"Kongernes kamp" (org. titel "A Clash of Kings"), af George R. R. Martin, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1998). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner.
I virkeligheden afslører Martin bogens handling i dens titel. "Kongernes kamp" er en fortælling om kamp mellem konger, et magtspil om jerntronen og en verden af intriger og forrædderi. Fra alle verdenshjørner rejser der sig nye deltagere i den påbegyndte kamp om tronen.
Lord Eddard Starks søn, Robb, erklærer sig selv Konge af Norden, den afdøde Kong Roberts to brødre kæmper indbyrdes om kronen, Daenerys forsøger at nærme sig Kongshavn i dragekongens fodspor, og Kong Joffrey sidder på jerntronen efter sin fars død. Alle partier er omgivet af krigsplaner, nederlag og sejre - og alle har øjnene på det samme mål.
“"Der er spøgelser overalt," sagde sir Jorah dæmpet. "Vi bringer dem med os, hvor vi end går hen."”
Den første bog i Martins serie, "Kampen om tronen", var en optakt, en advarsel om et truende mørke og nedbrydelsen af den orden, der beskyttede Westeros fra kaos. Magtbalancen befandt sig hele tiden på et vippepunkt mellem håb og fortabelse - hvis blot de rette mennesker gennemskuede de sande omstændigheder på det rette tidspunkt, kunne alt blive reddet. Som læser havde man lyst til at række hånden ud, skubbe Eddard Stark i den rigtige retning, og se alting forløse sig på rette vis. Chancen var så minimal, den knap kunne anes - men den var der dog.
Plotlinjen i "Kongernes kamp" befinder sig derimod langt ude af fredens rækkevidde. Alliancebånd bliver skåret over, familier splittes, krige udkæmpes og Westeros er i oprør. Politik og taktik vejer tungere end loyalitet, og der trædes med varsomme skridt i både syd og nord. Brødre stræber hinanden efter livet, søstre udsender spioner og på et splitsekund vendes barndomsvenner mod hinanden. Martin indarbejder skarpe drejninger i ellers troværdige forhold.
Ligeledes begynder magiske elementer langsomt at udfolde sig i det middelalderlige univers. Dragebrøl og lyden af baskende vinger giver genlyd i østen, hinsides den beskyttende mur i nord rører ubegribelige væsner på sig, og udenfor Kongshavn allierer troldkvinder sig med ildens ustyrlige kræfter. Mystikken har dybe rødder i Martins allerede etablerede mytologi og historie, og sammenbinder på den måde legender og realiteter i det tætvævede univers. Overalt i bogen er stemningen dyster, og vinteren nærmer sig.
Hvor den første bog blev skiftevis fortalt af otte karakterers perspektiv, fortælles "Kongernes kamp" af ni varierende stemmer placeret i vidt forskellige situationer og verdenshjørner. I korte kapitler afbrydes og påbegyndes et hav af fortællinger - nogle med længere taletid end andre. Og igen finder jeg en voksende problematik i Martins eksponering af de forskellige karakterer og det skiftende tempo mellem spænding og stilstand. Der er ingen tvivl om, at nogle plotlinjer trækkes ud og gemmes for ikke at udfolde sig for hurtigt, mens andre uddybes for at igangsætte nye tematikker. Overgangen føles blot så tydelig, så kunstig og så ujævn at den stikker i øjnene. Daenerys bevæger sig i cirkler, og Bran Stark rører sig ikke overhovedet.
I virkeligheden afslører Martin bogens handling i dens titel. "Kongernes kamp" er en fortælling om kamp mellem konger, et magtspil om jerntronen og en verden af intriger og forrædderi. Fra alle verdenshjørner rejser der sig nye deltagere i den påbegyndte kamp om tronen.
Lord Eddard Starks søn, Robb, erklærer sig selv Konge af Norden, den afdøde Kong Roberts to brødre kæmper indbyrdes om kronen, Daenerys forsøger at nærme sig Kongshavn i dragekongens fodspor, og Kong Joffrey sidder på jerntronen efter sin fars død. Alle partier er omgivet af krigsplaner, nederlag og sejre - og alle har øjnene på det samme mål.
