"American Gods" af Neil Gaiman

"American Gods" af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow and Company, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2001). 3/5 stjerner. 

"American Gods" er en genoplivning af fortidens guder og deres plads i vores bevidsthed. Gaiman arbejder ud fra den tese, at guderne er noget, vi huserer i vores sind, og noget vi bringer med os, hvor end vi går hen. Således gemmer USA på guder fra alverdens verdenshjørner; guder immigranter har bragt med sig, glemt og forladt. Guder som har mistet deres magt og må se sig slået af moderne guder; medier, teknologi og biler.
Historien følger en mand ved navn Shadow - en mand der har været i fængsel og set hele sin verden falde fra hinanden, inden han kunne træde ud i friheden og forhindre det. Knust og bedøvet af skæbnens lunefuldhed, tager han imod et hemmelighedsfuldt arbejdstilbud fra en mand, der ikke er, hvem han udgiver sig for at være.

“Fiction allows us to slide into these other heads, these other places, and look out through other eyes. And then in the tale we stop before we die, or we die vicariously and unharmed, and in the world beyond the tale we turn the page or close the book, and we resume our lives.” 

Det er muligt at beskrive "American Gods" med en simpel serie af konfliktfyldte antonymer; såsom fængsel og frihed, fortid og nutid, hallucination og virkelighed, immigranter og indfødte, guder og mennesker, religion og teknologi, liv og død. Gaimans succesroman er en blanding af mærkværdige modsigelser og uforudsigelige vendinger. Den tager sin læser med sig på en road-trip lignende tur gennem USA's landskab, og de mennesker der beboer det.

Bogen strækker sig over femhundrede sider, og min læsning af den trak i langdrag. Jeg tabte mit fokus i en historie hvor hvert ord er velvalgt, hver side er essentiel og hver karakter er et symbol. Jeg blev forvirret, forundret og forpustet. Selvom Gaimans sprog er fjerlet, føles bogen murstenstung. At læse "American Gods" var en smuk oplevelse, men også en svær en, der til tider krævede indre kampe og ubærlig viljestyrke. Mine tre stjerner betvivler således ikke bogens sande værdi - snarere mit eget udbytte af den.

"American Gods" indeholder et farvevæld af karakterer - trivielle mennesker, der lever side om side med prægtige guder og tilbagetrukne legender. Hovedpersonen, Shadow, agerer som et koldt og tankeløst instrument for kræfter større end han selv. Han udfører opgaver, og glemmer spørgsmålstegn. Han flyder gennem historien med hovedet under den slørede vandoverflade - og kun få gange kæmper han sig op til et livsgivende klarsyn. Hans passivitet er bedøvende kold; og dog gemmer han på umådelig indre styrke og et varmt, bankende hjerte. Hans rejse gennem bogen er en rejse, der fører ham tilbage til livet og op over den spejlblanke vandoverflade.

De gamle guder skjuler sig bag maskerader og falske navne; menneskeidentiter skjuler gudekræfter, og Gaiman fører læseren gennem en pudsig gætteleg af guder og myter. Anelser bliver ofte til virkelighed, når guder afsløres og mysterier opklares. 

Historiens landeveje er ikke blot punkter, der fører læseren fra A til B. Det er surrealistiske opdagelsesfærde, faktiske amerikanske seværdigheder beskrevet i en form for visionær galskab. Min største begejstring udspillede sig i bogens midte - i byen Lakeside. En idyllisk by med groteske anstrøg fyldt af en population af lykkeligt ignorante mennesker. Shadows færden mellem bedøvede personligheder og neddyssede børnemord, tilføjede en fornemmelse af fascinerende gotik til plottets højtflyvende hallucinationer. 

“I believe that mankind's destiny lies in the stars. I believe that candy really did taste better when I was a kid, that it's aerodynamically impossible for a bumble bee to fly, that light is a wave and a particle, that there's a cat in a box somewhere who's alive and dead at the same time (although if they don't ever open the box to feed it it'll eventually just be two different kinds of dead), and that there are stars in the universe billions of years older than the universe itself.” 

Jo mere jeg bevæger mig ind i Gaimans univers, desto mere indser jeg, at min 'fantasy'-kategorisering er en for snæver boks; for lille og for spinkel til at rumme hans leg med myter, allegorier og ord. "American Gods" sælges og betegnes som en fantasy-roman - men er i virkeligheden noget langt større end det. Dette er ikke en bog om guderne og deres kampe - snarere en fortælling om de helt almindelige mennesker, der i et kort øjeblik troede på dem.

Plottet fremstår som et rodet puslespil med brikker, der ikke kan sammensættes og et billede, der ikke kan dannes. Hovedplottet bliver ofte afbrudt af små fragmenter af mytisk gudetilbedelse og tilsyneladende usammenhængende immigrant skæbner - farverige portrætter af de kulturer og religioner, som USA har opslugt og omdannet i den ultimative funktion som kulturel 'melting pot'. Når romanens skrider frem til sin kerne, og fortællingen viser sit hjerte bliver det dog klart, at de små brudstykker af menneskeliv og religionglimt er den sande plotlinje - mens Shadows' historie fortoner sig til en sekundær illustration. 

Gaiman fremstiller således et interessant kompleks; en velovervejet balancevægt mellem nationalitet, kulturarv, tro og immigration. Ikke alene portrætterer han den amerikanske mentalitet - han beskriver også bestanddelene, individerne som er blevet opslugt og inddraget i den amerikanske kultur. Og han gør det så diskret, at bogen betegnes som en fantasyroman om guder.

“What I say is, a town isn't a town without a bookstore. It may call itself a town, but unless it's got a bookstore it knows it's not fooling a soul.”