"My Cousin Rachel" af Daphne du Maurier

"My Cousin Rachel"af Daphne du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1951). 4/5 stjerner. 

"My Cousin Rachel" udspiller sig i en verden af beskyldninger og paranoia. Den fortælles af en utroværdig mandlig fortæller, som konstant svinger mellem afsky, omsorg og besættelse - og som resultat efterlader en frustrerende tvetydighed.

Bogen er fortalt fra Philips synsvinkel; en forældreløs ung mand, der er vokset op sammen med sin fætter Ambrose på et stort engelsk gods. De to fætre har altid levet i fælles ensomhed og fred - og alene tanken om kvinder og ægteskab er grotesk. Da Ambrose tager til Italien og efterlader Philip i England, ændres hele deres indgroede tilværelse dog for altid. 

Ambrose sender breve om ægteskabsplaner og bryllup; han bliver gift, og dør kort tid efter. Philip er fyldt med undren og mistanker - som ikke formindskes, da Ambroses enke pludselig står på hans dørtrin. Han drages ubehjælpsomt mod Rachel, samtidig med store spørgsmålstegn om omstændighederne ved Ambroses død tager form i hans indre.

“People who mattered could not take the humdrum world. But this was not the world, it was enchantment; and all of it was mine.” 

For et par år siden læste jeg "Rebecca", og siden da har jeg været jaget af genfærd og usikkerhed. Daphne du Maurier leger nemlig ikke blot med ord - hun leger også med opfattelsens skrøbelighed, og vælter væggen mellem antydning og hændelse. Hun efterlod mig i en verden af luftkasteller - og efter læsningen af "My Cousin Rachel" er jeg atter tilbage i fantasmernes tankerækker.

Komponenterne i "My Cousin Rachel" er overvejende simple og logiske, når de betragtes med afstandens overblik. To tæt forbundne mænd, en femme fatale, et ødselt pengeforbrug og mistanken om mord for materiel udvindning. En ny version af en historie fortalt uendeligt mange gange før og et kvindeportræt malet med brugte pensler. Og dog ender læsningen ud med at blive noget helt anderledes; en torturerende, nervepirrende og uigennemskuelig labyrint af tåge og drømmeslør.

Romanen vibrerer med spøgelser og ånder. Fortiden hjemsøger alle karakterer, alle omgivelser - Ambrose er allestedsnærværende i hver krog af karakternes hjerner, og hvert hjørne af godsets stuer. Gamle malerier kigger dømmende på Philip, og glemte breve kaster beskyldninger på Rachel fra graven. Du Maurier fremaner bange anelser, halve hentydninger og usagt sandhed mellem sine linjer, og giver hverken svar eller forklaring. Bogen er et gotisk kærlighedsmysterie - eller et spørgsmål om, hvorvidt kærligheden overhovedet nogensinde har eksisteret. 

Jeg-fortælleren, Philip, er desillusioneret og upålidelig; han afslører og fortæller ting, han slet ikke er klar over, og overbringer således læseren en opgave, der indebærer en konstant skelnen og vurdering af sammenfiltringen mellem upålidelig narration og faktisk hændelsesforløb. 

“The point is, life has to be endured, and lived. But how to live it is the problem.”

Fra du Mauriers pen flyder en klar væske af skrivekunstens skønhed. Tæt integreret i teksten findes de smukkeste beskrivelser og yndigste formuleringer. Hun dvæler ved det engelske havelandskab og dets skønhed; ved blomsternes duft, fuglenes sang og følelsen af naturlig frihed. Fin symbolik kærtegner handlingsforløbet og præger persongalleriet. Bogens karakterer er gådefulde og fyldt med fejl; men de er ægte og vækkes til live det øjeblik, øjnene rammer papiret.
Jeg vil ikke sige og afsløre for meget om plot, spændingskurve og handling. De skiftende loyaliteter, den nagende tvivl, den torturerende uvidenhed og de udspekulerede magtspil bør opleves i deres fulde, overraskende effekt. Bogens gotiske magi er både skabt til forbandelse og fortryllelse.

"My Cousin Rachel" er et edderkoppespind i solopgangens tidligste time, prydet og pyntet med morgendug og regnperler. Det er spundet med omhyggelig detalje og præcision. Som en hjælpeløs flue vikles læseren ind i et elegant net af silketråde, mysterier og kærlighed - lige indtil sidste side, hvor læseoplevelsen vendes på hovedet, og edderkoppen kravler frem af sit hjørne. Ingen svar gives, en kokon spindes, og spekulationens mørke begynder. 

Sandheden er, jeg aldrig tror, jeg vil kunne nå frem til en konklusion. Mine argumenter taler både for og imod, og tykkelsen af du Mauriers spindelvæv er ubrydeligt.