“"Der er spøgelser overalt," sagde sir Jorah dæmpet. "Vi bringer dem med os, hvor vi end går hen."”
Den første bog i Martins serie, "Kampen om tronen", var en optakt, en advarsel om et truende mørke og nedbrydelsen af den orden, der beskyttede Westeros fra kaos. Magtbalancen befandt sig hele tiden på et vippepunkt mellem håb og fortabelse - hvis blot de rette mennesker gennemskuede de sande omstændigheder på det rette tidspunkt, kunne alt blive reddet. Som læser havde man lyst til at række hånden ud, skubbe Eddard Stark i den rigtige retning, og se alting forløse sig på rette vis. Chancen var så minimal, den knap kunne anes - men den var der dog.
Plotlinjen i "Kongernes kamp" befinder sig derimod langt ude af fredens rækkevidde. Alliancebånd bliver skåret over, familier splittes, krige udkæmpes og Westeros er i oprør. Politik og taktik vejer tungere end loyalitet, og der trædes med varsomme skridt i både syd og nord. Brødre stræber hinanden efter livet, søstre udsender spioner og på et splitsekund vendes barndomsvenner mod hinanden. Martin indarbejder skarpe drejninger i ellers troværdige forhold.
Ligeledes begynder magiske elementer langsomt at udfolde sig i det middelalderlige univers. Dragebrøl og lyden af baskende vinger giver genlyd i østen, hinsides den beskyttende mur i nord rører ubegribelige væsner på sig, og udenfor Kongshavn allierer troldkvinder sig med ildens ustyrlige kræfter. Mystikken har dybe rødder i Martins allerede etablerede mytologi og historie, og sammenbinder på den måde legender og realiteter i det tætvævede univers. Overalt i bogen er stemningen dyster, og vinteren nærmer sig.
Hvor den første bog blev skiftevis fortalt af otte karakterers perspektiv, fortælles "Kongernes kamp" af ni varierende stemmer placeret i vidt forskellige situationer og verdenshjørner. I korte kapitler afbrydes og påbegyndes et hav af fortællinger - nogle med længere taletid end andre. Og igen finder jeg en voksende problematik i Martins eksponering af de forskellige karakterer og det skiftende tempo mellem spænding og stilstand. Der er ingen tvivl om, at nogle plotlinjer trækkes ud og gemmes for ikke at udfolde sig for hurtigt, mens andre uddybes for at igangsætte nye tematikker. Overgangen føles blot så tydelig, så kunstig og så ujævn at den stikker i øjnene. Daenerys bevæger sig i cirkler, og Bran Stark rører sig ikke overhovedet.
“Jeg må være deres styrke. Jeg må ikke vise frygt, svaghed eller tvivl. Hvor meget jeg end ængstes i mit hjerte, skal de kun se Drogos dronning, når de ser på mit ansigt.”
Måske er det i virkelighed min tålmodighed, der fejler. Martin har skabt et så komplet landskab med en vidtrækkende baggrunden, at han indimellem stopper op, og dvæler ved detaljerne. Hvor dette uden tvivl er med til at virkeliggøre universet, er det samtidig også hæmmende for min læsning. Måske vil alle de små brudstykker af tilfældigt benævnte familiemedlemmer, omhyggeligt beskrevne områder og massive baggrundshistorier samle sig til et helhedsbillede senere i den ambitiøse serie, men ofte føles de blot som forledende afveje i en, i forvejen, omfattende historie.
Hvad der bærer denne bog - og hele serien - for mig er uden tvivl personudviklingen. I en verden af sort og hvid opstår grå nuancer og modstridende tilhørsforhold. Tyrions politiske klarsyn, uheldige fremtoning og komplicerede familieforhold gør ham til en skinnende karakter med en særlig genkendelig stemme. Jeg blev manipuleret af hans vindende personlighed, og ønskede oprigtigt at se ham sejre; på trods af, at hans krig udkæmpes på den forkerte side. Denne udspekulerede leg med læserens sympati filtrer kampene yderligere sammen, og spreder adskillige interessekonflikter gennem bøgernes løb. Der er et væld af karakterer, hvis motiver man ikke bifalder, men hvis personlighed man sympatiserer med - og omvendt. Bogen er en mærkelig blanding af politik og almen menneskelighed.
