"The Painted Veil" af W. Somerset Maugham

"The Painted Veil" af W. Somerset Maugham, fra forlaget Heinemann, udgivet i 1978 (org. udgivet i 1925). 3/5 stjerner. 

"The Painted Veil" er en fortælling om kærlighedsbeslutninger taget på forkerte grundlag, og forelskelser opbygget omkring blændende selvbedrag. Historien drager dens læser på en rejse gennem vidt forskellige kulturer, religioner og virkeligheder. Karakterne gennemgår også omfattende forandringer, og bevæger sig dog i cirkulære gentagelsesbevægelser.
Maughams roman centrerer sig om Kitty Fane - en gift kvinde, der ikke nærer kærlighed til sin mand, og derfor kaster sig i armene på en anden. Da den endeløst forelskede Walter Fane opdager hendes forræderi, tvinger han hende med sig til en koleraramt by i Kina. Smittefaren er stor, og dødsdommen hviler konstant over dem begge, hver gang Walter tager på sygebesøg, eller Kitty spiser et salatblad. De lever i en delt ensomhed og tavshed - og Kittys tanker kredser om hendes fejltrin og fortrydelser. 

“How can I be reasonable? To me our love was everything and you were my whole life. It is not very pleasant to realize that to you it was only an episode.” 

På trods af dens titel, starter "The Painted Veil" ikke med et sart draperet verdensslør; snarere med et snusket nøglehulsglimt. Læseren drages fra første side ind i en kærlighedstrekant, der er udgjort af symbolske og komplekse elementer - forskellige slags kærlighedsillusioner der sværmer og filtres ind i hinanden i et uophørligt rod. Den første side indeholder en utroskabsscene, en affære og et løftebrud - og de næste sider søger at belyse omstændighederne, der førte dertil. Dårlige beslutninger, egoistiske personligheder, ulykkelig forblændelse og indsnævrede muligheder. Maugham maler billeder af usandsynlige og vidt forskellige menneskelige forhold.
Den første tredjedel af bogen forklarer Kittys baggrund og de motiver, der dannede grundlaget for hendes forførelse. Maugham antager et næsten feministisk udsyn i sin beklagelse over kvinders mangel på uddannelse; Kitty er et direkte produkt af hendes opvækst, og hendes forskruede prioriteter er en gengivelse af hendes moders. De næste to tredjedele af bogen beskæftiger sig med konsekvenserne af Kittys affære; det anspændte forhold mellem Kitty og hendes mand Walter Fane, deres samfundsmæssige isolation og de små erkendelser, der kan opstå i blikstille omgivelser. 
Mellem Kitty og Walter eksisterer et stiltiende magtspil; en dødelig leg og en konstant stigende mistanke om bevæggrundene for det pludselige eksil til de dødsramte omgivelser. Walter drager dag efter dag ud til sine patienter, Kitty overlades til nytteløs opgivenhed, og forsøger langsomt at omvende sin snæversynede livsstil. Hun tager langsomt del i landsbyens nonnekloster og begynder at hjælpe til i deres mange gøremål. Hun  er dog evigt forbudt at kaste blikket på de ultimativt lidende. Som et beskyttet barn puffes hun ud af sygegangen, og ind i børneværelset i stedet. Omgivet af selvopofrende sjæle og med sin mands opslidende lægegerninger som forbillede, gennemgår hun en gradvis transformation. Hendes egen selviskhed tydeliggøres af kontrasterne i det trøsteløse landskab, hun er omgivet af.

“I knew you were silly and frivolous and empty-headed. But I loved you. I knew that your aims and ideals were vulgar and commonplace. But I loved you. I knew that you were second-rate. But I loved you. It's comic when I think how hard I tried to be amused by the things that amused you and how anxious I was to hide from you that I wasn't ignorant and vulgar and scandal-mongering and stupid. I knew how frightened you were of intelligence and I did everything I could to make you think me as big a fool as the rest of the men you knew. I knew that you'd only married me for convenience. I loved you so much, I didn't care.”

Historien udspilles i en verden af kulturforskelle og fremmedlegemer. Kitty og Walter er udprægede englændere i en uberørt kinesisk afkrog; og Kittys akavede tilpasningsforsøg afspejler den gennemgående følelse af fremmedhed. Desværre udfolder og beskriver Maugham ikke den situationelle kontekst; han følger snarere i Kittys beskyttede fodspor frem for Walters brede færden - og de ellers så interessante omgivelser uddybes eller forklares aldrig til fulde. Jeg ventede og håbede på et verdensbillede malet med en bred pensel; men fik i stedet tynde blyantstreger og en sart skitse af en simpel dagligdag. 
Religionsaspektet føles ligeledes malplaceret og overfladisk; Kittys sjælelige rejse illustreres tydeligere ved hendes indvendige funderinger end ved klostrets mange funktioner, og den religiøse konklusion udebliver. Det er snarere nonnernes personligheder end deres tro, der har den ultimative indflydelse på Kittys væsen.
Et sted i slutningen knækker denne reformation også; og jeg blev efterladt måbende og vantro. Det føltes som om, romanen modsagde sig selv og forsvandt i et hav af tvetydighed. På intet tidspunkt forudså jeg slutningens mange facetter - og selv med intens grublen har jeg endnu ikke forstået at værdsætte den fuldt ud. Det er som om, historiens oprigtighed svinder ind og klinger pessimistisk hult i stedet.
I hjertet af hele Maughams fortælling hviler Walter og en kærlighed så stor og så hjælpeløst undertrykt i evig tavshed, at den forvandles til fortærende selvdestruktion. Walter selv er ikke til stede i størstedelen af romanens scener; men hans navn og sind hviler som en konstant skygge over enhver side. Kitty er en velkendt Scarlett O'Hara figur, og imens hun jagter sin egen identitet, rækker hun hjælpeløst hænderne ud mod Walter -  i venskab men ikke i kærlighed. Og deri befinder hele historiens egentlige kerne sig.