"Hjem" af Julie Kibler

"Hjem" (org. titel "Calling Me Home") af Julie Kibler, fra Politikens Forlag, udgivet i 2013. Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereskemplar fra Politikens Forlag. 4/5 stjerner. 

Kibler skrev efter sigende sin debutroman, efter at have hørt en historie om sin farmor; en historie om et umuligt kærlighedsøjeblik mellem en hvid kvinde og en sort mand i 1940'ernes USA.
"Hjem" tager således udgangspunkt i 1940'ernes racisme, og sammenflettes med nutidens tilværelse. Bogen omhandler et gribende venskab mellem den 89-årige Isabelle og hendes damefrisør; en enlig sort mor, ved navn Dorrie. Isabelle beder Dorrie om at akkompagnere hende på en lang køretur fra Texas til Cincinnati, og i løbet af de mange kilometer begynder hun at fortælle sin livshistorie; en hjerteknusende historie om 1940'ernes meningsløshed. 

“Endnu en gang forbløffedes jeg over vores forskelle, over kontrasten mellem vores hudfarver, som fed jord og solbleget sand. Så forskellige. Så ens.” 

"Hjem" er en historie om to forskellige tidsaldre, to forskellige mennesker med vidt forskellige liv - og forenelsen i et værdifuldt venskab, der drager paralleller og sammenhæng mellem fortid og nutid.
Omstændighederne og omgivelserne er konstant skiftende, ligesom det landskab der glider forbi bilruderne. Bogens road-trip facon bruges ikke til at beskrive den konkrete rejse - snarere til at symbolisere de to kvinders vidt forskellige livsrejser. For selvom Isabelle og Dorrie ikke har fulgtes af de samme veje og taget de samme drejninger, er de dog endt sammen alligevel. 
Ligeledes bruges de to sammenflettede tidslinjer til at påvise inflydelse og relevans. Dorrie påfører problematikkerne i Isabelles erfaringer til sit eget liv; og udvinder et større klarsyn og en dybere forståelse af sin tilværelse som resultat. 
De to kvinder er smukkest i deres kontraster - enkeltvis blegner de til smalle personligheder med velkendte genretræk. Isabelle er en stereotypisk oprører fra et traditionsbundet hjem, og Dorrie er en såret kvinde med flyvske bindingsproblemer. "Hjem" er ikke en bog, der maler indgående portrætter af det enkelte menneske - i stedet koncentrerer Kibler sig om forholdet mellem mennesker. Det handler ikke om den enkeltes opførsel - men derimod den enkeltes opførsel overfor en anden.
Plottet er hverken revolutionerende eller nytænkende, og skrivestilen er ikke snørklet eller imponerende. Men "Hjem" formåede dog alligevel at gøre det, som "Niceville" ikke evnede for mit vedkommende: at få det fulde omfang af racismens komplette meningsløshed til at flimre for mine øjne. 

“Nu var der ingen tvivl. Jeg var hans. Og han var min.” 

Jeg er ung og sentimental, nem at røre og bevæge, og en evig romantiker. Jeg efterlader ofte perfekt runde tårepletter mellem siderne på mine bøger, og blinker lidt vildfaren mascara væk under læsningen. Ord sætter spor på mig og gør indtryk; og jeg græder. "Hjem" fik mig dog ikke til at græde. Den fik mig til at hulke.
Den simple sandhed er, jeg ikke kan analysere min vej ud af denne bog. Jeg kan ikke påpege en speciel passage, eller sætte fingeren på et særligt genialt forfattertræk. Jeg kan ikke fremhæve imponerende indsigt eller tankevækkende symboler. Den simple og klichéprægede kærlighedshistorie knuste mit hjerte, og det var meningen. For Kibler har bevidst designet det på netop dén måde.
Bogen er opbygget omkring tårer, og sommetider insisterer den på dem. Isabelles historie har flere knudepunkter, som gør medfølelse til en uundgåelig konsekvens. Sommetider føles det som om, Kibler skubber sin læser ud over grådens rand med hårdføre armbevægelser; påtrængende og påtaget. Sommetider føles det som om, hun trykker på hemmelige følelsesknapper med automatiske konsekvenser. Ikke desto mindre virker det.

Femten sider inden bogen sluttede, holdte jeg op med at græde. En dunkende hovedpine spredte sig, og jeg var udmattet. Mine øjne var røde, og min næse fuldstændig tilstoppet. Jeg kunne slet ikke håndtere flere følelser og flere sanseindtryk, og da jeg lukkede bogen, var jeg træt. Så uendeligt træt og overvældet. For bogen skildrer en livslang kamp mod fordomme, pligtfølelser og opbrud. Misforståelser væver sig ind mellem de mange lag af desperation, og tilbage er kun det slående tomrum af en ubegribelig uretfærdighed; racisme. 

Bogen efterlod mig dybt ulykkelig. Den rørte mig. Faktisk knuste den mit hjerte.