"Krig og fred" af Lev Tolstoj, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2004 (org. udgivet i 1869). Læst på dansk - orginalsproget er russisk. 3/5 stjerner.
Tolstojs svimlende værk, "Krig og fred", udspiller sig under Napoleonskrigene i 1805-1812. Med et historisk baggrundstæppe af vigtige datoer og store begivenheder følger man fem aristokratiske russiske familier, og forbindelserne, der skabes mellem dem. Giftemål, utroskab, venskaber og nag breder sig gennem de russiske saloner i uigennemskuelige mønstre.
Ligesom familierne involveres med hinanden, involveres de også i krigen; sønner drager afsted, ægtemænd dør og godser må forlades. Tolstoj gengiver historiske scener og blander dem med fiktive karakter - og påviser ultimativt den forskel et enkelt menneskesind kan udgøre.
“Selvom historiens hav på overfladen syntes roligt, var menneskeheden ligesom tiden uophørligt i bevægelse. Forbindelser mellem forskellige menneskegrupper dannedes og opløstes, nye årsager blev forberedt til staters opståen og forsvinden, til folkeslags forskydninger.”
Da jeg færdiggjorde "Krig og fred" efter en hel måneds løbende læseri, stirrede jeg et øjeblik tomt ud i luften. Det virkede stort på en eller anden snørklet og sær måde. At færdiglæse Tolstojs omfattende mesterværk, føltes som en bedrift og som en læsemæssig milepæl. At fjerne mit krøllede bogmærke var noget helt særligt og enormt sjældent.
Jeg havde længe planlagt at læse "Krig og fred", længe skulet til den og overvejet den. Sådan tror jeg, det er for de fleste - jeg tvivler på, det er en af den slags bøger, man tager op i et øjebliks impuls uden et bagvedliggende motiv. Tværtimod. Bogens ry overstiger næsten dens navn, og vil nok for evigt være associeret med en smule ærefrygt og intimidering. Også for mit vedkommende.
"Krig og fred" er en kompliceret bog om komplicerede emner - Tolstojs karakterer hvirvler frem fra familier med umuligt lange navne og titler, de vandrer rundt i romanen i hobetal, og kan knap nok skilles fra hinanden. Nogle bliver elskere, andre bliver fjender og nogle forhold omvendes fuldstændig. At færdes i Tolstojs fyldte balsale under de glitrende lysekroner kræver et uhyrligt overblik. Det er nemt at fare vild mellem de brusende skørter, håbefulde blikke og galante buk.
Når scenariet flytter sig til slagmarken, svinder overblikket yderligere ind; historiske og egentlige personer - soldater, oberster og Napoleon selv væves ind mellem de fiktive karakterer, og virkelighed sammenfiltres således med fiktion. Egentlige datoer, kendte navne og store slag eksisterer side om side med Fyrst Andrejs kærlighedslængsel og Pierres søgen efter sandhed. Hvor noget af bogens forløb fungerer som en historieoptegnelse, fungerer en anden del som spændingsdrys.
Sommetider er det som om, Tolstoj fortaber sig i historiske omstændigheder og skubber fiktionen til side. Store redegørelser for tabte slage, spekulationer om hvorvidt Napoleons forkølelse påvirkede hans krigsførelse og et virvar af krigstaktikker virkede sommetider som overdrevet fyld i en bog om identitetsskabelse, kærlighed, liv og død. I hvert fald for mig, hvis hjerte blødede for karaktererne og deres livsførelse.
Tolstojs svimlende værk, "Krig og fred", udspiller sig under Napoleonskrigene i 1805-1812. Med et historisk baggrundstæppe af vigtige datoer og store begivenheder følger man fem aristokratiske russiske familier, og forbindelserne, der skabes mellem dem. Giftemål, utroskab, venskaber og nag breder sig gennem de russiske saloner i uigennemskuelige mønstre.
Ligesom familierne involveres med hinanden, involveres de også i krigen; sønner drager afsted, ægtemænd dør og godser må forlades. Tolstoj gengiver historiske scener og blander dem med fiktive karakter - og påviser ultimativt den forskel et enkelt menneskesind kan udgøre.
