Ord der er værd at leve efter;

Forfatterfascination er et sjældent fænomen i min verden. Jeg kan forgude hele forfatterskaber uden at ane en eneste ting om selve forfatteren. I en lykkelig ignorans forestillede jeg mig i årevis, at L. M. Montgomery var en mand, og Evelyn Waugh en kvinde. Jeg bygger billeder og forestillinger af forfattere, ligesom jeg gør af deres fiktive karakterer. Jeg foretrækker at betragte dem på afstand, som mytiske skabninger med magi i deres hænder - og jeg undlader derfor at google dem.

Der findes dog undtagelser. Jane Austen, Charles Dickens og Tove Jansson er forfattere, jeg har læst om og forsøgt at sammenstykke hele livsbilleder af, i årevis. Der er bestemt skribenter hvis liv fascinerer mig i ligeså høj grad som deres værker - og nu er Neil Gaiman også en af dem.

Jeg er sunket så hurtigt og så dybt ind i Neil Gaimans verden. Hans ord drager mig i hvilken som helst form. "The Ocean at the End of the Lane" er en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst, men jeg nyder også at læse Gaimans små tweets og se lange interviews med ham på Youtube. Alt hvad der involverer ham, ender med at involvere min opmærksomhed.

I 2012 holdte Neil Gaiman en tale for dimitterede studerende på University of Arts i Philadelphia. "Make Good Art", kaldte han den, og den blev en øjeblikkelig succes. Som en slags viral virus spredte den sig fra YouTube til alverdens computere med en flyvende hast, som kun internettet kan bibringe. For en måned siden så jeg den for første gang. Og jeg blev så uendeligt inspireret.

Talen handler om kunst, om fejltagelser, om et utrøsteligt økonomisk klima og den indre skaberglæde, der får folk til at skrive, male, tegne, danse og spille musik. Den handler om at famle i blinde og om at stole på sig selv. Om at finde sin egen stemme i et kor af monotone melodier.
Sommetider kan andre formå at formulere kludrede tanker så spejlklart. Og sommetider kan man finde en personlig åbenbaring gennem en andens ord. Sådan har jeg det med "Make Good Art". Neil Gaiman formulerer så smukt, hvordan det eneste der gør ens kunstværker specielle ultimativt er en selv. Det eneste man har, som andre ikke har, er ens egne tanker, idéer og baggrund. Og det er dét, man skal stole på i en verden af folk, der kæmper for at nå frem.
Ordene kan overføres til meget her i verden; også blogging. Men på et højere kreativt plan, minder det mig om, hvorfor det er så vigtigt at gribe pennen, når man selv har noget at tilføje. Noget at sige. Der er ingen, der ser verden, præcis som du gør, og derfor har vi alle muligheden for at skabe noget unikt. Alt det kræver er blot at åbne øjnene op.

Hele "Make Good Art" talen kan ses i ovenstående videoklip, eller lige her. Talen kan også købes i (lille) bogform her, hvis du som jeg holder af at have tingene på skrift også.