"Kongedatteren Leonora Christina" (Leonora Christina #1) af Herta J. Enevoldsen

"Kongedatteren Leonora Christina" af Herta J. Enevoldsen, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1979). 3/5 stjerner. 

"Kongedatteren Leonora Christina" følger en lille piges opvækst i 1600tallets royale kredse. Som barn af Christian d. 4. og Kirsten Munck, befandt Leonora Christina sig mellem titler og distinktion; hun var kongedatter, men ikke prinsesse.

I denne fortælling tegner Herta J. Enevoldsen et rørende portræt af en konge og hans yndlingsdatter, deres nære forhold og datterens gradvise overgang fra lille pige til ung kvinde. Christian d. 4., arrangerede et fordelagtigt ægteskab mellem Leonora Christina og adelsmanden Corfitz Ulfeldt, og Enevoldsen skaber lette forestillinger om barnlig romantik mellem dem. Fortællingen tager dog en mørk drejning, da kronprinsen, Leonora Christinas halvbror, og hans kone sender skulende blikke til det populære par, altimens Corfitz Ulfeldt bliver mere og mere utilregnelig.

“Han ville gøre sit yderste for, at hans yndlingsdatter Leonora Christina skulle gå en lykkelig skæbne i møde. Ville bekæmpe enhver fjende, der vovede at krumme et hår på hendes hoved - og bede forsynet skænke hende mange glæder og få sorger.”

Herta J. Enevoldsen skrev tre bøger om Leonora Christina - de stod sirligt på ræd og rakke på skolebibliotekets hylder, og jeg blev ved og ved med at genlåne dem og genlæse dem. Tilsammen med Marie Antoinette tror jeg, Leonora Christina var min største historiske fascination nogensinde. Jeg skrev et væld af skoleprojekter og opgaver om hende, og blev ved og ved med at sukke efter en tidsalder, der var længe forbi. Den voldsomme beretning fortalt i Enevoldsens farverige sprog, sad ganske enkelt fast i mig.

I årevis var bøgerne umulige at finde, umulige at købe; men nu er de genudgivet med overdådige forsider og revideret indhold. De tre bøger om Leonora Christina er blevet sammenspundet til blot to bøger, og jeg har været en anelse bekymret for mulige huller og mangler i historien. Heldigvis har det ikke umiddelbart været tilfældet.

Det er efterhånden mange år siden, jeg sad med bogen om Leonora Christina i hånden, og selvom jeg udmærket huskede de overordnede træk i den skæbnesvangre beretning, viste genlæsningen mig de mange detaljer, jeg havde glemt. Intrigerne og optakten til den lurende katastrofe, var blevet svage for mig. Men Enevoldsens fortælling mindede mig atter om, hvordan datidens royale skikkelser færdedes mellem hinanden, udvekslede sigende blikke, skabte fjender og uddelte kærlighed.

Og det er netop dér, bøgernes sande værdi fremstår. Selvom Enevoldsen tager parti, romantiserer, dramatiserer og til dels foretager en selektiv udeladelse af kendsgerningerne, formår hun at male levende stemningsbilleder af forbipasserede tidsaldre og personligheder. Historien gennemgår en forvandling og bliver til fiktion; en fjerlet, forståelig og simplificeret gennemgang af konger, prinsesser, stat og samfund.  

 “Du ved da, at enhver er sin egen lykkes smed. Og du og jeg, kæreste... vi vil sammen smede en lykke, der er stærkere end alt andet: Stærkere end hele jordens fyrværkeri - alle Blåtårns ugler - og alle onde varsler tilsammen.”

Jeg nød at atter åbne bogen og træde ind i mit barndomsdrømmerige. Enevoldsen balancerer så fint mellem indgående beskrivelser af baller, etikette, juveler og kjoler, følelsesmæssigt gætteri af kærlighed, lykke og uro, og historisk korrekte øjeblikke og vendepunkter. Hun tilsætter akkurat så meget krydderi til historien, som en 11-årig pige behøver for at bevare interessen - og som en 23-årig behøver for at kunne fyldes med nostalgi.
Desværre synes jeg særligt, denne bogs første del halter en anelse; Leonora Christinas opvækst og hverdagsdramaer bliver trukket i langdrag, Enevoldsen dvæler ved sin tunge understregning af Kong Christian d. 4.'s favorisering af hans såkaldte yndlingsdatter, og som konsekvens bliver Leonora Christina næsten reduceret til en Askepot-lignende figur overfor hendes søskende og omverden.
Naturligvis tilføjer den eventyrslignende opbygning en fortryllelse til den velkendte kongehistorie, og en blændende prinsessedrøm vil tage form i den yngre læsers sind under læsningen. Jeg ville blot ønske, jeg atter kunne læse historien på samme måde, som jeg gjorde, da jeg var 11, og færdedes blandt skolebibliotekets reoler. For bøger som disse taber lidt af deres tryllestøv med tiden - hvor kærligt gensynet med dem end må være. Jeg er splittet mellem nostalgi og fortrydelse; måske bør nogle bøger ikke genlæses, og måske er det umuligt at lade være. Jeg aner det ikke.