“Selvom historiens hav på overfladen syntes roligt, var menneskeheden ligesom tiden uophørligt i bevægelse. Forbindelser mellem forskellige menneskegrupper dannedes og opløstes, nye årsager blev forberedt til staters opståen og forsvinden, til folkeslags forskydninger.”
Da jeg færdiggjorde "Krig og fred" efter en hel måneds løbende læseri, stirrede jeg et øjeblik tomt ud i luften. Det virkede stort på en eller anden snørklet og sær måde. At færdiglæse Tolstojs omfattende mesterværk, føltes som en bedrift og som en læsemæssig milepæl. At fjerne mit krøllede bogmærke var noget helt særligt og enormt sjældent.
Jeg havde længe planlagt at læse "Krig og fred", længe skulet til den og overvejet den. Sådan tror jeg, det er for de fleste - jeg tvivler på, det er en af den slags bøger, man tager op i et øjebliks impuls uden et bagvedliggende motiv. Tværtimod. Bogens ry overstiger næsten dens navn, og vil nok for evigt være associeret med en smule ærefrygt og intimidering. Også for mit vedkommende.
"Krig og fred" er en kompliceret bog om komplicerede emner - Tolstojs karakterer hvirvler frem fra familier med umuligt lange navne og titler, de vandrer rundt i romanen i hobetal, og kan knap nok skilles fra hinanden. Nogle bliver elskere, andre bliver fjender og nogle forhold omvendes fuldstændig. At færdes i Tolstojs fyldte balsale under de glitrende lysekroner kræver et uhyrligt overblik. Det er nemt at fare vild mellem de brusende skørter, håbefulde blikke og galante buk.
Når scenariet flytter sig til slagmarken, svinder overblikket yderligere ind; historiske og egentlige personer - soldater, oberster og Napoleon selv væves ind mellem de fiktive karakterer, og virkelighed sammenfiltres således med fiktion. Egentlige datoer, kendte navne og store slag eksisterer side om side med Fyrst Andrejs kærlighedslængsel og Pierres søgen efter sandhed. Hvor noget af bogens forløb fungerer som en historieoptegnelse, fungerer en anden del som spændingsdrys.
Sommetider er det som om, Tolstoj fortaber sig i historiske omstændigheder og skubber fiktionen til side. Store redegørelser for tabte slage, spekulationer om hvorvidt Napoleons forkølelse påvirkede hans krigsførelse og et virvar af krigstaktikker virkede sommetider som overdrevet fyld i en bog om identitetsskabelse, kærlighed, liv og død. I hvert fald for mig, hvis hjerte blødede for karaktererne og deres livsførelse.
“Hun så sig tilbage. I nogle sekunder stirrede de hinanden tavst ind i øjnene, og det fjerne og umulige kom pludselig nær, blev muligt og uundgåeligt...”
"Krig og fred" danner en skarp kontrast til "Anna Karenina", hvis maleriske og metaforiske sprog flød mellem siderne. Da jeg læste "Krig og fred" snublede jeg ikke over overjordiske citationer eller smukke fraser - tværtimod blev historien fortalt i et enkelt, koncist og simplistisk sprog. Korte sætninger i korte kapitler gør bogen overraskende nem at læse, ord for ord. Udfordringen befinder sig nemlig ikke i sproget selv - snarere i forståelsen og overblikket af det omfattende handlingsforløb.
At læse "Krig og fred" er som at se en film, der konstant navigerer mellem afstandstagende landskabsbilleder og helt nærgående close-ups af ekstravagante personligheder. På et nanosekund ændres perspektivet og efterlader læseren helt åndeløs, svimmel og rundtosset.
Jeg nød de indsigtsfulde glimt af russiske familier og overklassesliv; den forvirrede og rodløse Pierre, den kyniske Fyrst Andrej, den håbefulde Natasja og den ulykkelige Sonja. Jeg blev efterladt målløs af karakternes død, uventede skæbner, forførelser og fejltagelser. Det var altid i zoom-funktionen, bogens billede stod klarest og smukkest for mig - imens det overordnede fugleperspektiv sløredes for mit blik.
