Tema-tirsdag #11: Genlæsning

Jeg får ofte af vide, at det er fjollet. Især for sådan en som jeg, der har stakke og stabler af skinnende nye og helt uåbnede bøger. At man burde konstant udvide sin horisont og sine egenskaber som læser og aldrig kigge tilbage på de bøger, der blot var en byggesten i et trappediagram. Men jeg kan ikke lade være. 

Jeg er en håbløs genlæser, og jeg tror, jeg altid har været det. Selv før Harry Potter var min låneliste på biblioteket præget af et gentagende mønster. På skolebiblioteket marcherede mine ben altid i den samme rute, og jeg befandt mig atter overfor den samme hjørnereol fyldt med Herta J. Enevoldsens historiske prinsesse-beretninger. Jeg læste dem alle, og da der ikke var flere, begyndte jeg blot at genlæse dem. På den måde slap de aldrig op.

I virkeligheden tror jeg, det er dér begrundelsen ligger; når man som læser indlever sig i en bog, færdes side om side med fiktionelle karakterer i fiktionelle universer, tager på magiske eventyr og umulige tidsrejser, så knytter man i virkeligheden tætte bånd. Man betræder verdener, der ikke eksisterer, og man møder personer, der ikke findes; men i et kort og værdifuldt øjeblik er det en virkelighed, man lever i, og en tilværelse man låner. Når bogen derefter lukkes, kan man rammes af en mur af tavshed og tomhed. Og den eneste redning, den eneste måde atter at åbne portalen til bogens magiske univers, er ved at genåbne den og starte forfra. 

I tiden efter den syvende Harry Potter bog, var jeg så traumatiseret, at jeg nægtede at starte på nye bøger. Jeg nægtede at forlade Hogwarts, og jeg læste bøgerne om og om og om igen, i flere år. Harry, Hermione og Ron blev en del af mig, og jeg kunne ikke undvære dem. Det kan jeg stadig ikke, og siderne i de syv bøger vendes endnu. 

Genlæsning er ikke kun gentagende læsning; det er også et gensyn. Et gensyn med steder og mennesker, som man ikke kan give helt slip på.

Det er ikke kun med bøger, scenariet udspiller sig. Jeg har ofte drevet mine forældre til vanvid ved at trykke repeat-knappen på en yndlingssang i bund i flere måneder af gangen. Ligeledes har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg puttet Askepot-filmen i både video- og dvd-maskinen, eller hvor ofte jeg har overtalt min mor til at se Forest Gump. Gentagelsesmønstrene spreder sig ud over hele min tilværelse, og fletter sig ind i hele mit liv. 

Mine yndlingsbøger er de bøger, jeg lukker med et ønske om at genåbne. Mine yndlingsbøger står på min bogreol og fremaner længsel, hver eneste gang jeg kaster mit blik på dem. De hvisker og kalder med lokkende erindringer om den simple eskapisme, der er at finde i Peter Plys' hundredemeterskov, Emily Starrs Månegård, Alices kaninhul og March-familiens barndomshjem. Jane Austens romaner står side om side og vidner om berusende kærlighedshistorier i en fascinerende tidsalder, alt imens Harry Potter bøgerne optager en hel hylde med magisk trylleri.

At genlæse en bog er ligesom en rørende genforening. Og for hver genlæsning synker jeg dybere og dybere ind i universerne; jeg opdager detaljer, jeg end ikke anede eksisterede, jeg finder nye sammenhænge og forbløffende dybder, livsfilosofier i børnebøger og litterære referencer i klassikere. Historierne udvikler og forandrer sig en smule for hver gang, de læses. For ingen bog bliver nogensinde læst på den samme måde to gange.

Genlæser I også jeres yndlingsbøger? Eller lægger I dem bag jer, og spejder fremadrettet mod den næste bog, det næste eventyr?