"Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" (Miss Peregrine #1) af Ransom Riggs

"Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" af Ransom Riggs, fra forlaget Quirk Books, udgivet i 2011. 3/5 stjerner. 

Ransom Riggs' debutroman blander både tekst, billeder og forskellige genrer sammen i en kryptisk kombination. Den fortæller en sælsom historie om frygt, forelskelse, tidsparadokser og monstre. Grænsen mellem virkelighed og mareridt bliver papirstynd og sløret i Riggs' hænder.
Bogen handler om en sekstenårig jeg-fortæller ved navn Jacob, som bliver efterladt med mysterier og spørgsmålstegn efter hans bedstefars død. En rodet samling af uigennemskuelige fotografier, sender Jacob på en rejse til en næsten forladt ø, og et børnehjem der engang lå der. Efterhånden som Jacob trækkes dybere og dybere ind i hans bedstefars mysterier, blandes fortid med nutid og fornuft med fantasi. Børnehjemmet Jacob udforsker huserede nemlig ikke almindelige børn; snarere overjordiske skabninger med forunderlige evner. Evner der går ud over Jacobs mest højtflyvende dagdrømme. 

“Stars, too, were time travelers. How many of those ancient points of light were the last echoes of suns now dead? How many had been born but their light not yet come this far? If all the suns but ours collapsed tonight, how many lifetimes would it take us to realize we were alone? I had always known the sky was full of mysteries—but not until now had I realized how full of them the earth was.” 

Det var kun på grund af billederne. De sort/hvide omrids af sælsomme børneansigter i forvrængede situationer. Den genfærdslignende atmosfære af mystik, fortid og absurditet. Balancekanten mellem troværdighed og manipulation. Billederne dragede mig ind, de lokkede mig med deres vage hentydninger, og jeg vidste, jeg var nødt til at læse og eje bogen. Ikke på kun grund af dens bogstaver - men på grund af dens billeder.
Lige siden jeg læste "Extremely Loud and Incredibly Close" har jeg været dybt fascineret af interaktionen mellem billeder og ord; jeg elsker måden hvorpå, de kan afløse hinanden, understrege pointer og skabe stemninger. Jeg elsker kombinationen af to så vidt forskellige udtryksformer, og jeg elsker, hvor fint de komplimenterer hinanden, når de bliver brugt rigtigt. Da jeg læste "Opfindelsen af Hugo Cabret", var jeg tabt for evigt i en helt ny verden af sammenhængende blyantstreger og sætningskonstruktioner. 
Betingelsen for en yndefuld kombination af ord og billeder, ligger i deres sammenhæng. En usynlig lim skal gøre rækkefølgen logisk; billedet skal integreres i teksten for ikke at føles som et uvelkomment fremmedlegeme. Ordene skal inddrage billedet; billedet skal understøtte ordene. Og det er desværre netop denne betingelse, "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" mangler. Selvom fotografierne har stor magt og de skriftlige formuleringer vibrerer med stemning, arbejder de to elementer ikke sammen. Med akavede introduktioner, såsom 'jeg fandt en stak billeder, her er de', smuldrer meningen en anelse. Efter sigende skulle Riggs have fundet fotografierne, før han skabte plottet - og det skinner tydeligt igennem. Til tider virker det nærmest som om, historien er blevet udstrukket, vredet og drejet, for at kunne introducere så mange billeder, som overhovedet muligt. Ordene ofres nådesløst til fordel for fotografierne.
Historien er indpakket og markedsført som en kriblende skræmmehistorie med gyserlignende elementer. Bogens bagside snakker om mørke hemmeligheder, tragiske skæbner og farlige kræfter. En dyster stemning er drysset over prologen, som var så elskelig og velformuleret, at mit hjerte ville briste. De første kapitler var fyldt med bange anelser og et desperat mørke. Jeg forelskede mig fuldstændig i fortællingens start - og endte skuffet over dens udfald.

“We cling to our fairy tales until the price for believing in them becomes too high.”

Det var som om, bogen bevægede sig i forskellige retninger og af forskellige veje. Den startede ud som et jagende mysterie, udviklede sig til en fantasyfortælling og endte med typiske Young Adult kærlighedstoner. Jeg blev forvirret over udviklingen, og anede ikke hvordan jeg skulle forholde mig til den - og jeg kan endnu ikke udregne, præcist hvad det var meningen, jeg skulle føle. De første 100 sider fyldte mig med gåsehud - de sidste 250 fremkaldte ikke den mindste uro. Den opbyggede spænding faldt til jorden, og transformerede sig om til noget helt andet.
Det sælsomme børnehjem indeholder alverdens menneskeskæbner og frygt. De mange børn myldrer ind mellem hinanden, deres evner og navne skaber både forundring og forvirring. Hovedpersonen, Jacob, er en veldefineret karakter med modstridende følelser og en belastende bagage. Jeg nød at forsvinde i hans sind, og særdeles hans forhold til hans bedstefar, Abraham, interesserede mig. I virkeligheden tørstede jeg nok efter flere informationer, dybere karakterisering af Abraham og hans barndomstraumer - hans liv forekom mig både tragisk og heroisk.
Kærlighedselementet er bogens største problematik, og genstand for min inderligste irritation. Der er en bizar følelse af gentagelse i dets udfoldelse, og det faktum at Jacob overser den obskure historie, der binder hans beundring sammen, efterlod mig med en følelse af utroværdighed.
Riggs skriver som en drøm, og så mange sætninger er værd at citere og fremhæve. Vidunderlige refleksioner om drømme, mål, forestillinger og fantasier fremspringer overalt i teksten. Med et simpelt og næsten lyrisk sprog, flyder fortællingen blidt frem, som var den vævet af drømme. På trods af min ambivalens overfor plottet selv, nød jeg at fordybe mig i ordenes skønhed og visdom.
Jeg stiller ingen spørgsmålstegn ved bogens potentiale eller billedernes lokkende effekt; det er blot i den halvhjertede sammenfletning, mine problemer opstår. Bogen skriger på sammenhæng, på struktur, på præcision og på en genremæssig bestemmelse. Overflødige billeder proppes tilfældigt ind mellem siderne, plottet ledes af mærkelige afveje og opslugende plothuller lurer bag kapiteloverskrifterne. Og dog er konceptet så lovende, starten så fin, og sproget så fuldstændig betagende. Riggs debutroman er præget af forvirring og skønhedsfejl, og en tiltrækningskraft så stærk at jeg slet ikke kunne modstå at vende dens sider. Jeg havde blot troet, dens magi var af en anden art, end det jeg egentligt fik.