tirsdag den 6. august 2013

Tema-tirsdag #16: Den næste bog i rækken

Den ligger altid et udefinerbart sted forude og venter. På reservationshylden på biblioteket, på ønskelisten på Amazon, bagerst i bogreolen eller i en glemt papkasse på loftet. Den næste bog i rækken, den jeg vil læse efter den, jeg er påbegyndt. Uanset hvilken bog jeg går i gang med, kan jeg allerede mærke den næste banke på og gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Nuet bliver berørt en smule af fremtiden; og jeg kan knap nok gøre en bog færdig, før jeg spekulerer på, hvad jeg skal læse næste gang.
Sandheden er, jeg løber aldrig tør for læsestof. Selv hvis mine egne bogstakke tynder ud, er der altid en biblioteksbog, et anmeldereksemplar eller en af de mange bøger, at mine undervisere henkastet har nævnt på mit studie. Jeg navigerer rundt i en verden af titler, jeg gerne vil læse, bøger jeg gerne vil eje, og eventyr jeg gerne vil opleve.
Det er som om, der går en udefinerbar skillelinje mellem bøger, jeg ønsker at læse, og bøger jeg affærdiger med etiketten 'ikke noget for mig'. Det komiske er, mine opstillede kriterier hverken er logiske eller bevidste - jeg læser sjældent mere end en bogs bagsidetekst, før jeg beslutter, om den skal læses eller ej. Med årene er det som om, jeg har udviklet en stædig læsemæssig intuition, som jeg følger blindt.
Sommetider er det en kærlig omtale, der gør udslaget; andre gange lokker en dekorativ forside eller et velskrevet resumé af et spændende plot. Sommetider læser jeg ét smukt citat, og beslutter mig for at hele bogen det kommer fra, er ligeså smuk. Sommetider undersøger jeg forfatteres inspirationskilder og deres elskede bøger fra deres opvækst. Og sommetider lytter jeg til anbefalinger - fra betænksomme bekendte, passionerede undervisere, begejstrede anmeldere, eller internettets mangfoldige væld af bogbloggere, booktubers og skrivetalenter på Goodreads.
Jeg får mange boganbefalinger, og jeg sorterer groft i dem. Jeg er mere tilbøjelig til at lytte til læsere, der læser samme genrer og forfattere som jeg; men jeg falder også for særligt velskrevne og beundrende lovprisninger. Hvis jeg gerne vil læse hidtil ukendt forfattere eller bevæge mig i nye retninger og genrer, søger jeg naturligvis mod de, der har læst meget af den slags. Omvendt kan der også være ukendt værdi at hente, hos de der ikke er specielt bekendt med en genre - og alligevel er blevet overrasket af en bog, de elskede. Indimellem lytter jeg også til usandsynlige anbefalinger, og læser bøger langt udenfor min sædvanlige tryghedszone - af nysgerrighed, eventyrlyst eller af pligt. 
I virkeligheden er jeg ofte sørgeligt bagefter med alting. Jeg er forbeholden overfor massive bølger af bøger, som alle læser, og som alle anbefaler mig. Når jeg får af vide, jeg er nødt til eller skal læse en særlig bog, ender det tit med, jeg er træt af den, inden jeg får begyndt. Jeg stejler og nægter. Min stædighed spænder ben for mig, og jeg lader mig først rive med af en lokkende bølge, når dens udslagskraft er ved at ebbe ud i sandet. Ofte føler jeg, at den slags overhypet læsning, ender med at blive obligatorisk; at man skal læse det, fordi alle andre gør. Det kvæler min læseglæde øjeblikkeligt - også selvom der måske er sandhed bag påstandene, og der venter en storslået oplevelse forude. Et indgroet læsemønster af afventende stilhed.

Hvordan beslutter I jer for den næste bog i rækken? Hvor meget undersøger I om en bog, før I går i gang med at læse den? Hvilke kriterier vælger I ud fra, og hvilke anbefalinger lytter I til? Hvordan forholder I jer til de bøger, 'som alle læser'? 

