Jeg har altid haft let til tårer. Jeg har altid været enormt følsom. Da jeg var lille, brugte jeg flere uger på at sørge over nødvendigheden af at spise en sød chokolade-påskehare. Jeg kunne simpelthen ikke bære det. Jeg så aldrig Oliver & Co. fordi, jeg ikke kunne tåle filmens begyndelse, hvor hjemløse katte blev efterladt i en papkasse ude i regnen. Hver gang jeg ville se Askepot, spolede min mor forbi den scene, hvor stedsøstrene rev Askepots omhyggeligt muse-syede balkjole i stumper og stykker - for min mor vidste, at en smuk iturevet kjole ville frembringe tårer i mine øjenkroge.
I dag græder jeg ikke længere over spisningen af påskechokoladen eller den famøse Askepot-scene - men jeg blinker ofte en tåre væk under en rørende reklame, en kærlighedsfilm eller personlige øjeblikke af glæde, vrede og sorg. Og selvfølgelig også under læsningen af en bog, jeg har levet i for en stund.
Det første minde jeg har om en bog, der knuste mit hjerte er naturligvis Harry Potter. Jeg græd min vej gennem bog 4, bog 5, bog 6 - og hver en side af bog 7. Rowling formåede at lokke mig så dybt ind i hendes magiske trolddomsverden, at jeg delte hver en følelse med Harry. Det var næsten som om, bøgerne udøvede samme virkning på mig, som Voldemorts dagbog gjorde på Ginny. Mit hjerte blev stjålet, og jeg fik det aldrig helt tilbage.
Mange år senere, da jeg læste efter BBC's liste: "Top 100 reads", tvang jeg mig selv til at læse "Middlemarch" af George Eliot. Jeg skrev den på min pensumliste på studiet, så jeg var sikker på at få den læst. Og jeg bevægede mig i sneglefart gennem den; det var nærmest som om, det høje sidetal foran mine øjne hele tiden fordobledes. Pludselig nåede jeg dog et vendepunkt, efter at have taget tre uger om bogens første halvdel, fortærede jeg den sidste halvdel på en enkel dag. Da jeg nåede til den sidste side, brød jeg sammen og græd. Ikke fordi slutningen var sørgelig eller tårefremkaldende - men fordi jeg så brændende ønskede at læse videre, at læse mere. Eliot formåede at række indover min skepsis og nagle mig fast med hendes ord.
De bøger der gør dybest indtryk på mig, er oftest dem, der bærer små runde mærker af tårespor på deres sider. Min yndlingsbog, "Persuasion" af Jane Austen, har revet mig i stykker og samlet mig sammen igen et utal af gange. Jeg bryder sammen gang på gang; og jeg kan alligevel slet ikke holde mig fra at genlæse den - om og om og om igen.
En lang række af bøger kan nævnes og fremhæves. Jeg græder, hver gang jeg læser "Peter Plys" - fordi jeg bliver så rørt over Milnes barndomskontakt. "Me Before You" af Jojo Moyes narrede mig i vinters, og frembragte et vandfald af tårer. "The Fault in Our Stars" af John Green efterlod mig trøstesløs, ligeså gjorde "Hjem" af Julie Kibler, "Noughts and Crosses" af Malorie Blackman, "The Mill on the Floss" af George Eliot, og dele af Ian McEwans "Antonement".
Nogle bøger fremkalder stærke reaktioner og dybe følelser. De trækker deres læser så dybt ind i deres univers, at man helt glemmer, man sidder i et tog og alle kan høre ens grin, se ens tårer og undre sig over ens irriterede udbrud. Man forlader realverdenen til ære for fiktionens univers - og alle ens omgivelser sløres og reduceres til baggrundsstøj.
Jeg tror, at de bedste bøger, er dem der får os til at føle. Til at tænke. Og dem der får os til at leve mellem kapitlerne for en stund. Jeg tror, at sand kunst er det, der kan overføre følelser fra papiret til vores indre. Det der kan omdanne udtryk til indtryk, oplevelse til indlevelse.
Jeg elsker virkelig at få fingrene i en af de bøger, der kan chokere, overraske og overvælde.I sig selv er det jo en enestående tanke, at sortprintede ord på hvidt papir kan påvirke en så meget - men som selveste Dumbledore så fint formulerer det: “Words are, in my not-so-humble opinion, our most inexhaustible source of magic.”
