Et visuelt vidunder; Anna Karenina

Joe Wright er en sand billedmager, og hans fortolkning af "Anna Karenina" er således også en tilsyneladende uendelig serie af berusende billeder. Jeg fortabte mig hurtigt i de brusende balkjoler, det overdådige skær af glitrende lysekroner og den teatralske opsætning. Wright leger skødesløst med scenografien og indarbejder teaterelementer af skiftende kulisser, scenemedarbejdere, spotlys og undertonet klaverspil. Ligeledes er hver en bevægelse omhyggeligt koreograferet; selv noget så banalt som aflæsningen af et brev eller et hurtigt jakkeskift, forvandler sig til yndefulde balletbevægelser, som skuespillerne udfører med bølgende arme og rank ryg. "Anna Karenina" er som en russisk balletforestilling med udtalte replikker.

Men filmens smukke storladenhed er til tider så tung og forførende, at den overdøver den underliggende historie. Balscenerne bliver knudepunkterne, og Anna Kareninas ægteskabelige splittelse berøres kun let og overfladisk. Formen gør sig mere gældende end indholdet; scenografien stjæler opmærksomheden og fokuspunktet. Historien halter sørgmodigt bagefter.

Keira Knightleys portræt af Anna Karenina fremtræder køligt og distanceret. De varme sider af Annas natur kommer slet ikke frem, og som konsekvens udebliver sympatien for hendes karakter. Til gengæld er de mørkere toner af Annas personlighed med al jalousien, angsten og magteløsheden fremstillet på troværdig vis og skaber et dystert billede af en fortabt kvinde. 

Jude Law er forrygende som den fordømmende, tilgivende og gudfrygtige Alexei Karenin, og Matthew Macfadyen fanger essensen af den flirtende og håbløst uforbedrelige Stiva. De baggrundsdannende karakterer, såsom den skruppelløse Betsy, den fortvivlede Dolly og Vronskys ophævede moder, udgør et solidt indtryk af datidens normer, roller og samfundslag.

Levin og Kittys historielinje er det mest ægte aspekt af filmen. Levin er også den eneste karakter, der formår at bevæge sig udenfor teateropsætningens kunstige rammer og ud i den ægte, bagvedliggende virkelighed. En genial finesse og gennemtænkt detalje som understreger Levins naturalistiske tankegang og levevis. 

Filmen er et visuelt vidunder. En opera uden sang, en ballet med tale og et kunststykke uden lige. Men handlingen svinder ind, Tolstojs dybeste dimensioner forsvinder, og Levins endelige åbenbaring er blot et vagt ekko af det stormfulde tordenvejr, romanen centrerer al sin kraft omkring. Slutningen af filmen føles ufærdig, Vronskys historie bliver aldrig helt færdiggjort eller redegjort. Den ophører bare med at eksistere. 

Wright fik mig til at snappe efter vejret med hans glitrende balscener, vidunderlige musik og nyskabende opsætning; men Tolstojs roman forsvandt midt i skørternes susen og musikkens brusen.