"Midnight in Austenland" af Shannon Hale, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 1/5 stjerner.
"Midnight in Austenland" er "Austenland"s efterfølger, og bygger videre på Shannon Hales romantiske forestilling om et Austen-tematiseret feriested.
Til forskel fra første bog er Pembrook Park nu ved at forfalde, og plages endvidere af en mystisk forsvinden og en mistanke om mord. Hovedpersonen, Charlotte Kinder, som egentligt blot ønskede en idyllisk pause fra hendes udmattende hverdag og skilsmisse, bliver således hvirvlet ind i et jagende mysterie, altimens hun skal forholde sig til en gradvis forelskelse.
Hale leger endnu engang med temaet mellem skelnen af virkelighed og skuespil; drømmesyn og realisme. Og i denne bog er det vigtigere end nogensinde før; for en gnavende mistro definerer plottet og nager hovedpersonen.
"But, how do you know if an ending is truly good for the characters unless you've traveled with them through every page?"
Jeg forventede mig ikke alverden af "Austenland"s efterfølger. Ikke alle bøger behøver at være revolutionerende eller livsforandrende; nogle bøger skal blot jage tankerne på flugt for en stund, og sprede en flygtig følelse af varme og sødme i kroppen, efterhånden som de sidste ord læses og historien afsluttes med et kys. Naturligvis er nogle chick-lit romaner langt mere end en kandiseret historie - men jeg forventer det sjældent af dem.
"Midnight in Austenland" kunne dog ikke engang formå at møde mine beskedne forhåbninger om letlæselig underholdning. Historien var støvsuget for enhver form for charme, logik eller indlevelse. Og den efterlod mig med panderynker i stedet for et smil.
"Even stories need a chance to sleep."
Historien bag romanen tager udgangspunkt i Austens "Northanger Abbey", som er en af mine evige favoritter. På sin vis var det en glædelig overraskelse, at bogen indeholdt små perleglimt af inspiration fra netop dén roman, eftersom Austen-universet som regel er domineret af "Pride and Prejudice" og i særdeleshed Mr. Darcy.
Desværre formår Hale slet ikke at transformere historien på en troværdig eller overbevisende måde. Hendes vision var tydeligvis at forene de lyserøde chick-lit elementer med mørke anstrøg af gotiske krimi-fornemmelser. Og resultatet er utrolig mærkværdigt.
Alene tanken om et mystisk mord begået på et Austen-tematiseret feriested virker en anelse morbid. Når man dertil tilføjer en romance mellem to antagede søskende, en midaldrende kvinde der nærmest er flyttet ind på feriestedet for at leve i en evig Austen-fantasi, en striks forretningsdame der interesserer sig mere for sit Austen-hotel end døden af hendes ægtemand, en skuespiller der er alvorligt overbevist om, han virkelig lever i 18ootallet og er en gentleman, en popstjerne på afvænning samt en stuepige med et jagtgevær, når absurditeten helt nye og uanede højder.
""Don't beat yourself up" said Charlotte. "True love can be so easily mistaken for other things - friendship, humane concern, indigestion...""
Shannon Hale har efter sigende forsøgt at kombinere Jane Austen med Agatha Christie. En sådan kombination lyder nærmest umulig - og resultatet er også alt andet end elegant.
Jeg havde sådan glædet mig til endnu en døsig eftermiddag med hjertevarmende Austen-eskapisme. Desværre faldt alle mine håb til jorden, og jeg måtte kæmpe min vej gennem en hovedpinefremkaldende labyrint af utroværdige hændelser og usympatiske karakterer.
"Midnight in Austenland" kunne dog ikke engang formå at møde mine beskedne forhåbninger om letlæselig underholdning. Historien var støvsuget for enhver form for charme, logik eller indlevelse. Og den efterlod mig med panderynker i stedet for et smil.
"Even stories need a chance to sleep."