Er jeg den eneste der bliver rørstrømsk i selskab med en god bog? Hvilke bøger har fremkaldt tårespor og afdæmpet gråd hos jer? Og er det også ofte de bøger, I betegner som jeres favoritter?
Er jeg den eneste der bliver rørstrømsk i selskab med en god bog? Hvilke bøger har fremkaldt tårespor og afdæmpet gråd hos jer? Og er det også ofte de bøger, I betegner som jeres favoritter?
Jeg bliver absolut også rørstrømsk i selskab med gode bøger. Jeg græder meget sjældent over film (Harry Potter, Les Mis... kuldegysninger - sure. Tårer? Nope), men bøger? Oh yeah! Og bøger der får mig til at græde er meget ofte blandt mine yndlingsbøger SÅLÆNGE at forfatteren forstår at ende på en god måde... det behøver ikke være en lykkelig slutning, men der skal være mening med galskaben. Tragedier bare for tragediens skyld gør mig mere irriteret end ked.
SvarSletNogle af mine bedste tudebøger er "Rilla of Ingleside" af L.M. Montgomery (hvis du ikke allerede har læst hele Anne fra Grønnebakke serien så skynd dig fluks over til Project Gutenberg! ;) ), "The Yada-Yada Prayer Group" af Neta Jackson, og "The Other Side of Dawn" af John Marsden ("Tomorrow When the War Began" er en fantastisk god serie!) Jeg skal altid advare min mand når jeg sætter mig for at genlæse en af dem, så han ikke bliver bekymret når tårene pludselig løber ned af kinderne på mig. For ja, de bliver genlæst - og ofte!
Jeg græder både over film og bøger (og reklamer og musik). Jeg kan slet ikke lade være. Det er så tragikomisk!
SletOg jeg forstår godt din pointe - der skal være en mening med det, ellers føles det næsten som følelsesmæssig afpresning. Jeg hader, at læse bøger hvor tårerne nærmest er oplagte. Det virker lidt kunstigt på en måde.
Og åh - L. M. Montgomery. Den kvinde kan virkelig skrive. Jeg har tudet så meget over Emily-bøgerne også. Anne rørte mig desværre aldrig så dybt.
Arhmen altså.. jeg er så rørstrømsk! Så det er næsten umuligt for mig, at sige hvilke bøger der har fået mig til dét. Selv dårlige bøger kan få mig til at knibe en tåre, hvis der sker et eller andet der er uretfærdigt eller sørgerligt - men jeg kan stadig godt synes bogen var virkelig dårlig på trods af det.
SvarSletMen af gode bøger der har fået mig til, at græde er jeg 100% ombord på Me Before You (virkelig dårlig idé at sidde og læse den i stuen med resten af familien omkring mig, mens jeg bare sidder og stor-hyler..) og The Fault In Our Stars (den var skyld i virkelig mange tåre, på stranden i Italien i sommers..)
Du er ikke den eneste! Og sommetider kan halvfesne film og bøger også få mig til at græde - men det er nu sjældent, og så tænker jeg altid over, der må have været noget, hvis den kunne fremkalde en sådan effekt.
SletDe to er virkelig også uundgåelige tårefremkaldere! Åh, jeg har stadig traumer!
Jeg har virkelig også let til tårer og har altid haft det. Til dit spørgsmål, så nej, det er ikke altid favorit-bøgerne som bringer tårer frem. Det troede jeg, indtil igår. Jeg er igang med Hjem af Julie Kibler, og jeg har faktisk ikke brudt mig specielt meget om den under læsningen. Er ved at nå slutningen og igår da jeg sad og læste befandt jeg mig pludselig i et stadie med tårerne trillende ned af kinderne..... Det var mærkeligt! Udover denne 'oplevelse', kan jeg kun huske at have grædt over bøger, som siden er blevet kategoriseret som favoritbøger...
SvarSletHvor sjovt. Med 'Hjem' er virkelig også rørende. Det føles nærmest som om, den tvinger ens tårer frem.
SletHvor er det dog et smukt blog indlæg. Hver eneste sætning sidder jeg og nikker og kan genkende følelsen i mig selv. Jeg har også altid været let til tåre, især Bambi var nådeløs som barn. Men som du skriver så er det i virkeligheden også de bedste bøger, dem der flår os i stykker og healer os igen. Måske beholder et stykke af vores hjerte eller måske efterlader os mere hel end vi begyndte. Det er der virkelig magi i.