27 kommentarer:

  1. Det må du nok spørge om!

    Nogle gange er jeg så plat, at jeg tager den på coveret; er den pæn? (!)
    Dog vil jeg sige, at jeg for det meste prøver flere bøger af samme forfatter, for så har man fra start en eller anden idé om, hvad siderne mon kan rumme.
    Det er faktisk ikke så ofte, at jeg læser andres anbefalinger, for oftest kan det lige så vel være fantastisk som dødkedeligt - uanset hvor mange fælles bøger, man har forelsket sig i.
    Sidst men ikke mindst er det jo altid smart lige at læse sig lidt ind i sproget i 1. kapitel, så man har en anelse om, hvad der venter én..

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er ikke den eneste, der sommetider dømmer en bog på dens forside. Jeg gør det virkelig også sommetider (men som en elsker af smukke bøger, er det altså også håbløst).

      Jeg ville ønske, jeg var bedre til at læse 1. kapitler, før jeg gik i gang. Det får jeg aldrig rigtigt gjort; det hele handler om mavefornemmelse for mit vedkommende.

      Slet
  2. jeg kan godt have ideer om, hvilken bog jeg vil læse som den næste men så er jeg måske ikke liiige i humør til den bog og så bliver den anden. Der er slet ikke noget system i, hvilke bøger der kommer først. Nogle bøger kan stå i min reol i flere år før jeg får dem læst :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også mange bøger, der samler evigt støv. Men det er så skønt at vælge lige, hvad man har lyst til - uden system og uden planlægning. Man når nok alle bøgerne engang.

      Slet
  3. Det er helt fantastisk så meget jeg kan relatere til din tankestrøm.

    Jeg læser mange forskellige bøger, men oftest hiver jeg fat i dem, der har et interessant cover eller et spændende resumé bagpå. Jeg elsker dog også at vælge tilfældige bøger, når der er udsalg i forretningerne - nogle gange finder man virkelig skatte på den måde.

    Dog har jeg det også med at hive fat i gamle favoritter ret ofte, som nu hvor jeg læser The Catcher in the Rye igen, igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre; det er så rart at dele sin mening med nogen.

      Du har i øvrigt helt ret; ved udsalg (og ved vandringer på biblioteker eller antikvariater) har jeg også større tendens til at vælge ukendte bøger og forsøge nye veje. Det er så fantastisk at opdage nye perler ved at afprøve og udforske lidt.

      Og jeg genlæser også. Altid, hele tiden.

      Slet
  4. Det er fuldstændig lystbetynget. Hvilket humør er jeg i, hvilken genre har jeg lyst til - og hvad har jeg muligt at få fingre i lige nu! meget in the spur of the moment!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også en fin og hyggelig måde at nyde bøgerne på! :)

      Slet
  5. Haha, jeg har det på samme måde somme Anne R: jeg er også ind imellem slem til at tage den på coveret - er den pæn, så skal den læses. Virkelig overfladisk, i know. Men jeg har fundet en del virkelig gode bøger på den måde, så helt tosset er det nu ikke :P
    Ellers plejer jeg at vælge bøger sådan lidt alá det her: Har den nogle elementer jeg kan lide? Det kunne for eksempel være varulve eller en post-apokalyptisk setting. Er det en rimelig spændende bagsidetekst? Får jeg den der gode følelse af at jeg gerne vil læse den?
    Med hensyn til de bøger jeg allerede HAR stående på reolen, så er det 100% hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Ellers dør min læselyst. Hvis jeg har lyst til zombier, så læser jeg det, og hvis jeg har lyst til vampyrer, så læser jeg det. På den måde er jeg altid en happy little reader, også selvom bogen måske var knap så god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh well - coveret kan virkelig også være en stor motivationsfaktor for mit vedkommende. Jeg er hjælpeløst tiltrukket af smukke og pyntede forsider ;)

      Din udvælgelsestaktik er både logisk og giver fin mening; ved at undersøge grund-elementer i historien og lytte til sin mavefornemmelse, kan man hurtigt få sporet sig ind på, hvorvidt bogen er noget for en eller ej.
      Og lystbetonet læsning er muligvis også det rareste i verden - så er man sikker på, at få det, man holder allermest af :)

      Slet
  6. Hej Rikke, undskyld jeg ikke lige har svaret dig på din kommentar på coveret af Alyson Noël: Drømmeland. Du har ret det er et meget fint cover de har lavet. Det er lige før man føler sig i tilstede i Drømmeland og står og kigger på pigen med sommerfuglene (Riley Bloom).