Jeg er en læser af fiktion, en beundrer af litterære opfindelser og illusioner. Jeg kan lide at blive narret, at blive overrasket og at blive grebet - men Tolstojs vision går langt længere end blot dét. Han søger at blende realisme med fantasi, historie med fiktion - at lave en dybdegående undersøgelse af det enkelte individs indflydelse på historieskrivningen. "Krig og fred" er et ambitiøst og vigtigt forsøg på forståelse af måden, hvorpå historie dannes, skrives og fortælles - samtidig med det er et stillestående samtidsbillede af aristokratiet i 1800tallets Rusland. Romanen rækker udenfor fiktionens grænser - og jeg beundrer oprigtigt dens store armbevægelser. Problemet er blot, at jeg ikke nærer den dybe interesseret i historiemæssige omstændigheder og datidens politiske ideologier, som bogen krævede af mig. Min koncentration og tålmodighed slap en smule op, og jeg må ærligt indrømme, jeg til sidst blot skimmede igennem de deskriptive krigsscener.
Som jeg tidligere nævnte, er dette ikke en bog, man blot tilfældigt samler op. Der skal være en motivation, en drivkraft bag. Min var stædighed. "Krig og fred" har længe været mit litterære Mount Everest - og nu er det besteget. Og følelsen jeg er blevet efterladt med er en overrumplende fornemmelse af at have været vidne til noget stort. Noget vigtigt. Noget der var værd at kæmpe for.
"Krig og fred" danner en skarp kontrast til "Anna Karenina", hvis maleriske og metaforiske sprog flød mellem siderne. Da jeg læste "Krig og fred" snublede jeg ikke over overjordiske citationer eller smukke fraser - tværtimod blev historien fortalt i et enkelt, koncist og simplistisk sprog. Korte sætninger i korte kapitler gør bogen overraskende nem at læse, ord for ord. Udfordringen befinder sig nemlig ikke i sproget selv - snarere i forståelsen og overblikket af det omfattende handlingsforløb.
At læse "Krig og fred" er som at se en film, der konstant navigerer mellem afstandstagende landskabsbilleder og helt nærgående close-ups af ekstravagante personligheder. På et nanosekund ændres perspektivet og efterlader læseren helt åndeløs, svimmel og rundtosset.
Jeg nød de indsigtsfulde glimt af russiske familier og overklassesliv; den forvirrede og rodløse Pierre, den kyniske Fyrst Andrej, den håbefulde Natasja og den ulykkelige Sonja. Jeg blev efterladt målløs af karakternes død, uventede skæbner, forførelser og fejltagelser. Det var altid i zoom-funktionen, bogens billede stod klarest og smukkest for mig - imens det overordnede fugleperspektiv sløredes for mit blik.
Jeg er en læser af fiktion, en beundrer af litterære opfindelser og illusioner. Jeg kan lide at blive narret, at blive overrasket og at blive grebet - men Tolstojs vision går langt længere end blot dét. Han søger at blende realisme med fantasi, historie med fiktion - at lave en dybdegående undersøgelse af det enkelte individs indflydelse på historieskrivningen. "Krig og fred" er et ambitiøst og vigtigt forsøg på forståelse af måden, hvorpå historie dannes, skrives og fortælles - samtidig med det er et stillestående samtidsbillede af aristokratiet i 1800tallets Rusland. Romanen rækker udenfor fiktionens grænser - og jeg beundrer oprigtigt dens store armbevægelser. Problemet er blot, at jeg ikke nærer den dybe interesseret i historiemæssige omstændigheder og datidens politiske ideologier, som bogen krævede af mig. Min koncentration og tålmodighed slap en smule op, og jeg må ærligt indrømme, jeg til sidst blot skimmede igennem de deskriptive krigsscener.
Som jeg tidligere nævnte, er dette ikke en bog, man blot tilfældigt samler op. Der skal være en motivation, en drivkraft bag. Min var stædighed. "Krig og fred" har længe været mit litterære Mount Everest - og nu er det besteget. Og følelsen jeg er blevet efterladt med er en overrumplende fornemmelse af at have været vidne til noget stort. Noget vigtigt. Noget der var værd at kæmpe for.
