"Der er ingen ende på Paris" af Ernest Hemingway

"Der er ingen ende på Paris" (org. titel "A Moveable Feast") af Ernest Hemingway, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1964). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner.

Jeg kan ikke umiddelbart kategorisere "Der er ingen ende på Paris"; hverken i indhold eller form. Bogen er udgjort af små fortællinger, brudstykker fra Hemingways erindringer om hans tid i Paris i 1920'erne. Disse fragmenter fungerer både som et memoir og som fiktion.
Bogen er således et personligt tilbageblik, en fundering og filosofering over forbipasserede fejltagelser og glæder - men også en stemningsdannende beskrivelse af datidens sprudlende Paris, det sagnomspundne kunstnermiljø og forfattermentaliteten. 
Historierne føles mest af alt som et intimt indblik ind i en verden, hvor en bogbutik ved navn Shakespeare & Co. var det sociale samlingspunkt, og hvor forfattere som Joyce, Fitzgerald og Hemingway mødtes tilfældigt på parisiske caféer. 

“Når foråret kom, selv det falske forår, fandtes der ingen problemer, ud over hvor man skulle være mest lykkelig. Det eneste der kunne spolere en dag, var mennesker, og hvis man kunne lade være med at træffe aftaler, var hver dag uden grænser. Det var altid mennesker der begrænsede ens lykke, undtagen de meget få der var lige så gode som foråret selv.”

At læse "Der er ingen ende på Paris" er som at påtage sig Owen Wilsons rolle i "Midnight in Paris" og tumle ind i 1920'ernes glamourøse Paris. Hemingway anslår en familiær tone og tager læseren med sig på hans nattevandringer gennem byernes by. Med en næsten dagbogslignende fortrolighed maler han portrætter af Fitzgerald-parrets turbulente forhold og Gertrude Steins excentriske omgangskreds. At læse om så store historiske skikkelser fra en så nærværende synsvinkel føles næsten hjertestoppende virkeligt. Jeg lukkede bogen med en følelse af at have været vidne til en svunden tid; at have genoplevet noget fortabt. 

En stor del af denne bog beskæftiger sig dog også med Hemingways skriveproces, hans forståelse af skrivemaskinens dynamiske klikken og hans inspirationskilder. Hans ideologi om "den ene sande sætning" markeres tydeligt gennem bogens kapitler. Hemingway skriver med en hudløs, næsten brutal, ærlighed, og ikke en eneste sætning eller et eneste ord er overflødigt i hans kompositioner. Han beviser således sin egen tese; at ord sagtens kan udtrykke en fuld mening i simpelhed. Selv i en dansk oversættelse mister hans ord ikke deres rytme eller kraft. 

Denne nyligt udgivne udgave af "Der er ingen ende på Paris" indeholder også et ufærdigt udkast til det sidste samlende kapitel, som Hemingway aldrig nåede at færdiggøre. Hans mange omskrivninger og versioner af den samme sætning er et fascinerende indblik i netop den skriveproces, som bogen forsøger at illustrere. 

“Men Paris var en meget gammel by, og vi var unge, og ingenting var enkelt dér, ikke engang fattigdom eller pludselig velstand eller månelyset eller rigtigt og forkert eller vejrtrækningen hos hende der lå lige ved siden af én i sengen.”

Det er muligt at læse denne bog fra adskillige vinkler og synspunkter. I en bred forstand er der tale om en levendeliggørelse af 1920'ernes tidsånd, datidens fremtrædende forfattere og kunstnerskikkelser - en smuk tidskapsel af Hemingways elskede Paris. Men det kan også indsnævres til en dybt personlig, melankolsk og taknemmelig serie af erindringer; erindringer om et fattigt kunstnerliv, om spillen på væddeløbsheste, glæden der kan findes i bunden af et glas rødvin, en falmet kærlighed og en nyopstået passion. En slutning og en begyndelse.

"Der er ingen ende på Paris" beskriver store personligheder og overvældende tidsperioder. Men bogens største, og mest overvældende, personlighed er Hemingway selv.

“Der er aldrig nogen ende på Paris, og mindet om hvert menneske der har boet i den, adskiller sig fra ethvert andet. Vi vendte altid tilbage til den, lige meget hvem vi var eller hvordan den havde forandret sig, eller hvor vanskeligt eller hvor nemt det var at komme dertil. Det var altid umagen værd, og vi fik noget tilbage for alt hvad vi havde med til den.”