"Chocolat" af Joanne Harries

"Chocolat" af Joanne Harris, fra forlaget Black Swan, udgivet i 1999. 4/5 stjerner. 

"Chocolat" opnåede berømmelse, da den blev filmatiseret med Johnny Depps ansigt på filmplakaten. Det er en af de bøger, alle har hørt om og har fået anbefalet - og det er en af de bøger, der er værd at opleve på bog frem for på film.
Historien udspiller sig i en fransk landsby ved navn Lansquenet. Vivianne Rocher ankommer med sin datter i hånden, og en formende drøm i sindet. Med store armbevægelser og et ukueligt mod, åbner hun en sand delikatesse-himmel i form af en overdådig chokoladebutik.
Altimens forarges landsbyens præst, fader Reynaud, over hendes timing. Påsken og den traditionelle faste-periode nærmer sig, og han betragter hendes butik som en direkte trussel og en moralsk afgrund. Langsomt splittes landsbyen i to, og en krig udkæmpes mellem velsmagende chokoladetrøfler og højlydte kirkeklokker.

“I sell dreams, small comforts, sweet harmless temptations to bring down a multitude of saints crashing among the hazels and nougatines.”

At læse "Chocolat" er en overvældende oplevelse. Harris har et svimlende forbrug af tillægsord, og får derved læseren til at leve i historien for en kort tid. Skrivestilen flyder elegant afsted, og hvert ord er så umuligt håndgribeligt, at det nærmest føles muligt at række hånden ud, og røre den glatte overflade af smeltet chokolade. Fra den første side er "Chocolat" er en eksplosion af sanseindtryk.
Bogen er bygget op omkring skiftende kapitler fortalt fra chokoladesælgeren Viviannes perspektiv, og kapitler fortalt fra hendes sande nemesis, Fader Reynauds', synsvinkel. Historien skifter derved konstant tone; fra fornøjelse og forretning til strikse formaninger og synd. Vivianne og Reynaud er kontraster - både i forhold til levevis og ideologier, men også i forhold til deres sindelag. De står overfor hinanden som lys og mørke.
Normalt er fortællerskift altid en problematisk affære for mig. Jeg ender altid med at foretrække en fortæller overfor den anden, og konsekvent springe de kapitler over, der ikke involverer den mest inddragende plotlinje. Min læsemæssige tålmodighed har altid været tyndslidt på netop dét punkt. Men ikke i "Chocolat". Jeg nød derimod de bratte skift mellem Viviannes kærtegnende stemme og Fader Reynaulds strenge benægtelse. Muligheder for at sammenligne og spekulere over karakterernes interaktion og gensidige påvirkning blomstrede op på hver en side og hvert et kapitelskift.
I virkeligheden ville jeg aldrig have udregnet Fader Reynauld uden et kig ind i hans indre; jeg ville have affærdiget ham som en bitter præst, og ikke skænket hans magtesløshed og ædende frygt en eneste tanke. Selvom Vivianne altid var den mest inddragende og farverige, kunne hun ikke have båret bogen alene. Man lægger ikke mærke til solen, hvis den ikke kaster skygger. 
Det franske landsbysamfund i Lansquenet er fyldt til bristepunktet med skæve eksistenser og ekstreme karikaturer. Retskafne kvinder, eftergivende bedstemødre med søde tænder, voldelige ægtemænd, omrejsende sigøjnere og undertrykte børn. Harris maler et så fuldendt og varieret scenarie, og lader landsbyen komme til live i dets hviskende samtaler og spirerende kærlighedsbånd. Landsbystemningen blæser omkring i romanen som vinden; den er overalt.  

“I could do with a bit more excess. From now on I'm going to be immoderate--and volatile--I shall enjoy loud music and lurid poetry. I shall be rampant.”

Nogle dele af bogen føltes næsten som et eventyr. Underliggende magter af mirakler og mystik ankommer samtidig med Vivianne, og siver forsigtigt ind mellem dørsprækkerne i landsbyens huse. De magiske elementer er undertonede fornemmelser, svage hints, som Viviannes narrativ forsøger at bagatellisere. Men realismen er ikke helt realistisk; den er fyldt med magi skjult overalt i Lansquenets hverdagsliv, og gør som konsekvens alting en tand elskeligere.
Vivianne er bogens hjerte, og i sin lille chokoladebutik strør hun om sig med kreativitet, glæde og venskab. Hovedkonflikten befinder sig i fader Reynaulds skarpe modholdning, og udkæmpes i en symbolistisk kamp mellem luksuriøs chokolade og streng faste. Harris opstiller adskillige modsætningspar mellem de to præsenterede livssyn; farve overfor mørke, livsglæde overfor strenghed, venlighed og omsorg overfor omdømme og rygte, kærlighed og venskab overfor manipulation og kontrol. Virkeligheden er dog knap så sort/hvid som den males, og fader Reynauld er ingen skurk - blot et menneske med en modstridende ideologi.
Bogens afsluttende ord var bittersøde og uundgåelige. Som smagen af den mørkeste chokolade, forblev de på min tunge og i mine tanker i et langt øjeblik. Jeg havde måske forventet en slutning magen til filmens finpudsede Hollywood-sløjfe, i stedet for den tvetydighed, jeg egentligt fik. Det kom bag på mig - men set i bakspejlet, burde det ikke have. Harris lader hele sin bog feje omkring i flyvske drømmerier, og slutningen er blot endnu et eksempel på et flyvsk sind og en skiftende vind.
"Chocolat" er ikke stor litteratur - den er derimod først og fremmest en sanseleg; en kildrende, prikkende og uimodståelig smag, duft og fornemmelse. Et malerisk syn og en hviskende lyd. Harris' styrke ligger i sammenvævningen af beskrivende ord og i smeltepunktet mellem realisme og magi. Bogen er atmosfærisk, og den er levende. Den vibrerer og ånder med gader, du kan betræde, mennesker du kan møde, og chokolade du kan smage. Læs den hvis du er i humør til noget let og noget lækkert. Læs den med åbne vinduer, lyden af en blæsende efterårsvind og med en skål af din yndlingschokolade. Læs den på en af disse smukke efterårseftermiddage, og smag på hvert eneste ord.