"The Graveyard Book" af Neil Gaiman, fra forlaget Bloomsbury, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2008). 4/5 stjerner.
"The Graveyard Book" starter med et tredobbelt mord og en sælsom atmosfære af mytologi og katastrofe. Med Rudyard Kiplings "The Jungle Book" som skabelon for sit værk, leder Gaiman den forældreløse dreng, Nobody, ind på en kirkegård, hvor spøgelser adopterer og opfostrer ham. Silas påtager sig rollen som Nobodys værge, og vil ofre alt for at beskytte ham mod Manden Jack, der endnu ikke har glemt sin oprindelige dræbermission. Nobody bliver derfor forbudt at tage del i menneskeverdenen, og hans færden begrænses til kirkegårdens dystre arealer.
Nobody befinder sig således i et grænseland; han bevæger sig på kanten mellem liv og død, og cirkulerer i pendulfart mellem menneskenes håndgribelige verden og kirkegårdens metafysiske tilværelse.
“It's like the people who believe they'll be happy if they go and live somewhere else, but who learn it doesn't work that way. Wherever you go, you take yourself with you. If you see what I mean.”
Tvivlen har slået rod i mit indre, og et par spørgsmålstegn er blevet sået i min logiske sans. Neil Gaiman skriver så overjordisk smukt og velkomponeret med en så legende lethed og en så levende fantasi, at det virker som ren magi. Jeg ved slet ikke, om han er et almindeligt menneske - eller en sand troldmand. "The Graveyard Book" er tydeligvis ikke nogen ordinær kreation.
Universet og levevilkårene Gaiman præsenterer via spøgelser og kirkegårde er både dybt rørende og en anelse morbidt. Det er en uigenkendeligt forvreden afgrening af oldtidens spøgelseshistorier og dog fuldstændig troværdigt og medrivende. Hele det gravstensprægede landskab er så komplet i dets skabelse, at det føles som et dyrebart nøglehulsglimt ind i en mytisk afkrog af vores egen verden. Jeg blev efterladt med en umættelig trang til at vide mere; jeg ønskede at begive mig under huden på Silas, nærstudere heksen Elizabeth Hempstocks tragiske skæbne, forstå Owens-parrets desperate beskyttertrang og samhørighed og jeg brændte efter et lille indblik i den morderiske Jacks drivkraft. Fordi Gaimans verden er så livagtig, efterlader den dybe, brusende have af længsel efter mere afklaring, større kendskab og flere ord.
Nobody, eller Bod, er en velvalgt hovedperson, placeret i centrum af et imponerende galleri af understøttende karakterer. Hans udvikling fra barn til voksen, fra uforstående naivitet til pinefuld oplysning, indeholder så mange charmerende aspekter, der kun bidrager til historiens dynamik. Den medfølgende kamp om manglende tilhørsforhold og splittelsen mellem liv og død udleves med så megen medfølelse og sympati, at jeg troede, mit hjerte ville knække.
“Be hole, be dust, be dream, be wind/Be night, be dark, be wish, be mind,/Now slip, now slide, now move unseen,/Above, beneath, betwixt, between.”
Mit sparsomme kendskab til Gaimans forfatterskab har allerede arrangeret sig i en farvestrålende mosaik af tankevækkende symboler, intertekstuelle referencer og et flydende sprog. Denne bog er ingen undtagelse; ikke alene er plottet bygget op omkring Rudyard Kiplings klassiske jungle-fortælling, historien gemmer også på adskillige litterære henvisninger til både Victor Hugos forfatterskab, og Daniel Defoes "Robinson Crusoe" foruden en fin indarbejdning af oldgamle eventyrselementer.
"The Graveyard Book" er en mørk, forskruet, absurd og skræmmende eventyrsfortælling, med et hint af sort humor og en tårefremkaldende sand pointe. De sidste kapitler opfordrer læseren til at afkaste sig kappen som passiv tilskuer og træde ud og tage del i livet. Og således er den fantasifulde fortælling i virkeligheden en hjertevarm påmindelse om at leve, føle, opleve - at trække vejret dybt og fylde lungerne med kildrende sanseindtryk og flaksende sommerfugle.
Gaimans bøger har en sært dragende og magnetisk magt over mig. Hans simple åbningssætninger overvinder mig fra start, og efterlader mig fuldstændig magtesløs og desorienteret. Akkurat som var jeg blevet forhekset af en magtfuld troldmand. Hvilket leder mig tilbage til starten af denne anmeldelse...
"The Graveyard Book" starter med et tredobbelt mord og en sælsom atmosfære af mytologi og katastrofe. Med Rudyard Kiplings "The Jungle Book" som skabelon for sit værk, leder Gaiman den forældreløse dreng, Nobody, ind på en kirkegård, hvor spøgelser adopterer og opfostrer ham. Silas påtager sig rollen som Nobodys værge, og vil ofre alt for at beskytte ham mod Manden Jack, der endnu ikke har glemt sin oprindelige dræbermission. Nobody bliver derfor forbudt at tage del i menneskeverdenen, og hans færden begrænses til kirkegårdens dystre arealer.
Nobody befinder sig således i et grænseland; han bevæger sig på kanten mellem liv og død, og cirkulerer i pendulfart mellem menneskenes håndgribelige verden og kirkegårdens metafysiske tilværelse.
“It's like the people who believe they'll be happy if they go and live somewhere else, but who learn it doesn't work that way. Wherever you go, you take yourself with you. If you see what I mean.”