SvarSletTusind tak!
SletOg ja. Nogle bøger stjæler lidt af ens hjerte. De bliver siddende, og det er så fantastisk.
Jeg har virkelig også let til tårer. Både når det gælder film og bøger. Den sidste bog der fik mig til at græde, var The Hungergames.. jeg kunne slet ikke stoppe igen.
SvarSletHarry Potter har jeg også grædt meget over.
Når en bog kan gøre det ved en, så er den virkelig speciel og rigtig godt skrevet :)
Jeg er helt enig! Og Harry Potter er simpelthen så tårefremkaldende og så fantastisk på så mange punkter.
SletMine yndlingsbøger er altid bøger, hvor jeg er blevet tryllebundet af historien, i en så voldsom grad at jeg griner, græder og smiler sammen med hovedpersonen. Me before you knuste mit hjerte og jeg hulkede mig vej gennem de sidste sider, nærmest utrøsteligt.
SvarSletJeg er helt enig med dig. En så høj grad af indlevelse siger noget om bogens livagtighed.
SletDu er godt nok ikke den eneste! Skete næsten hver eneste gang da jeg var mindre, med "Mads og Mikkel". Den dag idag, får jeg gåsehud, og tårene er næsten på vej ud af øjenkrogen, når jeg ser den nuværende reklame for "knæk cancer", hvor en korthåret Sofie Gråbøll, vender sig om. Puha! :')
SvarSlet"Mads og Mikkel" er virkelig bare en sand tåreperser.
SletDet er lidt pudsigt, for da jeg var lille, græd jeg ALDRIG, når det kom til film eller bøger. Ikke engang Løvernes Konge kunne få en tåre frem. Og nu? Jeg tuder til ALT. Nogen gange er det pinligt, andre gange okay. Men jeg må indrømme, at jeg er glad for, at jeg ofte sidder alene, når det sker, for nogle gange er det ikke bare en enkelt tåre.
SvarSletJeg mindes, at jeg tudbrølede til "A Walk to Remember" af Nicholas Sparks, på trods af jeg havde set filmen og kendte slutningen. Derudover kan i hvert fald nævnes "Vandrende Sjæle" af Stephenie Meyer og "Odd Thomas" af Dean Koontz. Men mange er der i hvert fald!
Har selv 3 bøger med Jojo Moyes stående i reolen, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med dem alle.
Det er sjovt med den form for ændringer. Måske bliver man virkelig mere rørstrømsk med alderen!
SletNicholas Sparks er virkelig også en klassiker for mange, når det kommer til tårer! Filmatiseringerne af hans bøger virker altid for mig - men ikke så meget bøgerne selv, faktisk. Mærkeligt nok.
Og hvor skønt, du snart skal i gang med Jojo Moyes. Hun har virkelig rørt mig dybt. Læs bøgerne og nyd dem - men husk lommetørklæderne!
Harry Potter har også fået en del tårer frem hos mig. Da jeg læste bogen om Steve Irwin: "Steve and me", var jeg også dybt ulykkelig og jeg kan stadig ikke tåle at se interviews med hans datter. Jeg sagde også til min mor, inden hun skulle læse den, at den altså virkelig var sørgelig. Hun mente, at hun sagtens ville kunne klare det, men hun måtte også overgive sig til sidst og fælde et par tårer :)
SvarSletHarry Potter er en klassiker på det punkt; man lever sig så meget ind i bogen og personerne, at det er umuligt at give slip.
SletOg gud hvor tankevækkende!
Jeg er ikke specielt rørstrømsk, men jeg har fået lettere til tårer gennem de sidste 5-10 år. Den første bog, jeg kan huske fik mig til at græde, da jeg var barn, var Kaskelotternes Sang. Jeg overvejer, om jeg skal læse den igen på et tidspunkt for at se, om den vil påvirke mig på samme måde i dag.
SvarSletAf nyere læseoplevelser har både The Hunger Games, Stadig Alice, Assassin's Apprentice samt En flænge i himlen fået tårerne frem, men skal man være sikker på at få mig til at blive rørstrømsk, skal man bare sætte en Pixar-film på. Flere af de film har virkelig ramt mig i hjertet - især de første 10 minutter af Up, som er næsten umulige at se uden at blive rørt.