“Kærlighed? Hvad er kærlighed? tænkte han. - Kærlighed hindrer døden. Kærlighed er liv. Alt, alt, hvad jeg forstår, forstår jeg kun, fordi jeg elsker. Alt er forbundet med den alene. Kærligheden er Gud, og at dø vil sige, at en lille del af kærligheden vender tilbage til den fælles og evige kilde.”
Stædighed er en udmærket motivationsfaktor - også mht. bøger :-D
SvarSletJeg tror, du har ganske ret i, at det er de færreste, der går i gang med den bog ved et tilfælde. Alene længden på bogen vil skræmme de fleste, inklusiv mig selv, for det føles meget forpligtende at gå i gang med et så digert værk. Jeg håber, jeg selv får taget mig sammen til at læse den en dag, men lige nu frister den ikke.
Mvh. Den lille Bogblog
Det er det nemlig! Stædighed er en god ting ;)
SletOg vi er helt enige. Det er et voldsomt omfattende projekt - på både godt og ondt. Og det bør planlægges, før det kan realiseres.
Det er bestemt en roman, der skræmmer - og som uden tvivl er mere kendt af navn end af gavn. Den er åbenbart den 17. længste roman i historien - så der er altså højere bjerge. Men jeg må indrømme, at jeg nok ikke får den læst.
SvarSletDet samme gælder jo for Proust - når man som jeg bor i et fransktalende land, er det jo per excellence den mest berygtede roman. Men faktum er, at ingen har læst den. Den er for frygtindgydende for almindelige dødelige ;-)
Nille
Den 17. længste? Det var dog overvældende! Har du en liste over verdenshistoriens længste romaner? Det kunne egentligt være meget interessant at granske.
SletDet er sjovt, du nævner Proust. Faktisk skal jeg læse første del af hans omfattende værk i forbindelse med mit studie. Det er heller aldrig noget, jeg ville samle op af mig selv - man har brug for motivation til den slags!
Jeg tror, at det var på fransk Wikipedia, jeg fandt den - men der er flere kalkulationsmetoder; men de fleste regner vist i ord. På den engelske Wikipedia er den nemlig nummer 16: http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_longest_novels
SletJeg tror, at det er fint bare at læse dele af Proust - men han skrev den jo også i sin seng, så den har åbenbart også gjort ham selv lidt udmattet :-)
Ja, okay. Tusind tak for link, det er da enormt interessant at sidde og granske.
SletÅh, den Proust altså. Jeg er ligeså stille gået i gang med ham, og han skriver virkelig snørklet og rodet. Men også fint. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes - men alle bindene får jeg nok aldrig læst! Puha.
Jeg ved ikke om jeg nogensinde får den læst. Jeg vil virkelig gerne læse den, men pga. længden så er den langt nede på min læseliste og flere bøger bliver ved med at ryge ind før den. Alligevel kom den nu lige lidt længere op efter at have læst din anmeldelse. :0)
SvarSletJeg forstår dig kun alt for godt. Længden er overvældende - og det skræmte også mig i lang tid. Men hvis du tager dig tiden til den, er den faktisk slet ikke så voldsom, som man kunne frygte :)
SletJeg er dybt imponeret over at du kom gennem Tolstojs "Krig og fred" - det er nemlig en milepæl indenfor den litterære læsning, og hold da op for en milepæl. Wauw. Du skide sej, Rikke!
SvarSletTusind tak! :D
SletOg ja. Det er virkelig en milepæl - og det føles voldsomt. Men når man først er igang flyder siderne nu alligevel forbi.
Det forstår jeg godt! Det er en enestående og helt fantastisk uddannelse for enhver bogelsker.
SvarSletOg ja, fremmedsprog på B-niveau er et krav. En af mine veninder tog et tysk-kursus et par måneder over sommeren, for at komme ind. Så det kan sagtens læses hurtigt op, hvis man vil :)
Tænk, at du allerede er blevet færdig med den! Jeg kæmper stadig - og tror jeg bliver færdig i denne uge! Så vil jeg vende tilbage hertil og læse din anmeldelse - bryder mig ikke om at læse andres anmeldelser før jeg har skrevet min egen ;-)
SvarSletAllerede? Phew, jeg synes, det tog lang tid! En hel måned! Åh, suk.
SletJeg glæder mig til at se din anmeldelse! :)