"The Tenant of Wildfell Hall" af Anne Brontë

"The Tenant of Wildfell Hall" af Anne Brontë, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1848). 4/5 stjerner. 

"The Tenant of Wildfell Hall" er en feministisk roman, som problematiserer kvindens rolle i det victorianske samfund. Helen Graham, den nye og tilbagetrukne lejer af Wildfell Hall, betragtes gennem Gilbert Markhams undrende øjne. Efterhånden som det lille landsbysamfund bliver mere og mere fjendtlig indstillet overfor Helen, bliver Gilbert rodet ind i en tragisk skæbneberetning, der bortkaster enhver af sladdertungernes smålige anklager og skarpt understreger tyngden af usynlige byrder. 
Brontës fortælling regnes ofte blandt de første revolutionerende feministiske værker, og Helen Graham hører til blandt fiktionens stærkeste kvindestemmer, som endnu giver genlyd gennem litteraturhistoriens dybe dale.

"His heart was like a sensitive plant, that opens for a moment in the sunshine, but curls up and shrinks into itself at the slightest touch of the finger, or the lightest breath of wind." 

De skiftende synspunkter og fortællingsformer danner guldbelagte rammer om denne roman, og de er udført med uhyrlig præcision. Brontë skifter med lethed mellem to vidt forskellige karaktertyper og skrivestile. Fra mand til kvinde - til mand igen, fra ukendt brev til gamle dagbogserindringer, og tilbage til brevet igen. Romanen er formet med varsomme hænder og overbevisende elegance.
De to fortællinger sammensmedes i deres behandling af temaer, således at de separate hændelssesforløb spejler og reflekterer sig i hinanden. Brontë undersøger først, via Gilbert Markham, en ondskabsfuld udvikling af sladder og mistro i en mindre landsby, og videreudvikler dette tema om forrædderi og mistillid til en ekstremitet i forbindelse med Helen Grahams historie om alkoholmisbrug, ludomani, affærer og dysfunktionalitet. Samlet set kan bogen opfattes som en direkte kritik af det victorianske samfund med alle dets fejl og uretfærdigheder.

Med Helen Graham har Brontë kreeret en af de stærkeste kvindelige hovedpersoner i hele verdenslitteraturen. Fra første færd virker Helen muligvis sammenbidt og utilnærmelig med en undertone af et bagvedliggende mysterium, men efterhånden som hendes erindringer udfolder sig, demonstrerer hun et beundringsværdigt mod og en uudslukkelig kampgejst. Ikke alene nægter Helen at finde sig i sin fornedrelse; hun kæmper en utrættelig kamp mod samfundet, loven, og hendes ægteskabelige kontrakt. Med ønsket om et bedre liv for hendes søn river hun sig løs fra sit fangenskab og formår at omvende og rekreere hele sin identitet.

Brontë indarbejder ingen gotiske elementer; Helens historie er en simpel og alt for virkelighedsnær historie om en kvinde, der mødes med uretfærdighed og ondskab i både samfund og ægteskab. 

"There is such a thing as looking through a person's eyes into the heart, and learning more of the height, and breadth, and depth of another's soul in one hour than it might take you a lifetime to discover, if he or she were not disposed to reveal it, or if you had not the sense to understand it." 

Anne Brontë vil for evigt stå i skyggen af hendes søsters litterære brillians. Hendes navn vil aldrig opnå samme status, og hendes berømmelse vil aldrig nærme sig samme højde. Og det er også tydeligt hvorfor. Hendes romaner er ikke præget af samme kraftfulde og dramatiske hændelser; der er intet ekko af en sindssyg kvindes skrig fra tykke husmure, der er ingen mænd med hævngerrige motiver om degraderingen af en hel generation, og der er ingen pludselige ildebrande eller dødsfald. Hendes sprog er heller ikke tilnærmelsesvist præget af den victorianske tidsalder, og er dermed berøvet for enhver dekadent frase eller overflødig stemningsbeskrivelse. Anne Brontë skriver simpelt og realistisk; og er stilmæssigt tættere på Austens realisme end på sine søskendes dramatik.

Men jeg er langsomt begyndt at værdsætte hendes mere undertonede skrivestil. Der er en tydelig charme ved hendes veldefinerede plot og hendes komplette mangel på snørklerier og vildspor. Anne Brontë er en af de få skribenter, der kan fremstille virkeligheden med en ophøjet troværdighed og indlevelse. Hendes romaner er ikke dramatiserede; snarere skitserede. Og selvom det ikke er i tråd med den typiske opfattelse af Brontë-søstrene, er det dog stadig talentfuldt.