Mvh.
Den lille Bogblog
'Stadig Alice' er på min læse-liste, og når den har rørt dig så dybt, tror jeg snart, jeg må få den læst. Den virker jo fantastisk. 'En flænge i himlen' er en uundgåelig tåreperser! Åh, den rev mit hjerte helt itu.
SletHvad angår 'Up' er du bestemt ikke den eneste. Jeg kan vitterligt ikke tåle dens intro. Så smuk, og helt uden ord.
Jeg holder virkelig meget af at græde til en god bog :-) Hehe. Og dén bog, der får mig til at lukke op for tårerkanalerne, betragter jeg som en god en af slagsen.
SvarSletDet er godt nok oftest hos mig, at det er film, der får tårerne frem (de eksempler er der tonsvis af), men har i nyere tid også grædt til et par bøger. Bl.a. fik The Perks of Being a Wallflower og Jane Eyre mig altså til at knibe en tårer eller to. Okay indrømmet, ved Jane Eyre var det nok nærmere tårerfloder ned ad kinderne ;-) Men det gør altså også en bog lidt mere gribende, og det elsker jeg.
Vi er helt enige på det punkt!
SletPerks frembragte virkelig også mine tårer; og Jane Eyre er så fantastisk, at jeg godt forstå din tåreflod. Det er så smukt, når bøger kan røre en sådan.
Førhen ville jeg ikke græde over bøger eller film for den slags skyld. Det er komme efter jeg har fået barn.
SvarSletDe bøger jeg græder over er ikke nødvendigvis mine yndling. Rowling for mig altid til at græde selv hendes nyeste. Men jeg græd ikke da jeg læste hunger games men den satte en helt masse i gang i hovedet istedet for.
Sjovt med den omvendning. Men nogle ting kommer vel også efterhånden som livet forandrer sig.
SletJeg græder heller ikke over alle mine yndlingsbøger - men de der rører mig, holder jeg ofte meget af.
Jeg må bare læse "Me Before You", har hørt den skulle være så smuk. Jeg var grædefærdig da jeg læste "P.s. Jeg elsker dig" - jeg grinte, så græd jeg, så grinte jeg og så græd jeg lidt mere. Så god en bog - og film :)
SvarSletKig gerne forbi og smid en kommentar!
http://malenemygind.blogspot.dk/
Det må du helt bestemt! Den er virkelig smuk, og spiller sådan på hjertestrengene. Og jeg er helt enig med dig mht. "Ps, I Love You". Jeg elsker både bog og film.
SletJeg har bestemt også selv let til tåre, både ved film, serier og bøger.
SvarSletDet er ikke nødvendigvis fordi at det er sørgeligt, kan sagtens bryde ud glædes tåre når helten endelig vinder over det onde og kan ånde lette op efter hans lange kap eller det umulige kærligheds forhold omsider lykkedes.
Det er oftest de bøger der sætter det dybeste spor i mit hjerte, dog med få undtagelser som Twilight, en bog serie jeg faktisk ikke brøde mig vider meget om, en måtte alligevel hulke mig igennem Bellas smerte da hun troede hun havde mistet Edward i new moon
Jeg kender virkelig også til glædestårer; man kan blive så lykkelig, at man bliver helt rørt.
SletEn bog der overraskede mig var "P.S. I Love You" af Cecelia Ahern. En slidt men hyggelig paperback jeg fandt i en genbrugsbutik i Galway, Irland (dengang jeg boede der). Bogen er så fantastisk og rørende, og jeg tror det er en af de første bøger, hvor tårene piblede frem hos mig. Og hvor jeg blev overrasket over netop dette! Jeg blev så ked af at filmen, der senere kom, er en ringe udgave af bogen. Den ramte på ingen måde og var ikke i overensstemmelse med min opfattelse af den fantastisk rørende historie som bogen gemmer på.
SvarSletJeg er endnu mere trist ved tanken om, at det er en bog jeg har lånt ud, men som aldrig har fundet vejen tilbage til min bogreol. Skal på udkig efter en ny udgave, for jeg vil så gerne genlæse den!
