"Caroline Mathilde og Struensee" (Caroline Mathilde #2) af Herta J. Enevoldsen

"Caroline Mathilde og Struensee"af Herta J. Enevoldsen, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1982). 3/5 stjerner. 

"Caroline Mathilde og Struensee" er en fortælling om ulykkelig kærlighed og grusomt beregnende taktik. Herta J. Enevoldsen beretter om 1700tallets unge dronning, Caroline Mathilde,  og hendes vaklen mellem loyalitet og passion, etikette og kærlighed. Som i en døsig drøm bliver hun mere og mere tiltrukket af hoflægen, Johann Friedrich Struensee, og bogen følger hendes skæbnesvangre skridt mod hans åbne arme. Hændelser der nedgik i historien - og væltede datidens Danmark nådesløst omkuld.

“Jeg ved ikke, hvordan det var gået. hvis du ikke var kommet til hoffet. Jeg var ved at gå til af elendighed. Men sammen med dig var det, som om solen igen kom ind i min tilværelse. Og bare du er her, synes jeg alting er godt, og at livet er lyst og værd at leve.”

I denne bog draperer Enevoldsen et lyserødt silkeslør henover danmarkshistorien, og koncentrerer sig hverken om politik eller magt, landsforræderi eller statskup. I stedet fokuseres der på den tragiske kærlighedshistorie mellem Caroline Mathilde og hoflægen Struensee. Enevoldsen tilsætter et drys af dramatiske scener udgjort af skjulte møder og hviskende kærlighedsord til de historiske baggrundskulisser. Bogen lader Kong Christian d. 7 henfalde i en naiv barndomsverden og en stiltiende accept - og med en kunstfærdigt arrangeret belysning fremstilles den politiske omvæltning som en hjerteknusende historie om en Romeo og hans elskede Julie.
Historien om Caroline Mathilde og hendes skæbnesvangre affære bliver således kun fortalt halvt. Enevoldsen lister blidt på tåspidser hen over komplicerede emner, og romantiserer og tilpasser fortællingen til sine unge læsere. Enkedronningen Juliane Marie er en dæmoniseret og hævngerrig skygge, Friedrich Struensee er en frelsende sjæl - og Caroline Mathilde er en uskyldigt udnyttet prinsesse. Historiske personer forvandles til eventyrsgengivelser i bogens letvendte sider. 
Bogen er således en perfekt henvendelse til de piger, der som jeg sukkede efter galante prinser, strålende prinsesser og ægte kærlighed. Der dvæles kærligt over beskrivelser af juveler, af kjoler og af Caroline Mathildes evige godhed overfor de fattige. Efterhånden som skyernes samles og plottet udfoldes, ændres den rosenrøde forelskelse til meningsløs uretfærdighed - og læseren efterlades med et suk på læberne.  

“Hun var måske ikke mere Danmarks dronning, men hun var stadig Englands datter. Hun ville vise, at hun endnu havde sin ære i behold.”

Jeg elskede disse bøger som barn - og efterhånden bliver det tydeligere for mig at ane begrundelsen og mønstret bag min ubetingede beundring. Enevoldsen fortæller rørende kærlighedshistorie med en let historisk ramme og en mytisk sandhedsfornemmelse. Fortællinger fra barndommens dagdrømmeri genoplives med rødder let plantet i virkelighedens muldjord og fortidens faktiske hændelser.

Ved en genlæsning visner fortællingerne naturligvis en anelse, det lyserøde perleskær slides af og troværdigheden fortager sig stille i horisonten. Enevoldsens prinsessehistorie klinger en anelse hult med voksenøjne; men yndigheden og barndomsbegejstringen består.