søndag den 28. juli 2013

"Lolita" af Vladimir Nabokov

"Lolita" af Vladimir Nabokov, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1955). 4/5 stjerner. 

Nabokovs "Lolita" kan blive læst med et væld af perspektiver, fortolkningsmuligheder og forståelseshorisonter. Den kontroversielle historie om den midaldrende mand, Humbert Humbert, og hans kidnapning og sexuelle misbrug af den 12-årige Dolores Haze, bliver fortalt af Humbert selv, og hans fortællerstemme både farver og camouflerer handlingsforløbet i en sky af adjektiver.
Romanen indeholder en rædselsfuld beretning om en fortabt barndom, et forvrænget verdenssyn og en uforståelig besættelse. "Lolita" er en abnorm historie - skrevet i det mest betagende sprog overhovedet muligt. 

Lolita, light of my life, fire of my loins. My sin, my soul. Lo-lee-ta: the tip of the tongue taking a trip of three steps down the palate to tap, at three, on the teeth. Lo. Lee. Ta. She was Lo, plain Lo, in the morning, standing four feet ten in one sock. She was Lola in slacks. She was Dolly at school. She was Dolores on the dotted line. But in my arms she was always Lolita.

Jeg læser først og fremmest "Lolita" som en sælsom skyggeleg; en endeløs labyrint af bedrag og manipulation, en konstant skiftende balancegang mellem sympati og afsky og et uigennemskueligt gardin af forførelse. 
Nabokov fører sine læsere bag lyset, med en drillesyg lethed gør han det umulige og det utænkelige; egentlige omstændigheder glemmes og ved hjælp af en fortabelse i ordenes poesi, formår han at lokke læseren til at sympatisere med en pædofil. Med en upålidelig fortæller og et væld af lyriske kærlighedserklæringer, lulles læserens sanser blidt i søvn og narres fuldstændig. 
Ved at lade Humbert Humbert være bogens talerør, tillader Nabokov et sjældent glimt ind i et forstyrret sind. Humbert er en veluddannet akademiker, en professor i litteratur, og således en mester med sine ord. Han arrangerer bogstaver, udelader detaljer, farver beskrivelser og retfærdiggør hændelser med øm kærlighedshvisken og uendelig fortrydelse. I hans virkelighed, er det ham, der blev forført - trods ædle og noble intentioner. Og i få, særlige vinkler med hjertet fortabt i sproget, er man tilbøjelig til at tro ham.
I virkeligheden er Humbert Humbert en kujon, en morder, en overgrebsmand og en ynkelig, selvmedlidende, voldelig og uhyrlig karikatur af et menneske. Han er en upålidelig fortæller, der gemmer sig under omhyggeligt dekorerede lag af smukt vævede ord. Digte, metaforer og uendeligt ordspil fungerer som en delikat forklædning til hans forskruede sind. 
Humbert kidnapper Dolores Haze, forvrænger hendes virkelighedsopfattelse, ituriver hendes identitet, og gør hende til hans Lolita - en 12årig pige uden en barndom. Som konsekvens deraf, forbliver hun anonym, hendes personlighed udviskes og Humberts overtager. Der findes ingen præcis eller troværdig beskrivelse af hende i bogen; selvom hendes navn pryder forsiden, er hun ingen steder at finde. I stedet er siderne fyldt med Humbert Humbert og hans kvalmende kandiserede stank. 

You can always count on a murderer for a fancy prose style.” 

Nabokov kryber elegant ind under Humberts hud, piller ved mekanismer og manier, og producerer et begribeligt billede af en ubegribelig person. De løgne Humbert fortæller til læseren, er i virkeligheden det umenneskelige sandhedsbillede, der udgør den pædofiles ræsonnering. 
"Lolita" er surrealistisk og ækel, modbydelig og provokerende - og dog fuldstændig graciøs og charmerende. Historien er tankevækkende svær at modstå og næsten umulig at undgå. Det er en klassiker i ordets mest simple forstand.
Romanens sprog er en blomstrende herlighed, en forelskende poesi og en kvælende råddenhed. "Lolita" omhandler ikke blot en kontroversiel sexuel forførelse - den indeholder også en sværmerisk  undersøgelse af ordspillets evne til at forføre og forblænde sin læser. En kærlighedsaffære med alfabetet selv. 

 “And the rest is rust and stardust.

