"Persuasion" af Jane Austen

Jeg har mange yndlingsbøger; så mange at titlen efterhånden har mistet sin styrke og sin glans. Mange af de bøger jeg lægger bag mig danner vedvarende indtryk og sætter dybe spor. En perlerække af forskelligheder gør bøgerne umulige at sammenligne og umulige at vælge imellem. Jeg elsker dem alle.

Og dog er jeg aldrig i tvivl, når jeg bliver konfronteret med spørgsmålet om hvilken entalsbog, der er min favorit. Svaret er enkelt, og det er konstant. "Persuasion" af Jane Austen. 

"Persuasion" af Jane Austen, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1817). 5/5 stjerner. 

I modsætning til de vante Austen heltinder, befinder Anne Elliot sig ikke længere i sin blomstrende ungdom. Hun håber og fantaserer ikke om, hvordan en kommende romance vil udspille sig. Anne Elliot har elsket, hun har kæmpet, og hun har tabt. Hendes kærlighedshistorie går otte år forud for romanens nutid. 
Anne Elliot blev i sine yngre dage overbevist af venner og familie om, at Frederick Wentworth ikke var en passende bejler - og hun gav efter. Deres spinkle forlovelse blev brudt, og Annes hjerte blev revet itu. Frederick Wentworth begav sig ud i Napoleonskrigen,  altimens Anne udlevede et begivenhedsløst liv i skyggen af hendes dominerende far og søster. 
Da Frederick atter vender tilbage som Kaptajn Wentworth med en vundet rang og formue, er Annes familie derimod på kanten af en ruineret økonomi; rollerne er byttet om, og luften er fyldt med smertefulde glasskår af den kærlighed, der engang blev knust.

“She had been forced into prudence in her youth, she learned romance as she grew older: the natural sequel of an unnatural beginning.” 

"Persuasion" åbner med sørgmodige og opgivende udsigter. Sir Walter Elliot betragter sit statelige gods glide ud mellem hænderne på ham som resultat af uvidende forbrug og overdreven pompøsitet. Elizabeth Elliot er ved at imødegå hendes sidste chance for ægteskab, den yngste søster Mary Musgroves hypokondriske klagesang høres højlydt, og Anne Elliot må ikke alene sige farvel til hendes elskede barndomshjem, hun har også mistet sit livs kærlighed.

Overalt hvor man ser hen, er romanens karakterer omgivet af faldne blade og efterårets varsel; Anne Elliot selv falder i ét med det trøstesløse landskab, og trækker sig sammen i håbløs isolation. Regndråberne giver genlyd gennem romanens kapitler - lige indtil Kaptajn Wentworth dukker op med en udslået paraply.

I mange henseender er "Persuasion" en melankolsk fortælling om forandring og forfald - Austens ironi er næsten ondskabsfuld, og hendes stærkeste karikatur af snæversynede mænd med statelige titler findes i Sir Walter Elliot, som vedvarende overser og undertrykker sin egen datter. Den konstante fiksering på opretholdelse af overfladiske facader i Baths selskabsliv, får datidens fornøjelsesby til at fremstå som ren tortur. I modsætning til Emma Woodhouse og Elizabeth Bennet, finder Anne Elliot ingen glæde i krystallysenes glitren og teatersalens pragt. Austens samfundskritik forsøger at fremhæve, at det øverste samfundslag blot er et luftkastel.

"I have loved none but you. Unjust I may have been, weak and resentful I have been, but never inconstant.”

Den melankolske stemning afløses dog også af fornyet håb; efteråret bliver til forår, forfald bliver til opblomstring. Hvad der gør Austens sidste roman så tankevækkende smuk, er netop dette anstrøg af spirende liv og nye chancer. 
Tempoet i "Persuasion" er forholdsvist stilfærdigt gennem hele romanens forløb - tilfældige møder, indadvente iagttagelser og frustrerende personligheder udgør størstedelen af kapitlernes omdrejningspunkter. Men Austens tilføjelser af komiske karakterer, sanselige beskrivelser og følelsesmæssige opgør farver læsningen og vender siderne med en flyvende lethed. Annes position overfor Wentworth er i konstant forandring og fungerer som en tikkende optakt. De sidste kapitler er en kraftfuld kulmination, som igen og igen har reduceret mig til tårer. Ved enhver genlæsning bliver jeg chokeret over Austens graciøse storhed og yndefulde armbevægelser. Omstændighederne der omgiver klimakset er så præcist udregnede med henblik på den største effekt overhovedet muligt; selv karakternes bevægelser er koreograferet ned til den mindste omhyggelige detalje. 
Siderne i Austens sidste roman binder mig altid fast med silkebånd og i de talrige blondelag af melankoli, samfundskritik og forandring, finder jeg min yndlingshistorie - den mest forhåbningsfulde kærlighedsberetning nogensinde skrevet. 

“When pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure.”