og russiske besættelser, generobringer, flugtforsøg og et ønske om selvstændighed. Romanen favner bredt, og via de tre vidt forskellige hovedpersoner fremstilles beretninger fra varierede synspunkter og politiske lejre. 
Men de skiftende synspunkter, de voldsomme spring i tid og de konstant underliggende kryptiske hentydninger skaber også en form for forvirring; læsningen bliver hurtigt uoverskuelig og unødvendigt kompleks. Ligeledes er den dæmoniske karakterisering af Edgar ensidig og nærmest umenneskelig. Oksanens karakterer danser ikke ud fra siderne; men det gør det velskrevne sprog til gengæld. 
Bogen slutter med en altomvæltende åbenbaring, en poetisk erindring og et dirrende punktum. En form for meningsgivende sammenfatning der måske dukkede op en anelse for sent til at skabe det følelsesmæssige postyr, den oprindeligt var designet til.