Det er virkelig en rørende bog - filmen har også fremkaldt mine tårer i fuld offentligthed. Jeg elsker både film og bog; og jeg kan aldrig holde tårerne tilbage dér! Naturligvis er bogen finest, men jeg holder nu også meget af filmen. Det kan også have noget at gøre med, jeg så filmen først.
SletJeg kender godt det med, at man gerne vil eje de bøger, der har gjort allerstørt indtryk! Sådan har jeg det nu også selv!
"Me Before You" fik også mig til at tude! Det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg troede, det var en typisk chick lit, men det var den heldigvis ikke. Jeg sendte bogen videre til en veninde, hvor hun et par dage efter skrev en SMS til mig. På SMS'en stod der, at hun havde kommet grædende til arbejde, fordi hun ikke kunne lade være med at tænke på bogen.
SvarSletHar du læst andre bøger af Jojo Moyes? :-)
Den snød virkelig også mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde slet ikke tænkt den som noget særligt rørende eller fint; men hvor tog jeg dog fejl! Tårerne strømmede ned.
SletJeg har desværre ikke læst andet af Moyes - men jeg ville gerne!
Jeg har også ufatteligt let ved tårer. Om det er bog, film eller dårlige tv-programmer, kan jeg stadig blive rørt eller så arrig at jeg fælder en tåre.
SvarSletEt par bøger jeg har grædt til er The Host af Stephanie Meyer, slutningen på Philip Pullmans trilogi om Lyra og selvfølgelig også Harry Potter.
Pullman lokker virkelig også mine tårer frem - han skriver så smukt, så nærværende.
SletSom den første må jeg så indrømme at jeg stort set aldrig græder over bøger. De kan stadig bevæge mig, få mig til at grine, råbe og være frustreret, men kun to bøger har formået at få mig til at græde og det var i min spæde ungdomsdage. Jeg græder heller ikke over film eller serier - jeg er vist ikke den rørstrømske type ;)
SvarSletI øvrigt, de to bøger jeg har grædt over er Harry Potter (hele Snape-affæren, fordi han var min anden yndlingsperson igennem alle bøgerne) og Borte med blæsten i slutningen - jeg var fuldstændig ødelagt!
Oh well, det er vel meget forskelligt fra person til person! Jeg er virkelig en gennemført crier - over alt, nærmest. Jeg kan slet ikke lade være!
SletOg jeg forstår udmærket godt, hvorfor de bøger du nævner, bragte tårerne frem! Så smukke og så fyldte med uforløst kærlighed!
Jeg er blevet mere rørstrømsk med alderen, men det er dog stadig aldrig sket, at jeg har grædt tåre til en bog. Men jeg bliver stadig utrolig rørt, selvom jeg ikke har let til tåre... Den sidste bog, der gjorde mig trist og gav mig en klump i halsen, var Over Atlanten af Colum McCann. Den har et par barske og tragiske passager, der er lidt smertelige at læse.
SvarSletMan kan også sagtens blive rørt uden tårer - selvom jeg aldrig selv kan holde dem tilbage. Men den klump i halsen, der ikke vil opløses eller flytte sig - den kender jeg også alt for godt.
SletJeg er også en rigtig tude-prinsesse! De 'værste' for mig er nok Siri Hustvedt's What I Loved og David Nicholls One Day - jeg tudbrølede mig igennem dem begge!
SvarSletMin ene kat er meget følsom over for gråd - hun kommer altid løbende og miaver, når hun hører det. Og hun gør præcis det samme, hvis jeg griner meget højt.
Siri Hustvedts bog rørte virkelig også mig - så smukt. For mig, var det nok mest 'One Day'-filmatiseringen der får alvor fik tårerne frem. Åh, så smukt.
SletOg hvor er det dog sødt med lidt kattelig trøst. Jeg elsker den slags!
Da jeg læste de to sidste Harry Potter bøger græd jeg nærmest som pisket! Jeg græder tit over bøger, men der er nogle som bare har rørt mig mere end andre, en af de sidste jeg græd over var "Jane Eyre", som rørte mig meget. "Atonement" som du nævner græd jeg også meget over!
SvarSletJa - det er så uundgåeligt med HP-bøgerne. Så uundgåeligt og ubehjælpsomt.
SletHar også virkelig let til tårer når det kommer til film og bøger; et enkelt dødsfald og så løber det ned. Så sent som i dag var jeg helt opløst over det nyeste Glee afsnit fordi der blev grædt en masse og det virkede så ægte når man kender baggrunden.
