"Professoren" af Charlotte Brontë

"Professoren" (org. titel "The Professor") af Charlotte Brontë, fra Hernovs forlag, udgivet i 1975 (org. udgivet i 1857). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner. 

"Professoren" er Brontës første roman, og den blev udgivet som hendes sidste. Efter talrige afslag fra talrige forlag, blev den efterladt i en aflåst skuffe, og først fundet frem igen da  Charlotte Brontës navn blev indhyllet i dødens berømmelse.
Bogens historie bliver fortalt ud fra en mandlig jeg-person ved navn William Crimsworth. Plotlinjen følger Williams kamp mod hans aristokratiske og hykleriske familie, hans følelseskolde bror, og endelig Williams afrejse til Belgien, hvor han forsøger sig som underviser og professor i engelsk.
Williams dybe moralfølelse og brændende ønske om at klare sig selvstændigt hjælper ham med at navigere rundt i en verden af bedrag og skruppelløshed. 

“Belgien. Jeg gentager ordet, nu hvor jeg sidder alene hen under midnat. Det kalder på min fortids verden som en opfordring til at genopstå. Gravene åbner sig, de døde står op, jeg ser tanker, følelser og minder, der sov, stige op fra jorden - de fleste af dem med glorie.”

"Professoren" var Charlotte Brontës første og spæde forsøg på romanskrivning; det tøvende og forsigtige skridt langs en forgyldt forfattervej, og en del af det grundlæggende fundament for verdenslitteraturens mesterværk, "Jane Eyre". Det er med skælvende ærefrygt og dyb fascination, jeg via Brontës første romanforsøg forsøger at fange glimt og danne indtryk af en så stor forfatterindes grænsesøgende og legesyge skrivestil og historieopbygning.

"Professoren" er bestemt et imponerende førstegangsmøde med romangenren; men det er ikke en særligt storslået eller vidunderlig læseoplevelse. Brontë flirter nådesløst med de største viktorianske faldgruber, og fortaber sig til tider i et overstrømmende og unødvendigt malerisk sprog. Plottets udvikling er ikke-eksisterende i bogens første halvdel, og karakterer introduceres og dvæles ved uden anden gavn end at male skarpe modsætningsbilleder mellem William Crimsworth og hans omgivelser. Spinkle detaljer forvrides til uhyrlige proportioner, for derefter at svinde blidt ud af billedet og aldrig blive nævnt igen.

Bogen gemmer dog også på tilslørede glimt af de enkelte brudstykker, der senere samledes til at danne "Jane Eyre" og særligt "Villette". Brontës samfundskritik er hård og bidende, og hun lader sin hovedperson stædigt arbejde sig op ad samfundets sociale rangstige uden anmodninger om hjælp eller støtte. De mest sympatiske karakterer i bogen vandrer rundt i venneløse og trøstesløse omgivelser, men bliver ved et moraliserende trylleslag belønnet for deres kvaler. 

“Jeg elskede den bevægelse, hvormed hun betroede sin hånd til min. Jeg elskede hende, som hun stod der, uden midler og forældreløs, uden charme for en sensualist, men for mig en skat - mit bedste objekt for sympati på jorden, der tænkte de samme tanker som jeg, følte det samme som jeg, mit ideal af et skrin, hvori jeg kunne forsegle mit forråd af kærlighed, en personifikation af forsigtighed og fremsyn, af flid og udholdenhed, af selvfornægtelse og selvkontrol.”

Eftersom en stor del af "Professoren" beskæftiger sig med undervisningstimer i engelsk, indarbejder Brontë et væld af klassiske romaner og bevingede ord,  litterære allusioner fylder romanen og giver ekko gennem dens sider. Brontë eksaminerer tydeligt, hvad det vil sige at være englænder i udlandet - og tilflytter i England. Motiver af fremmedliggørelse og tilhørsfornemmelse væves ind i karakterernes skæbner og handlinger.

"Professoren" er en historie, der kun tilbyder ét synspunkt og én stemme. Læseren er begrænset til William Crimsworths nedskrevne beretning - og sommetider overtager en snigende fornemmelse af udeblivende omstændigheder og upålidelige gengivelser. William besidder en personlighed, der er begrænset af hans egen moral, og hans fordømmende blik tenderer sommetider til det usympatiske og en særpræget form for irriterende korrekthed.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om historien ville være formet anderledes, hvis den blev fortalt fra den kvindelige heltindeskikkelse og kærlighedsobjekt, Frances Evans Henris, synspunkt. Med hende former Brontë et feministisk og ubøjeligt fornuftsvæsen, der ikke vil lade sig underkaste en (velmenende) mands omsorg - men som derimod søger at stå oprejst på egne ben. 

Da jeg lukkede "Professoren", var det ikke med samme sitrende og gnistrende fornemmelse, der plejer at hjemsøge min krop og mit sind efter endt læsning af Brontës romaner. Ingen spøgelser af afsluttende overraskelsesmomenter dansede omkring mig, og ingen tøven af indviklet historieudvikling overtog mit indre. Jeg trak blot på skuldrene, fremdrog et suk, og rakte ud efter den næste bog på bogreolens tæt proppede hylder.
"Professoren" er både på godt og ondt en debutroman; for de der søger storslået litteratur og mindeværdige stunder, har den kun en spinkel form for underholdning at tilbyde. Men den indeholder også den særlige sødme, der opstår, når en debuterende skribent eksperimenter og afprøver de elementer, der senere vil udgøre et helt forfatterskab. Hvis man gransker bogstavernes ubehjælpsomme kombinationer og synker helt ned i tomrummet mellem linjerne, er det muligt at læse forhistorien til, hvad der senere ville blive, et dybt aftryk i litteraturhistorien.