Historien bag romanen tager udgangspunkt i Austens "Northanger Abbey", som er en af mine evige favoritter. På sin vis var det en glædelig overraskelse, at bogen indeholdt små perleglimt af inspiration fra netop dén roman, eftersom Austen-universet som regel er domineret af "Pride and Prejudice" og i særdeleshed Mr. Darcy.
Desværre formår Hale slet ikke at transformere historien på en troværdig eller overbevisende måde. Hendes vision var tydeligvis at forene de lyserøde chick-lit elementer med mørke anstrøg af gotiske krimi-fornemmelser. Og resultatet er utrolig mærkværdigt.
Alene tanken om et mystisk mord begået på et Austen-tematiseret feriested virker en anelse morbid. Når man dertil tilføjer en romance mellem to antagede søskende, en midaldrende kvinde der nærmest er flyttet ind på feriestedet for at leve i en evig Austen-fantasi, en striks forretningsdame der interesserer sig mere for sit Austen-hotel end døden af hendes ægtemand, en skuespiller der er alvorligt overbevist om, han virkelig lever i 18ootallet og er en gentleman, en popstjerne på afvænning samt en stuepige med et jagtgevær, når absurditeten helt nye og uanede højder.
""Don't beat yourself up" said Charlotte. "True love can be so easily mistaken for other things - friendship, humane concern, indigestion...""
Shannon Hale har efter sigende forsøgt at kombinere Jane Austen med Agatha Christie. En sådan kombination lyder nærmest umulig - og resultatet er også alt andet end elegant.
Jeg havde sådan glædet mig til endnu en døsig eftermiddag med hjertevarmende Austen-eskapisme. Desværre faldt alle mine håb til jorden, og jeg måtte kæmpe min vej gennem en hovedpinefremkaldende labyrint af utroværdige hændelser og usympatiske karakterer.
Hey søde Rikke. Jeg har et spørgsmål. Hvad er nogle af de dårligste bøger du nogensinde har læst? :D
SvarSletUh, det er et meget svært spørgsmål. Betegnelse "dårlig" er jo enormt subjektiv. Jeg kan f.eks. ikke udstå Herman Bang, men jeg er jo udmærket godt klar over, han var en vigtig skribent for sin tid, og derfor kan hans bøger heller ikke betegnes som værende "dårlige".
SletMen altså. Hvis jeg skal nævne nogle bøger, som jeg personligt ikke bryder mig om, så ville jeg afgjort nævne Fifty Shades. Jeg har kun læst 1'eren, og jeg synes, den var direkte forfærdelig. Ligeledes har jeg netop anmeldt "Eighty Days, Gul" for Saxo, og den var altså rædsom. Generelt tror jeg ikke, jeg kan lide den nye erotiske genre.
Desuden er Herman Bang som sagt også en af de forfattere, jeg har enormt svært ved. I samme kategori tilhører "Brave New World" af Aldous Huxley, "The Swiss Family Robinson" af Johann David Wyss, og "Robinson Crusoe" af Daniel Defoe. Det er ikke dårlige bøger i en objektiv forstand, men bøger jeg har måtte kæmpe mig igennem, og kun har læst på grund af studiet.
Jeg har også lidt svært ved enkelte YA fantasy-bøger, fordi de alt for ofte minder om hinanden i min optik. Jeg har lige læst "Beautiful Creatures", og den efterlod mig med en sær følelse af intetsigendehed.
Puha, det blev et langt svar. Og jeg kunne sikkert blive ved med at remse bøger op, som har irriteret mig på den ene eller den anden måde. Når man læser meget, og især når man læser meget forskelligt, oplever man også ofte bøger, man slet ikke burde have læst :b
Northanger Abbey er også en af mine favoritter! Meeen ... jeg tror jeg spronger denne fan-fiction over. God anmeldelse!
SvarSlet"Northanger Abbey" er virkelig også en sand skat - men desværre ofte en smule overset. Den er dog blandt mine absolutte yndlingsbøger! Og jeg kan godt forstå, du springer over Hale's fortolkning. Det burde jeg nok også have gjort!
Slet