Mange lovpriser Martin for hans iskolde hensynsløshed overfor hans karakterer. Jeg er derimod af en anden mening - for mig skaber de mange drab gennemsigtige huller og en halvhjertet udførelse. Sommetider føles det som om, overraskelseselementet kun udnyttes for overraskelsens skyld, og jeg er efterladt med spørgsmålstegn om, hvorfor karakterer skulle introduceres for blot at blive udslettet.
Mine følelser over for "Kongernes kamp" er ligeså modstridende og splittede, som de var overfor dens forgænger - og hele den tilhørende genre, generelt. Jeg kan hverken fremvise en jublende begejstring eller en skarp kritik. Tværtimod hviler jeg på et blødt mellempunkt. Jeg nærer ægte beundring for det velskabte fantasy-univers samt en endeløs frustration overfor fortællerformens uligevægt.
Måske er det i virkelighed min tålmodighed, der fejler. Martin har skabt et så komplet landskab med en vidtrækkende baggrunden, at han indimellem stopper op, og dvæler ved detaljerne. Hvor dette uden tvivl er med til at virkeliggøre universet, er det samtidig også hæmmende for min læsning. Måske vil alle de små brudstykker af tilfældigt benævnte familiemedlemmer, omhyggeligt beskrevne områder og massive baggrundshistorier samle sig til et helhedsbillede senere i den ambitiøse serie, men ofte føles de blot som forledende afveje i en, i forvejen, omfattende historie.
Hvad der bærer denne bog - og hele serien - for mig er uden tvivl personudviklingen. I en verden af sort og hvid opstår grå nuancer og modstridende tilhørsforhold. Tyrions politiske klarsyn, uheldige fremtoning og komplicerede familieforhold gør ham til en skinnende karakter med en særlig genkendelig stemme. Jeg blev manipuleret af hans vindende personlighed, og ønskede oprigtigt at se ham sejre; på trods af, at hans krig udkæmpes på den forkerte side. Denne udspekulerede leg med læserens sympati filtrer kampene yderligere sammen, og spreder adskillige interessekonflikter gennem bøgernes løb. Der er et væld af karakterer, hvis motiver man ikke bifalder, men hvis personlighed man sympatiserer med - og omvendt. Bogen er en mærkelig blanding af politik og almen menneskelighed.
Mange lovpriser Martin for hans iskolde hensynsløshed overfor hans karakterer. Jeg er derimod af en anden mening - for mig skaber de mange drab gennemsigtige huller og en halvhjertet udførelse. Sommetider føles det som om, overraskelseselementet kun udnyttes for overraskelsens skyld, og jeg er efterladt med spørgsmålstegn om, hvorfor karakterer skulle introduceres for blot at blive udslettet.
Mine følelser over for "Kongernes kamp" er ligeså modstridende og splittede, som de var overfor dens forgænger - og hele den tilhørende genre, generelt. Jeg kan hverken fremvise en jublende begejstring eller en skarp kritik. Tværtimod hviler jeg på et blødt mellempunkt. Jeg nærer ægte beundring for det velskabte fantasy-univers samt en endeløs frustration overfor fortællerformens uligevægt.
Kongernes kamp er helt klart også den bog i serien jeg synes fungerer dårligst. Det er bare sådan en mellembog hvor der ikke rigtig sker så meget, men der opbygges en masse som så virkelig også kommer til at ske i 3'eren. ;0)
SvarSletFor mig er det også lidt hårdt at komme igennem de kapitler med karakterer som jeg mindst kan lide, men sådan bliver det vidst desværre ved med at være.
Men helt klart en genial serie.
Den er nemlig meget opbyggende - men jeg har hørt, 3'eren skulle være langt bedre. Så det håber jeg også på, jeg vil synes :)
SletOg ja. Det er frustrerende at nogle karakterer er så spændende, mens andre er så intetsigende. Men sådan er det ofte med multiplot-genren for mit vedkommende.
