Tema-tirsdag #19: En pige og en bjørn

“Wherever they go, and whatever happens to them on the way, in that enchanted place on the top of the forest, a little boy and his Bear will always be playing.”

Hvis man lægger hovedet let på skrå, klemmer øjnene sammen og iagttager mig nøje, kan man stadig se det. Et ringlende armbånd med bier og honningkrukker. Bløde bamser, opstillet på en række over klædeskabet. Gemte fødselsdagskort med kærlige hilsner og et Disney-motiv på forsiden. En lille pyntefigur i vindueskarmen, og et indrammet billede i gangen. En stak bøger i bogreolen - alle med den samme titel: "Peter Plys".

Jeg kan ikke længere huske, hvornår min første bog er fra, og i hvilken anledning den er givet. Jeg har bare altid haft den; den har altid fulgt mig, og jeg har altid elsket den. Og intet symboliserer min barndom så tydeligt som sidernes bøjede æselører. Jeg forbinder den med højtlæsning inden sengetid, selvstændig (og uforståelig) bladren, og et venskabsbånd der har varet hele livet. 

Bogen blev til Disneyfilm, og Disneyfilm blev til ture i Disneyland Paris. Jeg var altid på udkig efter et gult øre og en blød pels, og det tilhørende teaterstykke om Jakobs fødselsdagsselskab var et indiskutabelt højdepunkt i Disneys eventyrsunivers. Jeg slæbte bamse efter bamse med mig hjem, og jeg var aldrig alene; Peter Plys dragede med mig på hvert eventyr i hvilken som helst form. På en eller anden måde sneg han sig ind i alt, hvad jeg lavede; mine første blyantsskrevne historier, mine uhjælpelige tegninger og endda også mine skoleprojekter. Hvis jeg nogensinde har haft en maskot, så var det Peter Plys.

I dag læser jeg stadig Peter Plys bøgerne, og i dem finder jeg så uendeligt meget livsvisdom. Livet i 100meterskoven er en beskrivelse af alt det, jeg elskede allerhøjest ved at være barn. Det simplistiske og fjerlette livssyn indkapsles i den gule plysbjørn og hans tilsyneladende enfoldighed. Sommetider kan jeg blive efterladt helt tom og melankolsk efter en genlæsning - for Milnes ord åbner flygtige porte til det barndomsrige, der er mig for evigt fornægtet. Bøgerne fungerer som stjålne glimt ind i glemte hjertekroge, og hensætter mig i en sværm af spøgelsesfigurer af det barn, jeg engang var.
Når jeg ser den gule skikkelse, kan jeg ikke lade være med at smile. Vi voksede op sammen, og vi fulgtes altid ad. En pige og en bjørn - Peter Plys og jeg. 

Findes der også en personlighed blandt barndomsbøgerne, der betyder alverden for jer? I så fald - hvilken? Hvilken børnebog fremkalder den bittersøde melankoli og automatiske tidsrejse i jer?