"The Cavendish Home for Boys and Girls" af Claire Legrand

"The Cavendish Home for Boys and Girls" af Claire Legrand, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2012. 4/5 stjerner. 

Denne fortælling udspiller sig i en fiktiv by ved navn Belleville; et billedskønt glansbillede af omhyggeligt passede rosenbed, flittige skolebørn og lykkelige familier. 
Den snusfornuftige Victoria Wright er ligeledes indbegrebet af struktur og orden; hun er anføreren i sin klasse og juvelen i hendes familie. Hun har aldrig krøllede skørter eller pletter på tøjet - den eneste plet i hendes liv, er hendes ven Lawrence, som er en sjusket dreng med håb om at blive klaverspiller en dag.
En dag forsvinder Lawrence og et dusin andre børn dog sporløst fra Belleville, og Victoria lader til at være den eneste, der bemærker eller bekymrer sig om det. Hele hendes tilrettelagte liv vendes på hovedet, da hun beslutter sig for at løse gåden og begive sig i retning af Mrs. Cavendish' skyggebelagte børnehjem.

“She considered making a run for it, but when she looked back over her shoulder toward the front door, she saw nothing but darkness. Surely the door was there, but Victoria had the feeling that if she ran back and tried to find it, she would be lost forever. The hallway would keep twisting around her and never let her out.”

Claire Legrands børnehistorie indfinder sig som et led i en skinnende perlekæde udgjort af Daniel Handlers "A Series of Unfortunate Events", Neil Gaimans "Coraline" og Roald Dahls "The Twits"; dystre og foruroligende fortællinger med barnlige eventyrstwist. Rædsler der bliver fortalt i børnehøjde, og både indgyder frygt, forhåbning og mod.
"The Cavendish Home for Boys and Girls" cirkulerer rundt om et konstant opbyggende mysterium, og varsler om mørke hemmeligheder under en blankpoleret overflade. Efterhånden som den stædige Victoria og den stilfærdige Lawrence bevæger sig dybere og dybere ind i Mrs. Cavendish mørke, afsløres en ondskab så makaber og frastødende, at jeg knap nok kunne begribe dens placering i en børnebog.
Med mørkbelagte trappegange, dukketeatre og marionetdukker, udtryksløse ansigter og den kriblende fornemmelse af insektfødder på bar hud, er Legrands mørke eventyrsunivers fyldt med velkendte rædselselementer og nye, uventede drejninger. Mrs. Cavendish og hendes børnehjem skifter og forandrer sig gennem hvert kapitel, efterhånden som Bellevilles pertentlige ydre sortner i kanternere.

“He lived in a dreamer's world of ivory keys and messy shirts, unconcerned with the people around him.”

Victoria Wrights er både en heltinde og en medskyldig i bogens snørklede plot. Hendes håbløse stræben efter perfektionisme, organisering og korrekthed blænder hende, og gennem bogens forløb bliver hun konfronteret med sin egen snæversynethed. Hun er ikke en charmerende karakter i samme forstand som Gaimans Coraline; men hun er viljestærk og modig på en fornuftig facon. Hun er således den ideelle hovedperson, og skubber stædigt plottet fremad i nye retninger og nye opdagelser.
Bogen er et sitrende kaos af beundringsværdige karakterer, forkastelige holdninger og afskyeligt kryptiske skurke. Mrs. Cavendish er en overraskende kompleks kombination af det moderne menneskes mest fatale fejl: rådden selviscenesættelse og utilfredsstillende perfektionisme. Og det er deri hele bogens tematik befinder sig.
"The Cavendish Home for Boys and Girls" er ikke en perfekt historie; det er snarere en historie om perfektionisme, og om hvordan mennesket bliver defineret af uperfektheder. Legrand fremfører et rædselsscenarie af konsekvensen ved at rette skævheder og udjævne forskelle.
Denne fortælling er et krybende, kriblende og krablende mareridtscenarie, der vil sprede gåsehud blandt voksne såvel som børn med dens høje grad af bizarre overraskelser. Jeg påbegyndte den en sen aftenstund, hvor mine gardiner blæste legende i vinden, og jeg måtte hastigt lægge den fra mig efter blot tredive sider, da jeg fornemmede en uundgåelig påvirkning af min nattesøvn. Legrand spreder skumle hentydninger og ubehagelige fornemmelser gennem sine velskrevne ord - men under de dystre lag af edderkoppespind gemmer der sig en smuk påmindelse om vigtigheden af individualisme; værdien af at være selv i en verden, der konstant forlanger perfektion.