"Mansfield Park" af Jane Austen

"Mansfield Park" af Jane Austen, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1814).  4/5 stjerner. 

Grundet sine forældres fattigdom sendes Fanny Price til sin tante og onkel for at blive opfostret hos dem på deres statelige gods, Mansfield Park. Fanny vokser op med en tiltagende fornemmelse af isolation og fremmedhed - usynlige mure og sociale rangstier adskiller hendes fra hendes kusiner og fætre.

Hendes eneste trøst i ensomheden er Edmund, hendes evigt opmærksomme og betænksomme fætter. Gennem hele Fannys opvækst er Edmund hendes faste holdepunkt; og de opnår ubrydelige fortrolighedsbånd.

Da Fannys onkel ser sig nødårsaget til at drage til Antigua af forretningsmæssige årsager, introduceres nye personer og en omvendt dagsorden i det sekluderede liv på Mansfield Park. Mary Crawford og hendes bror Henry ankommer i nabolaget, og med sig bringer de glitrende flager af Londons byliv og en udpræget sans for intriger. 

“Her own thoughts and reflections were habitually her best companions.” 

Fra den allerførste side i "Mansfield Park" introduceres og betegnes heltinden, Fanny Price, som en fremmed. Der opstilles tydelige forskelle mellem hende og hendes kusiner, og dagligt udtales talrige påmindelser om hendes lavere stand i familien. Som resultat lister Fanny på tåspidser gennem romanens kapitler, hun kryber langs væggene og trækker sig langsomt ind i sig selv. Hun gør hverken indtryk på sine omgivelser eller sin læser - men eksisterer blot i en stiltiende moralsk boble. Kun i det øjeblik Austen bryder muren mellem tale og tanker, får Fanny en stemme, et formål og en mild grad af genkendelighed.

"Mansfield Park" kritiseres ofte for dens svage hovedperson; men i mine øjne besidder Fanny umådelige ressourcer af indre styrke. Hun er ikke blot en heltinde; hun er et moralsk kompas, og dermed den eneste der er i stand til at navigere rundt i Austens fortælling om bedrageriske maskeradespil, forkerte prioriteringer og midlertidigt blændværk.

De fleste karakterer i "Mansfield Park" lider af selvbedrag; indbildte kærlighedsforestillinger, påtagede idéer om ædle motiver og ignorante fredstilstande. Utroskab, væddeløbsheste, ambitioner og egoisme kommer til udtryk i plottets forløb, og karaktererne straffes og belønnes efter deres færden på moralske stier. Frustrerende scenarier med misforståelser og usagte ord, og en hjælpeløs helt der farer rundt i blinde, og søger beundringsværdige kvaliteter alle de forkerte steder. Fingrene der vender bogens sider, kribler efter at ruske karaktererne og åbne deres øjne.

“It was a gloomy prospect, and all that she could do was to throw a mist over it, and hope when the mist cleared away, she should see something else.”

"Mansfield Park" er den Austen roman, jeg har læst færrest gange. Det er den af Austens seks store romaner, jeg læste som den sidste, og det er den Austen roman, jeg oftest glemmer i mine opremsninger. Bogen har gjort indtryk og dannet tanker - men den blegner så hurtigt i forhold til elegancen i "Pride and Prejudice", den stormfulde kraft i "Persuasion", og selv de snæversynede misforståelser i "Emma". "Mansfield Park" tilskrives ingen passionerede kærlighedsudbrud eller berømte citationer. Dens charme består af mindre iøjenfaldende og blide øjeblikke. Fanny Price er både bogens mest oversete personlighed - og dens mest fundamentale betingelse for forståelse. 

Austen opfattes ofte som en romantisk forfatter - og hendes vittige samfundskritik blandes så omhyggeligt med bredt favnende persongallerier, at den sommetider bliver helt overset. I "Mansfield Park" udebliver enhver genremæssig forvirring dog fuldstændig; bogen er snarere en moralsk roman end en kærlighedshistorie. Naturligvis er der tilsat kunstfærdige krymmeldrys af ulykkelig forelskelse og misforstået kærlighed - men de fungerer snarere som handlingsmæssige sammenbindinger end egentlige romancer. Konklusionen på kærlighedsmotiverne virker mere som en sidenote end en egentligt slutning; forhastet og essentielt ligegyldig for den væsentlige plotlinje. Den romantiske helt fremkalder ingen suk, og ej heller gør den endelige forening. 

Dette er en bog, der bør læses for dens samfundsmæssige klarsyn, dens dybdegående studie af det menneskeskabte tomrum mellem ord og handling, dens evigt varierende og spillevende karaktergalleri og Austens udødelige fortællerstemme som i flydende ordstrømme veksler mellem dryppende ironi og kærlig medfølelse.