SvarSletI forhold til en bog må sidst jeg græd være da jeg læste The Fault in Our Stars, den er så fin og trist.
Åh, du er ikke den eneste. Jeg græd også hele vejen gennem Glee - nej hvor var det rørende!
SletDu har helt ret mht. TFiOS. Den er uundgåelig på græde-listen. Den prikker og piller ved alle de følelser, der sidder det mindste udenpå tøjet.
Jeg græder også meget til bøger. Det er simpelthen så følelsesladet af og til. Senest har jeg hikset og hulket til En bøn for Owen Meany og før det var jeg utrøstelig mod slutningen af The Fault In Our Stars. Det er sjovt, hvordan følelsen bliver siddende i kroppen.
SvarSletDet er nemlig enormt pudsigt, hvordan ord kan jage og hjemsøge en. Men åh, 'The Fault in Our Stars'. En lille del af mig døde dér.
SletJeg glemmer aldrig første gang jeg læste kapitlerne der dækkede Dumbledores død. Ingen havde spoilet det for mig, så jeg var i uendeligt chok. Jeg har aldrig læst så hurtigt, for jeg ville bare frem til det øjeblik, hvor det blev afsløret, at han slet ikke var død i virkeligheden. Men så begravede de ham? Og så ramte det mig. Han var virkelig død, og hans klare blik skulle aldrig guide Harry igen. Og jeg græd. Jeg græd, og ville aldrig stoppe med at græde. OG SÅ SLOG HARRY OP MED GINNY?! Det eneste der kunne knuse mit hjerte yderligere. Og jeg græd videre. Lige indtil bogens sidste punktum..
SvarSletGlemmer det aldrig, og græder stadig ustyrligt hver gang jeg læser begravelsesscenen i Halvblodsprinsen. Og dét er forfatterskab på højt plan! Det kræver talent at skabe så nært et forhold til fiktive personer, og det umenneskeligt på den mest fantastiske måde nogensinde sådan at tage dem fra os med vold (:
Du er ikke den eneste. Jeg mindes det så tydeligt, så ubehjælpsomt og så ulykkeligt. Dumbledore føltes som hjertet i de bøger, så da han døde, visnede alting en smule. Jeg var vantro og målløs; kunne han virkelig dø? Dumbledore? Men åh ja. Jeg læste videre, og han var væk. Det hele blev så tomt.
SletJeg er enig med dig! Når det skabes så store og ubrydelige bånd til fiktive karakterer, så er det tegn på indgående skrivekunst.
Det er lidt pudsigt, men her de sidste par dage, har jeg haft lyst til at græde.. altså enten til en bog eller film. Jeg tror mit liv har gået lidt for stærkt her på det sidste til at mine følelser har kunnet følge med, og når jeg kommer hjem efter arbejde og aftaler har dagene været lidt kedelige og grå - og hyggelige egentlig også, men jeg tror at mit nye arbejde har taget lidt af min energi, og derfor har jeg haft brug for at lukke mig selv lidt inde følelsesmæssigt. Men jeg er faktisk en meget følsom person - jeg plejer at beskrive mig som hidsig af natur forstået på den måde, at jeg er MEGET glad, eller MEGET vred, eller... du forstår nok hvad jeg mener. Jeg har også haft nemt til tårer, og har det stadig. Jeg tror bare lige jeg skal vække mig selv igen.
SvarSletBøger jeg har grædt til:
Anne fra Grønnebakken - jeg ka ikke huske hvilken én fra serien, men den hvor hendes plejefar dør. Det er den første bog, jeg har grædt til. Jeg læste serien som lille pige, og har ikke læst dem siden.
Harry Potter 7. Forklaring behøves vel næppe.
Kaptajn Corellis mandolin - her græd og græd jeg til slutningen. Jeg hulkede nærmest.
Det gyldne kompas - eller nærmere den sidste, ravkikkerten.
Generelt græder jeg ikke så meget over bøger.
Film:
Jeg tror den seneste jeg græd til var "Hushpuppy" og så endda i biografen! Men ellers Løvernes Konge (Min favorit, favorit, favorit Disneyfilm nogensinde) Ikke da Mufasa dør, men da Simba som voksen har besejret Scar og går op på kongeklippen i regnvejret. Den rammer mig hver gang. Haha. Og så græd jeg fra start til slut til "P.S. I love you". Det er en chick flick, som jeg normalt ikke regner, men denne film ramte hårdt.