Det er nok ikke en bog, jeg kunne finde på at læse, men spændende at læse, hvad du skriver. Lidt mere jordnære bøger om middelalderen som Ken Folletts 'Jordens søjler' og 'Uendelige verden' er nok mere mig :)
SvarSletAh, ja. Ken Follett kan også være meget interessant- og jeg er heller ikke altid helt afklaret med de overnaturlige elementer i bøger som denne.
SletJeg har jo (oh ve oh skræk!) slet ikke læst noget af Martins episke serie endnu.. Jeg synes serien er GENIAL, men har så mange efter sigende episke fortællinger på læselisten, at jeg endnu ikke er blevet lokket... Mest er det nu fordi jeg vægrer mig mod at starte inden serien er færdigskrevet - specielt når han nu var knap 500 år om at skrive 5'eren...
SvarSletHvis du en dag tænker "jeg giver lige det der super-episke fantasy en chance hos en anden forfatter", så sig lige til, ik? :) Så roder jeg lidt i gemmerne, og ser om ikke jeg kan finde én, der kan det hele :) (Store, farlige ord!)
Ej!!! Havde lige skrevet en virkelig interessant og MEGET lang kommentar, som nu er slettet!! :(
SvarSletAltså, jeg skrev (naturligvis meget mere velformuleret og smukt), at jeg godt kender det med Martin, elsker TV-serien, men ikke er så vild med bøgerne (de er gode, bare ikke SÅ gode - blasfemi, I know!), og at hvis du en dag tænkte, at sådan en episk super-fætter skulle have et andet forsøg, så skulle du sige til, så roder jeg i gemmerne, og prøver at finde én, der kan det hele ;)
Jeg gravede din kommentar frem fra gemmerne (yay!).
SletJeg er glad for, jeg ikke er den eneste, der er ikke er helt fortabt i Martins univers. Jeg kan dog meget godt lide tv-serien.
Generelt har jeg det lidt anstrengt med de episke fantasy-sagaer, men hvis det en dag skulle komme over mig, vil jeg straks henvende mig til dig! ;)
Der er mange ting, jeg elsker ved serien - blandt andet personudviklingen og det, at historien på en del punkter er uforudsigelig (som f.eks. at flere hovedpersoner dør - indtil nu har forfatteren ikke dræbt mine yndlings, og så er det jo lidt lettere at tilgive ;-)).
SvarSletJeg har det helt fint med, at det ikke er alle, der er lige så begejstret for serien som jeg, så jeg synes altså ikke, at du skal undskylde, at du ikke er så vild med den :-)
Personudviklingen er virkelig fantastisk, ja. Det er noget af de fineste ved bøgerne. Jeg bryder mig ikke så meget om person-slagtningen - og jeg bærer særligt nag over (spoiler!) Eddard Starks død. Æv.
SletDen lyder super god :D
SvarSletDen har bestemt også sine øjeblikke :)
SletPersonligt er jeg super vild med bøgerne. Jeg har, som du, også kun fået færdiggjort de to første romaner i serien (godt nok på engelsk) - og jeg er solgt! Jeg elsker, at man følger personerne på den måde man gør; man kommer helt ind under huden på alle karaktererne og får derfor en dybere forståelse for deres handlinger, der til tider kan virker både uretfærdige og uforståelige.
SvarSletJeg glæder mig som et lille barn til at påbegynde den næste i rækken, selvom jeg ved, at jeg må vente en kende endnu: Jeg har en hel bunke af romaner til mit studie (engelsk), så må (/vil) hellere vente til jeg har mulighed for at begrave mig i Martin's univers på bedste vis.
Heldigvis, er det jo en smagssag, og det er ganske ærgerligt at de ikke falder i din, men det må man erkende en gang i mellem - selvom det kan være hårdt. Jeg har haft samme oplevelse med andre klassikere, hvor jeg næsten har følt mig nødsaget til at kunne lide dem.
Hvor er det dog skønt, du er så fortabt i Martins univers. Jeg ved jo, der er mange, der elsker disse bøger - og jeg er en anelse misundelig, for jeg vil virkelig også gerne kunne elske dem betingelsesløst.
SletMen ja. Sommetider er det bare ikke 'meant to be'. Og det er lidt en skam.
