Tema-tirsdag #28: Eventyr og Disneymagi

Det øjeblik det lyserøde drømmeslot tonede ind på skærmen til den velkendte eventyrsmelodi, blev jeg helt stille. Overtaget af forventningens glæde og kildrende fornemmelser i fingerspidserne ventede jeg tålmodigt. For jeg vidste, at det lyserøde slot betød, at noget helt særligt skulle til at begynde. Noget storslået. Noget smukt og magisk. De svungne bogstaver som jeg knap nok kunne læse, stod for mine øjne som det mest fuldkomne kvalitetsstempel i verden.

Vi sled filmene op. De elskede VHS-bånd udspruttedde hakkende og hvinende lyde, når vi pressede afspil-knappen i bund og kravlede op i sofaen. Vi måtte finde os i afbrydelser og flimmer, grynede billeder og overspillede reklamer. Og vi var fuldstændig ligeglade, når vi sad der med øjne så store som tekopper, og sugede ethvert korn af Klokkeblomsts tryllestøv til os.

På den måde lærte jeg Peter Pan at kende, før jeg overhovedet anede, hvem J. M. Barrie var. Jeg kunne opridse plottet i "101 Dalmatinere" uden nogensinde at have åbnet bogen. Jeg blev introduceret til Charles Perraults eventyr om Askepot, Rudyard Kiplings fortælling om junglebarnet Mowgli og P. L. Travers beretning om den svævende barnepige, Mary Poppins. Uden at ane det blev jeg fortalt brudstykker af Hamlet, græsk mytologi og Sherlock Holmes - og jeg ænsede det ikke, før flere år var passeret, og jeg sad med næsen begravet i analyser om Shakespeare og hans forestilling af livscyklussen.

Ofte hører jeg kritiske kommentarer om Disneyficeringen af kendte fortællinger og eventyr; kritikken går på, at de oversimplificerer, romantiserer og Hollywood-finpudser skæve fortællinger til korrekte stereotyper. Og det gør de skam også i høj grad - men de formår også at viderebringe fortidens fortællinger til nutidens børn. Og nogle af de børn vil blive efterladt med motivationen til at finde ud af noget mere, læse de originale fortællinger, og opdage de bagvedliggende bøger og eventyr. 

Jeg er dybt betaget af Disneys levende fantasivrimmel, og jeg har altid været det. Jeg har lykkeligt samlet filmene, og ser dem til stadighed. Særligt de ældre film har min opmærksomhed; og jeg forundres gang på gang over, hvordan blyantstreger er blevet omdannet til bevægelse, liv og film. Jeg kan ikke begribe overgangen fra skitse til lærred, og når jeg kommer i tanke om, at hver enkelt lille bevægelse og ansigtsudtryk er resultatet af nøje planlægning og omhyggelige fingerfærdigheder, kan jeg blive helt målløs.

Af samme grund køber jeg indimellem bøger om den fascinerende proces, og læser adskillige sider om idéudvikling, storyboards og tegnestudier. Jeg har et blødt punkt for alt, hvad der er påtrykt Disney-logoet, og særligt bøgerne fanger min opmærksomhed. Disney-verdenen er et fortryllende sted, og jeg nyder hver en mulighed for at befinde mig i den.

Jeg voksede op med Jumbo-bøger, Anders Ands bogklub, talrige besøg i Disneyland, Peter Plys bamser, Ariel-Barbiedukker, eventyr og Disneyfilm. Jeg skabte min egen verden af fantasi og dagdrømme, og ofte sneg et Disney-scenarie sig ind i mine forestillinger. For mig er en Disneyfilm den komplette inkarnation af barndom - og måske også en stor del, af den jeg er, og det jeg læser. I hvert fald var det en vigtig ingrediens i min endelige kærlighed til finurlige og svimlende eventyrsfærde, helteskikkelser og børnelitteratur.

Er I også vokset op i en lykkelig Disney-døs? Og er I også stadig betaget af Disneys univers? Hvordan forholder I jer til Disneys fortolkninger af eventyr og beretninger - betragter i dem som utroværdige genfortællinger eller inspirerende fantasi-elementer?

Tror I også, at Disneys blanding af eventyr og børnelitteratur kan inspirere og motivere læsning? Og tror I, det også har påvirket jeres egen læselyst?