    Når jeg skal vurdere om hvilken bog jeg skal læse så kigger jeg altid på bagsiden for at få en ide om hvad historien er. Hvis jeg finder den interessant så læser jeg den, hvis ikke så kan det være lige meget. Mange gange så er det også anbefalinger fra andre som gør jeg prøver at læse noget nyt, det er ikke altid vi har samme smag, men nogen gange så bliver jeg overrasket. Jeg har også en tendens til at bladre i bogen og se om måden den er skrevet på er noget for mig. Har endnu ikke valgt en bog fordi coveret var flot, det har aldrig været med i mine overvejelser. Goodreads er min ynglingsside og den bruger jeg tit og ofte til at få ny inspiration samt amazon.co.uk og play.com plus alle de bogblogs som jeg har bookmarked spiller også en stor rolle i udvælgelsen af bogen. Hvis der er noget jeg helst ikke læser så er det svenske og norske krimiforfattere, jeg kan ikke have dem og selv om jeg har prøvet så bliver jeg altid skuffet over kvaliteten af deres skriverier.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh det skal du bestemt ikke undskylde for! ;) Og du har helt ret - det er så drømmende og fint.

      Det er skønt, at du lytter så meget til anbefalinger og altid er klar til en fornøjelig overraskelse. Jeg tror, det gør meget for ens læsemæssige horisont og udvikling som læser. Det er fantastisk at blive positivt overrasket.
      Goodreads er også et fantastisk værktøj til inspiration og ønskelæsning. Jeg kunne bruge timevis derinde.

      Slet
  7. Det er faktisk svært at svare på, hvad det lige er, der gør at jeg lige vælger at gå i gang med en bestemt bog...
    Jeg låner primært mit læsestof på biblioteket og har et kæmpe worddokument fyldt med titler, jeg gerne vil læse. Enten på grund af pænt cover, anbefalinger på blogs/andre steder eller bare på grund af titlen i sig selv. Faktisk er det utrolig sjældent at jeg læser bagside teksten før jeg starter på en bog - ofte læser jeg den først, når jeg er gået i gang.

    Men inden jeg går på biblioteket skriver jeg altid et udvalg af bøger fra mit worddokument, som jeg ved de har hjemme, på en post-it, som jeg så tager med, så jeg ikke behøver at bruge så lang tid på biblioteket.
    Hvad der afgør, hvilke bøger, jeg skriver på post-it'en er ret udefinérbart. Det er nok bare hvilken titel eller forfatter, der lige tiltaler mig i de minutter, jeg skriver sedlen.

    Nå, det blev en længere rodet smøre, som vist ikke rigtig er til at blive klog på (synes jeg i hvert fald selv), men det er faktisk lidt sjovt at tænke over, hvad det er der gør, at man lige vælger en bestemt bog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig enormt pudsigt og sjovt at overveje, hvorfor man læser, det man gør. For der er ofte et spinkelt mønster at spore.

      At læse ud fra indskydelser og humør er muligvis noget af det bedste i verden; så er man sikker på, man får lige, hvad man trænger til (hvad enten bogen er god eller dårlig). Det gør det naturligvis lidt sværere at forklare eller sætte ord på - men hvis det virker, er det jo bare helt fantastisk.

      Slet
  8. Your photos are fantastic! <3
    I really want to read Wildwood and Four Tales, I love the covers so much!
    In fact, a beautiful cover in one of the things that makes me wanna read a book. Also, quotes (I wanna read many of Haruki Murakami's books because of that) and a good synopses. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you so much!

      You're not the only one who judges a book by its cover - my beloved edition of 'Four Tales' was bought for that very same reason. I adore finding lovely quotes as well, and that can sometimes be an amazing motivation for reading a book.