21 kommentarer:

  1. Du beskriver så fint, hvordan Nobokov leger med læseren. "Lolita" er uden tvivl en af mine yndlings bøger, fordi den er så meget mere end blot en pædofili historie, den har så mange lag og er så grotesk, at det er svært ikke at holde af den, og så er den virkelig velskrevet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for, du synes. Han snød mig virkelig flere gange. Og jeg er så enig med dig. Det kræver sin forfatter at kunne formidle et så rædsomt emne med så lyserøde toner. At gøre det spiseligt på en eller anden måde - men Nabokov formår det så fint.

      Slet
  2. Den skal jeg helt klart læse!
    Jeg har tidligere set filmatiseringen fra 1997, og som du beskriver det dér, synes jeg, at instruktøreren har fanget bogens tone vældig godt. Hvis du ikke allerede har set den, så synes jeg klart, du skal gøre det - i øvrigt er skuespillet også helt fænomenalt fra begge parter ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder bestemt lovende. Du giver mig lyst til at få filmen opsporet :)

      Slet
  3. Fremragende anmeldelse! Nu glæder jeg mig endnu mere til at nå til den!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Du bør også glæde dig - den er så yndig og samtidig så ækel. Dybt fascinerende.

      Slet
  4. Flot anmeldelse. Din formuleringsevne er fantastisk.
    Jeg har ikke selv læst bogen, og selv om din anmeldelse får bogen til at virke interessant er jeg ikke helt "tryg" ved emnet. Jeg væmmes på forhånd. Men måske læser jeg den alligevel engang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var dog de sødeste ord. Tusind tak.
      Bogen er bestemt også væmmelig på flere punkter - men på grund af den upålidelige fortæller (som konstant forsøger at forsvare sig selv), flyder det hele lidt mellem linjerne. Det er naturligvis også ækelt nok, når man pludselig får øje på det.

      Slet
  5. Sikke en god anmeldelse. Det er en af de bøger, jeg ikke kan få mig taget sammen til at læse, men den lyder virkelig god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde Mette! Egentligt har jeg også taget langt tilløb til den - men den er alt besværet værd. Fantastisk kringlede formuleringer, vidunderligt sprog og mærkværdig handling. Forskruet, forvirret og forunderlig. Den kan anbefales :)

      Slet
  6. Det har været to perfekte ferieuger indtilvidere.

    Forleden var jeg på stranden for mig selv, og mens jeg sad der læste jeg Den Lille Havfrue.
    Det grænsede til at være taget ud af en eller anden super idylisk film.

    Jeg kan sjældent huske hvornår jeg sidst har følt mig så veltilpas.


    På en side note - herlig anmeldelse! Når jeg engang er færdig med mine eventyr bøger kan det være jeg skal kaste mig i kast med bøger som overstående.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder virkelig også som ren idyl, ferieparadis og lykkefølelse. Jeg elsker de øjeblikke, hvor man får øje på sin egen glæde. Det er så enestående.

      Og mange tak! Selvom "Lolita" bestemt ikke er et eventyr, er den alligevel inddragende læsning. Enormt tankevækkende.

      Slet
  7. Du er lidt fantastisk, skøn anmeldelse! Den står også rigtig højt på min to read liste.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk ligefrem? :'D Mange, mange tak. Jeg kan kun varmt anbefale dig at få den læst :)

      Slet
  8. Jeg finder stor glæde i din anmeldelse som sætter ord på mine egne tanker omkring værket; du skriver så smukt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Store ord fra sådan en velformuleret skribent, som du selv. Tusind tak søde Andra :)

      Slet
    2. Det er skam et velfortjent kompliment - og mange tak for de søde ord. :)

      Slet
  9. Den bog er jeg simpelthen nødt til at læse!
    Tak for anmeldelsen!

    Simone
    Microcut.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er afgjort også en læsning værd! Og det var da det mindste. Jeg er glad for, du kunne bruge den :)

      Slet
  10. Det er godt nok mange år siden jeg læste Lolita ... jeg husker den som yderst velskrevet omend forskruget. Jeg holder også meget af filmatiseringerne - kan bedst lide den nyeste (med Jeremy Irons).

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Den er vidunderligt rent skriftligt, men historien er dybt forstyrrende. Sælsom balancegang. Og jeg vil afgjort opspore den nyeste filmatisering, nu den får så mange fine ord med på vejen.

      Slet