"The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making" (Fairyland #1) af Catherynne M. Valente

"The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making" af Catherynne M. Valente, fra forlaget Much-in-Little, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2011). 5/5 stjerner. 

Fortalt i eventyrsstil og udført i sproglig overdådighed, er denne bog historien om September, og den aften hun fløj til Fairyland med suset fra den Grønne Vind. En alvidende fortæller tillader læseren at følge Septembers rejse gennem et fortryllet landskab fyldt med fantasi, eventyrsfærd og menneskelig smerte. 
September opdager hurtigt, at Fairyland lider under en tyrannisk hersker - en pige, der kalder sig selv 'Marquess'. Med nye venner i hånden og vinden i ryggen, begiver hun sig ud på en mission, der forandrer og mærker hende for evigt. 

“Stories have a way of changing faces. They are unruly things, undisciplined, given to delinquency and the throwing of erasers. This is why we must close them up into thick, solid books, so they cannot get out and cause trouble.”

Valentes eventyrsfortælling har strukturelle ligheder med alverdens elskede barndomseventyr og yndlingsfortællinger, og skrivestilen drypper af den dertil kendetegnende fortællerstemme. Glemte klædeskabe fører til Fairyland med Narnia-lignende toner, urene tikker med Kaptajn Klos velkendte krodille-frygt, og September selv repræsenterer den velkendte Alice-figur. Referencerne er mange, og tilsammen danner de en regnbuemosaik af barndomsfavoritter. 

Historien smyger sig mellem myte, fantasy og eventyr med et lille drys af surrealisme. Fantasien er en håndgribelig størrelse i Valentes univers, og Fairyland er en uudtømmelig kilde af selv de mest højtflyvende drømmeforestillinger. Grønne og sølvfarvede vinde blæser omkring, to brølende blå løver flyver, hekse brygger fremtidssyn, litterære drager drømmer om bibliotekarjobs, og formålssøgende nøgler forfølger deres rette ejermand. Hvert kapitel introducerer en ny forunderlighed - sammenbundet af den sproglige magi.

Denne forholdsvist korte bog er nemlig fyldt med ord. De vrimler rundt på siden, snubler over hinanden, og ligner en livlig flok arbejdsmyrer, der vælter kaotisk rundt. Malende ord, stemningsdannende ord, lyriske ord, symbolske ord og pjattede ord. Lange beskrivelser fyldt med både fjolleri, fantasi og fintfølelse danner knivskarpe billeder af Fairyland og dets beboere. Den alvidende og afbrydende fortællerstemme skaber en velkendt eventyrsstemning, og i de mange sammenligninger og forklaringer hviler fortællingens hjerte. 

Der er en fin vippekant mellem sprogligt overforbrug og lyrisk simplicitet - og Valente balancerer majestætisk på den. Hendes sprog er både medrivende og malerisk. Sidernes store vrimmel af adjektiver er måske et helt eventyr i sig selv.

“One ought not to judge her: all children are Heartless. They have not grown a heart yet, which is why they can climb high trees and say shocking things and leap so very high grown-up hearts flutter in terror. Hearts weigh quite a lot. That is why it takes so long to grow one.” 

Persongalleriet er fyldt med skæve personligheder. Hovedpersonen September bevæger sig med oprejst pande og gåpåmod gennem Fairylands landskab, og møder alverdens magiske og tragiske skæbner på sin vej. Selvom den hjerteløse September er en stærk og nuanceret karakter med både menneskelige fejl og forherligende eventyrstræk, er det i virkeligheden de omgivende væsner, der stjæler billedet og vinder læserens hjerte.
Septembers trofaste følgesvend og opmærksomme leksikon, A-Through-L, er en drage, hvis far var et bibliotek. Med en gennemgående viden om alt fra A til L og en inderlig læseglæde, er det muligvis den mest geniale fantasy-kreation nogensinde. Ligeledes  findes  også en loyal undersåt skabt af sæbe, en 100årig talende lanterne, og en kærligt hengiven flyvende leopard blandt historiens højdepunkter. 

Og midt i al Valentes uhyrlige skaberglæde, opblomstrer de sandheder, der danner rammen for historien. Septembers hjerteløshed er i virkeligheden en forklaring på børns frie sind, og er således et tvetydigt tomrum af godhed, ondskab og slet ingenting overhovedet. Den barnlige uskyld er i Valentes optik lig med et uberørt sind - og at gro et hjerte er at blive mærket; af både lykke og smerte. Når man gror et hjerte fyldt med kærlighed, bliver man automatisk et offer for sårbårhed. Under alle bogens fantasmer hviler en simpel sandhed om at vokse op og blive til.

“All stories must end so, with the next tale winking out of the corners of the last pages, promising more, promising moonlight and dancing and revels, if only you will come back when spring comes again.”

Sammen med September tog jeg på en overjordisk rejse gennem måneskin og stjernelys. Da bogen sluttede, følte jeg mig, som Lucy må have følt, da hun forlod Narnia; jeg sukkede og afventede det næste eventyr i det magiske fortællerrige. Og heldigvis fik jeg det - med den næste bog i serien.
Valentes bog er ikke for alle; men den er for dem, der har fulgt Alice ned i kaninhullet, og tilbragt nætter gemt i et klædeskab. Den er for dem, der elsker sprog og ord; mærkværdige sætningskonstruktioner og lyriske udtryk. Den er for dem, der elsker fantasi, fjolleri og trylleri. Den er for børn - og barnet der gemmer sig indeni voksne kroppe.