Jeg hørte denne som lydbog og blev aldrig rigtig fanget af den. Der var dog enkelte karakterer jeg virkelig holdt af og som havde min fulde opmærksomhed. Og jeg må give dig ret: det er personudviklingen, der bærer bogen!
SvarSletJeg besluttede at stoppe efter den første bog, og kastede mig i stedet over tv-serien som jeg er helt vild med - den er virkelig flot! For mig passer historien bedre til det medie.
Der er også karakterer jeg elsker - men der er virkelig også nogle, jeg ikke bryder mig om at høre om. Og det er netop dét, der gør det så svært. Bogens styrke varierer uendeligt meget, fra kapitel til kapitel.
SletJeg elsker faktisk også tv-serien. Den er så fantastisk.
Jeg sad lige og tænkte på hvorfor du ikke læser dem på org. sprog da du jo plejer, at sige at du hellere vil læse på det originale sprog når du kan? :)
SvarSletÅh ja, det vil jeg skam også helst! Men disse bøger har jeg fået i en gave på min e-læser, og jeg må nok indrømme, jeg er for nærig til at købe dem på ny på engelsk, når jeg nu har dem liggende på dansk :)
SletTak tak for din kommentar til mit cyklist indlæg :-) Jeg kan virkelig bliver så ARRIG over de der cyklister der tror at man absolut skal cykle på fortorvet. Det er bare ikke i orden.
SvarSletJeg har lige set på listen over bloggere den 5. oktober at vi skal hilse på hinanden, det glæder jeg mig til :-)
Det er det virkelig ikke -dybt frustrerende!
SletJeg glæder mig også til at hilse på dig! Det bliver hyggeligt! :)
Super spændende og velbegrundede betragtninger om ”Kongernes kamp”. Og så er det jo interessant at møde en læser, der ikke falder helt fladt på en vis legemsdel for den gode hr. Martin. Selv hører jeg til de, der er lidt mere positivt indstillede over for bogen – også selvom den langt fra er lige så god som bind tre, som du også selv er inde på. Men sådan er det med bøgerne i den serie. Nogle af dem fortaber sig i for mange detaljer, eller bremser nogle af delhistorierne på en uhensigtsmæssig måde for at give plads for andre. Bare vent til bind fire og fem. Du negler sådan set problemerne ret præcist, synes jeg. Og derefter er det jo så blot et spørgsmål om vores små idiosynkrasier som læsere. Og her er jeg måske lidt mere til fals for den eskapistiske læseoplevelse, der trods alt er tale om, idet Martin er så dygtig en håndværker, at selv hans (for hovedplottet) mindre væsentlige passager, kan tryllebinde mig og få mig til at glemme, at jeg læser.
SvarSletDer er dog én ting, jeg er ret uenig med dig i. Det er heller ikke sikkert, at vi bliver enige om det, men det betyder jo ikke, at det bliver mindre interessant at samtale om af den grund. Det drejer sig om den ofte uventede og brutale nedslagtning af hovedkarakterer. For mig er det et virkelig forfriskende element, idet en af de helt store problemer for fortællinger, der virkelig vil noget med suspense i mine højne ofte er, at vi stort set altid er relativt sikre på, at hovedpersonerne enten overlever eller først dør til sidst i en eller anden heroisk aktion. For mig giver den konstante uvished om, hvem der mon dør lige om lidt, et meget stort ekstra spændingselement. Derudover elsker jeg det faktum, at det bryder med stort set al kutyme i vores vestlige fortælletradition på den måde at aflive karakterer i tide og utide – lidt som når Hitchcock (SPOILER ALERT) slår den formodede hovedperson ihjel tyve minutter inde i ”Psycho”. Det giver mig simpelthen et kick at blive gjort opmærksom på min forforståelse af, hvad der forstås ved ”en god historie”, når han bryder mønsteret på den måde. På en måde kommer Martins fantasy måske også lidt tættere på en realistisk litteraturtradition på den måde? Nej, det gør den nok alligevel ikke, for fokus ligger jo alligevel meget på plottet, selvom nogle af karaktererne må lade livet. Det var en strøtanke. Bare glem den …
Nå, men det bliver jo også en halvlang kommentar denne her, så jeg må hellere stoppe , men tak for en interessant anmeldelse :)