“I woke early, thrilled by the prospect of endless days to fill however I wished. I would read. I would explore.”
Jeg skrev en liste, og jeg forsøgte at følge den. Jeg besluttede mål, jeg skulle opnå, og bøger jeg skulle påbegynde. Min sommerferie blev (som altid) begyndt af min yndlingsroman, "Persuasion", og efterfulgt af den næste bog i stablen, "Lolita". Da jeg lå på Italiens strande, bladrede jeg hurtigt igennem "Kampen om tronen" på min ebogslæser, og på den lange biltur hjemad, læste jeg den næste i serien. Jeg trådte ind i min lejlighed, og blev mødt af en stak nye og helt urørte fødselsdagsbøger og anmeldereksemplarer. Og jeg blev ledt på afveje.
Nye bøger hobede sig op og trængte sig på - side efter side blev vendt i uplanlagte og uforudsete eventyr. Jeg hvirvlede rundt i Herta J. Enevoldsens kongelige sale, fortabte mig gang på gang i Neil Gaimans nyeste roman "The Ocean at the end of the Lane", blev jaget af Daphne du Mauriers mysterier i "My Cousin Rachel", og hulkede hæmningsløst over Julie Kiblers debutroman, "Hjem".
Efterhånden smuldrede de dyrebare feriedage mellem mine fingre, og en svag erindring om sommerens læsemål dukkede op i mit indre. Med stor fornøjelse læste jeg den første bog i Catherynne M. Valentes Fairyland-serie, og elskede den så inderligt højt, at jeg straks fortærede den næste i serien - nu venter jeg utålmodigt på den tredje bogs udgivelse i oktober. Jeg blev hjerteløst skuffet over "The Mysterious Benedict Society", og fandt trøst i en smuk genlæsning af "Stardust". Min Gaiman-entusiasme ledte mig til "American Gods", som jeg fandt dybt kompleks og fuldstændig forvirrende, og "Anansi Boys" som omgående viklede mig i dens historiespindelvæv.
Bunken tyndede ud, ferien forsvandt, og tilbage lå mit ultimative sommerprojekt; "Krig og fred". Jeg samlede det første murstensbind op i slutningen af august, og jeg læser den stadig. Den er interessant og langt mere lige til, end jeg først havde frygtet. Men den tager mig alverdens tid, og jeg læser den i mikroskopiske bidder. Jeg tror, den vil figurere på min læse-liste lidt endnu.
Sommeren har været fyldt med bøger - hele 23 af slagsen. Jeg er blevet skuffet, imponeret, rørt og chokeret. Jeg har afprøvet nye genrer, eksperimenteret med nye forfattere, og tilføjet to nye titler blandt mine yndlingsbøger. Jeg har læst næsten hele min sommerliste - og mere til. Alt imens jeg har oplevet søde stunder og smukke øjeblikke med dem jeg holder af; spist massevis af italienske is, draget mod improviserede fester på lune sommeraftener, drukket te og betragtet regnvejr - eller drukket Rekorderlig og været til koncert, krummet mig sammen i min mors sofa, holdt fødselsdag og sovet længe. Når jeg mindes juni, juli og august er det med et smil på læben. Men forude venter efterårsmånederne med deres egne, helt anderledes rødlige farvestænk og stemningstoner. Og det elsker jeg også.
Hvad har I læst i sommerferien? Noget anbefalelsesværdigt eller advarende? Hvilke eventyr har sommeren bragt jer - både af læsestunder og mindeværdige øjeblikke?
Åh suk, dine fine videoer. Jeg nåede heller ikke at læse alle de planlagte bøger, men fik da læst lidt alligevel! :-)
SvarSletÅh, tak!
SletOg det er heller ikke antallet der gør udslaget, snarere den fornøjelse som bøgerne indebærer ;)
Jeg ved ikke helt hvordan du afgrænser din sommerferie? For mig er det kun de dage hvor jeg har været på ferie - altså i udlandet selvom jeg også havde lidt ferie her i Danmark, men er din fra juni-start sept? :)
SvarSletAh, for mig er sommerferien blot den tid af sommeren hvor jeg hverken har eksaminer eller forelæsninger. Altså slut juni-start september :)
SletJeg har ikke rigtig fået læst så meget igen denne sommer som jeg havde regnet med. Men jeg vil helt klart anbefalde the great gatsby som jeg fik læst mens jeg var i Rom
SvarSlet'The Great Gatsby' er virkelig også en enestående bog!
SletLige præcis! Vi vil have vind der rusker i træerne, regn od ruden og nylavet te på tekanden med en bog eller en god film.
SvarSletÅh ja! Det er så hyggeligt, så hjemligt, så rart.
SletSikke mange fantastiske bøger, tsk tsk og du slog mig alligevel med mængden ;D
SvarSletJeg har haft sådan en dejlig sommer fyldt med dejlige dage i solen med en bog i favnen, vidunderlige London, og en masse dejlige oplevelser! :)
Mange skønne bøger, ja! Og mængden er helt overvældende synes jeg - den ene bog tager hurtigt den anden, men det kender du jo alt for godt ;)
SletOg åh, din sommer lyder jo fantastisk!