      Slet
  9. Nu sad jeg lige og undrede mig, på dine billeder af dig selv, er det så Nico der har taget dem, eller kører du med selvudløser? :)

    Og så til dit spørgsmål: Jeg vælger udelukkende på baggrund af min egen lyst. Derfor deltager jeg heller aldrig i diverse 'challenges' og 'ryd reolen' eller 'vælg for mig'. Min lyst hopper og springer i forskellige retninger og jeg gider ikke være fastlåst i nogle rammer, som andre har puttet ned over mig. Når det er sagt, så kommer jeg, som så mange andre, også ind i nogle læse-tørker og kan godt finde på, at spørge folk hvad de synes jeg burde læse lige nu.

    Jeg har det dog ikke som dig, der pure nægter at læse meget anbefalet eller hypet litteratr. Især i fantasy-genren findes der mange middelmådige bøger, så dem der bliver hypet har tit god grund til det og som så mange andre, er jeg bare på udgik efter en ny god bog - og så er jeg egentlig ret ligeglad med om den er et 'must' eller totalt unknown.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er (næsten) altid mig selv, der tager alle mine billeder. Jeg benytter mig af kamerastativ og fjernbetjening til formålet (den bedste kamera-investering nogensinde - så jeg slipper for at løbe efter selvudløseren, haha).

      Jeg tror på, der er en vigtig værdi i at vælge bøger efter lyst og øjeblikkelige tanker og indskydelser. Jeg ender ofte med at planlægge min læsning - og sommetider bliver jeg nødt til at ændre det, for netop at få plads til det umiddelbare og det humørprægede.

      Jeg nægter ikke som sådan at læse hypet litteratur - jeg er ofte bare enormt sent ude, fordi jeg først skal overvinde en kamp med mig selv og alverdens anbefalinger. Jeg tror, jeg bare bliver lidt træt af at høre om bøgerne, og derfor ikke kan overskue at gå i gang med dem. Ofte er der jo netop noget om snakken, og en grund bag hypen. Du har jo helt ret i, at der ofte kan opdages enormt fine bøger på netop den måde.

      Slet
  10. Jeg har det fuldstændig på samme måde, når jeg læser en bog. Det handler måske om, at man bare elsker at læse, og ikke kan vente med at komme i gang den næste, selvom man allerede befinder sig i den nuværende bogs univers.

    Når jeg vælger en ny bog er der mange forskellige faktorer på spil. Det kan være, jeg har fået anbefalet en god bog af min mor, mine veninder eller på andre bogblogs. Det kan også være noget så simpelt som et smukt cover, der tiltrækker min opmærksomhed. Men jeg må nok indrømme, at det oftest handler om, hvilket humør, jeg er i. Jeg kan føle mig langt fra virkelighedens univers og derfor have lyst til at læse noget fortryllende eller magisk. Jeg kan føle trang til en bevægende kærlighedsfortælling. Eller jeg kan hige efter et humoristisk og sarkastisk blik på hverdagen. Det hele afhænger af mit humør og stemningen, der omgiver mig.

    Lige nu læser jeg en kort humoristisk roman af Erlend Loe, og jeg har allerede besluttet, at jeg vil læse "Hobbitten" efterfølgende, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, du har ret. Det er konsekvensen af at være i et så bogligt univers med så mange perler, der venter forude. Man kan knap nok gå i gang med den ene, før man glæder sig til den næste.

      Og det er virkelig en smuk ting at læse ud fra det, som man lige præcis har lyst til. Jeg holder også meget af variation, og konstant vekslen og skiften mellem genrer - som fx. dit skift fra Erlend Loe til Tolkien :)

      Slet
  11. Du er ikke den eneste, der har et øje for smukke bøger. Det er så svært ikke at blive fristet af en skinnende forside ;)

    Jeg ventede også ualmindelig lang tid med Fifty Shades - men jeg endte skam også med at læse dem. Ofte får jeg læst det, som alle andre snakker om - men jeg venter altid, til den største opstandelse og den værste hype er forsvundet.