Tvivlen har slået rod i mit indre, og et par spørgsmålstegn er blevet sået i min logiske sans. Neil Gaiman skriver så overjordisk smukt og velkomponeret med en så legende lethed og en så levende fantasi, at det virker som ren magi. Jeg ved slet ikke, om han er et almindeligt menneske - eller en sand troldmand. "The Graveyard Book" er tydeligvis ikke nogen ordinær kreation.
Universet og levevilkårene Gaiman præsenterer via spøgelser og kirkegårde er både dybt rørende og en anelse morbidt. Det er en uigenkendeligt forvreden afgrening af oldtidens spøgelseshistorier og dog fuldstændig troværdigt og medrivende. Hele det gravstensprægede landskab er så komplet i dets skabelse, at det føles som et dyrebart nøglehulsglimt ind i en mytisk afkrog af vores egen verden. Jeg blev efterladt med en umættelig trang til at vide mere; jeg ønskede at begive mig under huden på Silas, nærstudere heksen Elizabeth Hempstocks tragiske skæbne, forstå Owens-parrets desperate beskyttertrang og samhørighed og jeg brændte efter et lille indblik i den morderiske Jacks drivkraft. Fordi Gaimans verden er så livagtig, efterlader den dybe, brusende have af længsel efter mere afklaring, større kendskab og flere ord.
Nobody, eller Bod, er en velvalgt hovedperson, placeret i centrum af et imponerende galleri af understøttende karakterer. Hans udvikling fra barn til voksen, fra uforstående naivitet til pinefuld oplysning, indeholder så mange charmerende aspekter, der kun bidrager til historiens dynamik. Den medfølgende kamp om manglende tilhørsforhold og splittelsen mellem liv og død udleves med så megen medfølelse og sympati, at jeg troede, mit hjerte ville knække.
“Be hole, be dust, be dream, be wind/Be night, be dark, be wish, be mind,/Now slip, now slide, now move unseen,/Above, beneath, betwixt, between.”
Mit sparsomme kendskab til Gaimans forfatterskab har allerede arrangeret sig i en farvestrålende mosaik af tankevækkende symboler, intertekstuelle referencer og et flydende sprog. Denne bog er ingen undtagelse; ikke alene er plottet bygget op omkring Rudyard Kiplings klassiske jungle-fortælling, historien gemmer også på adskillige litterære henvisninger til både Victor Hugos forfatterskab, og Daniel Defoes "Robinson Crusoe" foruden en fin indarbejdning af oldgamle eventyrselementer.
"The Graveyard Book" er en mørk, forskruet, absurd og skræmmende eventyrsfortælling, med et hint af sort humor og en tårefremkaldende sand pointe. De sidste kapitler opfordrer læseren til at afkaste sig kappen som passiv tilskuer og træde ud og tage del i livet. Og således er den fantasifulde fortælling i virkeligheden en hjertevarm påmindelse om at leve, føle, opleve - at trække vejret dybt og fylde lungerne med kildrende sanseindtryk og flaksende sommerfugle.
Gaimans bøger har en sært dragende og magnetisk magt over mig. Hans simple åbningssætninger overvinder mig fra start, og efterlader mig fuldstændig magtesløs og desorienteret. Akkurat som var jeg blevet forhekset af en magtfuld troldmand. Hvilket leder mig tilbage til starten af denne anmeldelse...
Endnu engang fantastiske billeder!
SvarSletDe har et meget varmt, orange skær, synes jeg - havde de bare det tilfældigt, eller gør du noget redigeringsmæssigt for at få det til at se så godt ud?
Tusind tak! :)
SletSkæret er simpelthen bare en effekt af, at vi har lidt gyldne (?) soveværelsesgardiner, som så filtrerer lyset en smule. Mit soveværelse er således næsten altid badet i et gyldent skær. Det er ret fint.
Men ellers kan effekten vist også opnås ved at lege lidt med farvefiltre i photoshop. Der kan vist tilføjes lidt farvemasker den vej også :)
Jeg kan seriøst ikke fatte at det her er dine egne billeder, Rikke! Det ligner noget fra Tumblr eller Flickr. Du er så dygtig og du skriver pissegodt! Min ønskeliste er kun vokset efter jeg er begyndt at læse med her ;) Keep up the good work :)
SvarSletHvor er du dog bare sød. Virkelig, virkelig sød. Jeg er glad for at have læsere som dig!
SletEndnu en gang har du overbevist mig. Endnu en bog jeg bare skal læse :-)
SvarSletÅh, det er jeg glad for at høre! Den er bestemt en læsning værd! :) Jeg håber, du vil synes om den!
SletHvor lyder den altså spændende - tilpas mystisk, magisk og original i plottet, uden at være alt for sær. Og så elsker jeg altså et festligt cover, og det må man sige, at det er.
SvarSlet- Anne
Lige præcis. Den er ufattelig velkomponeret og helt ekstrem original. Neil Gaiman er en sand mester til mærkelige, underfundige og kryptiske historier, og stemningen løber nærmest ned af siderne!
SletOg coveret er virkelig også fint. Desuden er der også illustrationer i! What's not to love?
It works. Gaiman is a master, and this book is pure Gaiman, spooky and clever and wry, written with a simple grace that belies its artful complexity. It's one of those books that's like drinking eggnog; it's so good, you gulp it down, finishing it fast then immediately wishing you had more.
SvarSlet