Og så kommer jeg i tanke om en reklame fra Ronald McDonald (ja, klovnen fra McDonald's) Børnehuse. Der var en lille kræftsyg dreng, der fortalte om, hvordan det var rart at hans forældre nu var tættere på ham. Jeg får helt tårrer i øjnene bare af at tænke på den reklame.
generelt får jeg mere tårrer i øjnene til sådan mere finurlige episoder, når det er lidt storladent, når ting ender godt, når folk får hinanden til slut, mere end over tragedier og triste slutninger. Jeg læste eksempelvis Sofi Oksanens "Stalins køer"; som er en bog med en frygtelig, frygtelig handling, som skærer gennem marv og ben og gav mig juldegysninger og kvalme. Men det får ikke tørrer frem hos mig dog.
Og sikke en lang pærevælling af tanker - undskyld! Det har været en lang dag på arbejde :)
Sommetider kan man bare mærke klumpen i halsen; den store usynkelige klump, der giver en lyst til at krølle sig sammen og endnu engang begræde tabet af Dumbledore eller Mufasa. Jeg kender det kun alt for godt.
SletNår man vandrer rundt med følelser udenpå tøjet, bliver man også sommetider nødt til at give slip og give los. Bare lad det fosse ned. Der er en frihed ved at slippe følelserne fri, tror jeg. Jeg kender det i hvert fald så udemærket fra mig selv.
Og åh - Kaptajn Corellis Mandolin. Så fantastisk, så rørende. Den sidder i mig endnu. Ligeså gør Ravkikkerten. Og Harry Potter. Og, og, og. De har rørt og pillet ved nogen i en, og man bærer rundt på dem for evigt.
Og, åh, Ps I Love You får mig også hver gang. Jeg så den første gang på en bustur med handelsskolen, og der sad jeg så med mascara ned af kinderne. Av for den. Senere har jeg læst den på bog, og det var mindst ligeså slemt.
Jeg tror også, at lykkelige slutninger kan være ligeså tårefremkaldende som de triste. Det handler jo om at indleve sig og håbe på bøgernes vegne, og det sætter altså også spor når man så kan ånde lettet op.
Og jeg kan godt lide tanke-pærevællinger! Altid :)
SletGys, at skulle se Ps. I love you i fuld offentlighed! Hvis jeg havde været i bussen med dig, havde jeg været hende med de røde øjne og snøftende næse. Og så kan jeg se, vi har mange af de samme oplevelser med bøger.
Tak for at tage pænt imod ustrukturerede tanke-pærevællinger, og tak for at forstå, hvordan det er at være følsom.
Jeg troede næsten, jeg var den eneste, der var så påske-fjollet :'D Haha, hvor er det fint!
SvarSletHej Rikke
SvarSletJeg er en relativt ny følger af din blog, men du har allerede gjort mig afhængig! ;) Det skyldes selvfølgelig til dels, at vi deler en passion for bøger, men i høj grad også, at du skriver helt og aldeles blændende. Jeg håber inderligt, at du også selv skriver skønlitteratur? Ellers er det da bare om at komme i gang! Jeg vil i hvert fald meget gerne læse det, og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er den eneste ;)
I forhold til grådfremkaldende læseoplevelser så er det sjældent, at jeg reelt fælder tårer under læsningen, men jeg oplever ofte, at min hals snører sig sammen, brystet danner knuder og smagen af salt fylder min mund. En af de romaner, som netop gjorde det - og endda i så høj grad, at jeg rent faktisk fik knebet et par tårer - er The Book Thief af Markus Zusak. Det er ganske enkelt en fantastisk læseoplevelse, som jeg på det kraftigste anbefaler alle andre. Dog vil jeg sige, at den skal læses på engelsk, for jeg har lige genlæst den på dansk, og selv om oversættelsen egentlig er ret god, så holdt den mig ikke fængslet på samme måde som originalversionen...
Bedste hilsner
Kristina
Jeg stortudede da jeg læste Stormfulde Højder og One Day, og jeg bryder mig virkelig ikke om at tude. Skyr sørgelige film og hader triste ballader, men de to bøger er nu alligevel blandt nogle af mine favoritbøger.
SvarSlet