    SvarSlet
  12. Jeg så lige den her list via pinterest og tænkte om du kender nogen af titlerne? (jeg gør ikke) http://www.buzzfeed.com/ariellecalderon/books-to-read-before-they-hit-the-big-screen?sub=2331123_1304302

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for linket! Jeg elsker den slags :)

      Jeg har hørt om mange af titlerne, men langtfra læst dem alle. 'Serena' har jeg læst og anmeldt herinde med stor fornøjelse, 'City of Bones' med knap så stor fornøjelse ;)
      'The Fault in Our Stars' af John Green er intet andet end fantastisk; og 'The Book Thief' og 'Horns' står højt på min to-read liste.

      Slet
  13. Hvordan beslutter I jer for den næste bog i rækken?
    Lige pt. læser jeg efter BBCs "The Big Read", så der tager jeg dem egentlig bare tilfældigt fra listen.
    Hvor meget undersøger I om en bog, før I går i gang med at læse den?
    Hvis jeg selv skal på udkig efter læsestof, læser jeg altid lige bagsideteksten og ellers sorterer jeg efter genrer. Hvis jeg læser ud fra andres anbefalinger eller anmeldelser, eller det virkelig er bøger i bestseller kategorien, stiller jeg mig knap så kritisk (et eksempel på dette er to romaner jeg nyligt har læst i krimigenren; Da Vinci Mysteriet og Engle og Dæmoner. Normalt ville jeg aldrig åbne en krimi, men fordi de er så lovpriste, lagde jeg mine krimi-fordomme på hylden.)

    Hvilke kriterier vælger I ud fra, og hvilke anbefalinger lytter I til? Hvordan forholder I jer til de bøger, 'som alle læser'?
    Jeg er personligt ikke så kritisk en læser, hvad angår bøger "som alle læser". Jeg er ret let at begejstre, og derfor er de mest solgte bøger også dem, der fanger mig helt vildt. Til gengæld er jeg meget kritisk med genrer, hvilket nok kun er til mit eget uheld.
    _____________________________________
    Da jeg var igang med Engle og Dæmoner, havde jeg allerede "Stormfulde Højder" liggende urørt og ventende, hvilket egentlig gjorde mig utålmodig og desværre nok forhindrede mig i at nyde den igangværende bog i fuldt omfang. Derfor skal jeg helst beslutte mig for én bog af gangen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk at du læser fra BBC's liste. Jeg har opdaget mange smukke bøger gennem den liste.

      Du har nok en pointe i, at man ikke nyder den nuværende bog så meget, hvis man konstant er orienteret mod den næste i rækken. Det kan godt virke lidt hæmmende.

      Slet
  14. Jeg plejer ikke sådan at beslutte mig for, hvilken bog der skal være den næste. Selvfølgelig overvejer jeg det lidt, specielt hvis jeg har flere bøger liggende, som jeg virkelig gerne vil læse. Men hvis jeg gerne vil læse en anden, når jeg er færdig, så læser jeg bare den.

    Når jeg skal vælge en bog, bedømmer jeg den ofte udelukkende ud fra bagsideteksten. Selvfølgelig er der tidspunkter, jeg får anbefalet en, eller jeg falder over den på en bogblog. Men hovedsageligt er det kun bagsideteksten. For hvis den lyder spændende, kan jeg på ingen måde lægge bogen fra mig, uden at jeg ved, der ikke vil gå alt for længe inden, jeg skal læse den. Hvilke kriterier jeg vælger ud fra, ved jeg ikke helt. Det er vidst bare min mavefornemmelse - er det her en bog, jeg har lyst til at læse eller ikke?

    Jeg har det, som du ved, virkelig dårligt med hypet bøger. Jeg bliver bare så hurtig træt af en bog, hvis jeg hele tiden hører om den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, jeg ikke er den eneste, der lader mavefornemmelsen vinde og kun navigerer ud fra bagsideteksten. Sommetider er det rart nok ikke at vide så meget, om de bøger, man går ind til. Det kan skabe de smukkeste overraskelser.

      Og det med hypede bøger er virkelig sommetider enormt problematisk; for jeg vil jo gerne læse dem - men jeg bliver bare ved med at udskyde det, når jeg konstant hører, at jeg 'skal' læse dem. Suk ;)

      Slet