Jeg planlægger ikke på forhånd, hvilke bøger, jeg vil læse, men jeg har fået læst nogle stykker og ser egentlig også tilbage på sommermånederne med et smil, for jeg har læst mere end jeg har gjort længe - og der har derfor været en helt anden form for afslapning og ro. Jeg håber på at jeg i efteråret kan få læst mindst lige så mange eller flere spændende og forskellige bøger.
SvarSletJeg duer heller ikke til den slags planlægning; jeg vil virkelig gerne, men jeg overholder det alt for sjældent alligevel.
SletOg skønt med et smilende tilbageblik på bøger og sommerglæder :)
Jeg er så vild med din video, min pige. Du fortælle tingene så smukt, og videoen bringer en fantastisk stemning frem.
SvarSletTusind, tusind, tusind tak min pige. Hvor er du dog dejlig.
SletDet her har absolut intet med dit indlæg at gøre, men hvor er du smuk i den video! Din blog bekræfter mig i, at mennesker både kan være smukke, søde OG kloge. Det er næsten helt irriterende! ;)
SvarSletTak for din skønne blog.
Åh. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige! Mange, mange, mange tak.
SletGud hvor jeg dog misunder dig din uomstyrtelige glæde for dit studie! Jeg kan også godt lide mit, bevares - men det virker som om du elsker hver lille del af dit, og jeg må indrømme at der er nogle dele ved mit jeg godt kunne undvære :p
SvarSletJeg elsker vitterligt hver en del af mit studie - men det er måske også fordi, jeg netop har været væk fra det i et år, og derfor har mærket, hvor meget, jeg har savnet det. Det tog lidt tid for mig at falde på plads, men efter 1. semester, var jeg sikker på, det var det, jeg ville.
SletJeg tror forresten snart, jeg får skrevet et studieindlæg, hvis den slags har din interesse :)
Sikke en smuk video! Du griber os om hjertet og ikke kun med dine skrevne ord - det er anden Rikke, når jeg hører din stemme. Stemmer og lyd har jo været min verden på jobbet i mange år. Da jeg havde med litteraturen at gøre, var det altid ældre, der anmeldte bøger, men det er skønt og befriende at høre/læse en ung kvinde anmelde bøger.
SvarSletDet var dog den rareste kommentar. Tusind tak for de søde ord varmende ord; jeg sætter så stor pris på, du kunne lide videoen.
SletVideoen er rigtig god ;)
SvarSletTusind tak!
SletJeg er tosset med den måde du skriver på! Og fortæller på. Du rammer helt rigtigt med beskrivelsen af overgangsfasen. Det uforudsigelige. Tusind tak for en god start på dagen :)
SvarSletHvor er jeg glad for dine søde ord. Tusind tak, jeg er glad for, du kunne lide video/ord kombinationen :)
SletJeg er vild med dine videoer Rikke! Fortsæt endelig med de stemningsfyldte øjebliksbilleder.
SvarSletÅh det er jeg glad for at høre! Jeg nyder også at lave de små videoindblik :)
SletElsker din blog! din måde at skrive på er virkelig helt fantastisk og elsker dine videoer! :)
SvarSlethttp://www.cecilie-bruun.dk
Skøn kommentar! Tusind tak :)
SletSer frem til at høre, hvad du synes om Krig og Fred. Er selv i gang med den - tager laaang tid :-)
SvarSletDet tager virkelig også mig laaang tid. Åh sikke et projekt!
SletJeg har desværre ikke fået læst i denne sommer. Jeg har generelt manglet overskud til mange ting. Jeg fik arbejde i april og jeg har ikke haft sommerferie. Arbejd, arbejd. Men nu er det snart ved at være rigtig efterår og er det tid til at putte med en god bog, en kop te og masser af tæpper og sokker.
SvarSletNå, men jeg er ved at komme tilbage på rette spor. Så jeg skal i gang med at læse igen. Og i gang med alle mulige ting. Og så er jeg også begyndt at blogge igen på en NY blog efter en lang, lang pause og rejse bort fra www.minbilledbog.blogspot.com. Men nu er jeg tilbage. Med billeder og magi. Så hvis du vil, kan du jo kigge forbi. Jeg startede den op i søndags :)
Sikke en sød lille kortfilm, du har lavet. Dine ord er smukke og beskrivende. Jeg ville altså (og det har jeg sagt før) nyde at læse en bog, du havde skrevet. Jeg håber, du skriver en bog, digtsamling eller novellesamling en dag og deler den med mig og andre interesserede. Du har et flot sprog :)
Linket til min nye blog: http://photosoflifeandstuff.blogspot.dk/
Sikke en travl sommer, du må have haft dig! Men arbejde er bestemt også rart, og jeg håber dit efterår bliver lidt mere beroligende for dig så :)
SletHvor er det skønt, du har fået en ny blog. Jeg kom netop til at tænke på din gamle for nylig, og var da også et klik forbi. Jeg ser frem til at følge med på den nye. Dine billeder har altid fascineret mig.
Og tusind tak for dine søde ord! Det betyder meget, når det kommer fra dig.