"Vanity Fair" af William Makepeace Thackeray

"Vanity Fair" af William Makepeace Thackeray, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1847). 3/5 stjerner. 

Med en konstant underliggende sarkasme skildrer Thackeray to komplette modsætninger og deres vidt forskellige færden rundt i livet. Becky Sharp er en hensynsløs og dybt ambitiøs kvinde, som konstant er på udkig efter en mulighed, der kan føre hende op til det næste trin på den sociale rangstige. Hun står i perfekt kontrast til Amelia Sedley, som lader sig dominere af hendes sentimentale længsler og romantiske forestillinger. 
De to kvinder mødes, adskilles og genforenes i et uigennemskueligt mønster, og illustrerer således ethverts samfundslags smålighed og forfængelighed. Thackerays roman behandler både kærlighed, krig, penge, social status og samfundsmæssige forandringer - men mest af alt er den et studie i alle former for bedrag og forræderi; uskyldigt selvbedrag, beregnende utroskab og ondskabsfulde hævnmotiver. 

"All is vanity, nothing is fair." 

"Vanity Fair" udmærker sig først og fremmest ved dens velformede skrivestil. Thackerays fortællerstemme anslår en familiær tone, og han sprænger ofte historiens sirlige rammer ved sine højlydte refleksioner og fordømmende moraler. Han afbryder stædigt sig selv og sin egen historie; og skaber således en fortrolig kontakt mellem læser og fortæller. At læse "Vanity Fair" minder til tider om at se et teaterstykke udspille sig for ens øjne - et teaterstykke med en meget insisterende, detaljeret og perfektionistisk instruktør. 
Og måske er det i virkeligheden også sådan, man bør betragte bogen. Thackeray søger det atypiske; både i form og i indhold. Romanens undertitel er "A novel without a hero", og der  er også en overraskende mangel på sympatiske karakterer i fortællingen. De er alle ekstreme karikaturer, og repræsenterer rendyrkede karaktertræk frem for egentlige personligheder. 
Becky Sharp forvirrede mig, og jeg formåede aldrig at konkludere, om jeg holdte af hende eller ej. Hun er en sand naturkraft - i stand til de mest uhyrlige ting og det mest fordærvede bedrag. Med kamæleonens tilpasningsevne smyger hun sig ind i lukkede kredse, og går med ryggen rank i et samfund der konstant søger at eliminere hendes tilstedeværelse. Hun er unuanceret i sin ambitiøse stræben - og dog udviser hun til tider minimale tegn på forandring og opblødning. 
Amelia Sedley er derimod håbløs i hendes godhed, og stædigt fastnaglet til tilbedelsen af et guddommeligt ideal som aldrig har eksisteret. Hvor Becky Sharp indgyder en dyb ærefrygt, efterlader Amelia et vagt indtryk af forblændet ynkelighed. Hun fremstår som et tydeligt symbol på ungdommens romantiske dagdrømme og melankoliens herskende magt.
Ligeså er de mindre karakterer en herlig variation af dumhed, naivitet, misundelse, spekulation og mest af alt; forfængelighed. Jeg nød særligt Jos Sedley, som muligvis er verdenslitteraturens mest veldefinerede latterkilde med hans komiske indbildskhed og ignorante verdenssyn.

"She lived in her past life - these relics and remembrances of dead affection were all that was left her in the world." 

Tykkelsen af "Vanity Fair" er næsten abnorm; en stor føljetonroman som afsluttes og afrundes i hvert kapitel. De lange skæbneberetninger trækker til tider i langdrag, og nogle karakterer har langt mere komplicerede og medrivende handlingsforløb end andre. Mine øjne gled let hen over nogle passager, som føltes overflødige, mens andre kapitler fastlåste mig fast i en trancelignende koncentration.
Jeg brød mig ikke om bogens persongalleri, men deres dybdegående kompleksitet og uforklarlige handlingsmønster samt den konstante vekselvirkning mellem medfølelse og afsky, overvandt mig langsomt og farvede læsningen med indsigt og interesse. 
Thackerays tilsyneladende kyniske verdenssyn synes at hvile i en filosofi om, at menneskets forfængelighed aldrig tilfredsstilles. Opfyldelsen af en ønskedrøm vil kun efterlade et borende tomrum og således starte dannelsen af et nyt ønske. Ethvert menneske i hans kreerede forfængelighedsmarked farer rundt i en håbløs spøgelsesjagt efter betydningsløse ambitioner og nytteløse udmærkelser. Og ingen af dem opnår lykken alligevel. Thackerays dukketeater er både komisk og nådesløst i dets endelige afslutningsscene.