"Mad About the Boy" (Bridget Jones #3) af Helen Fielding

"Bridget Jones: Mad About the Boy" af Helen Fielding, fra forlaget Jonathan Cape, udgivet i 2013. 4/5 stjerner. 

Du samler bogen op, og kigger på den med en skeptisk mine. Du nærstuderer den mærkeligt laksefarvede baggrund, de sorte og hvide svungne bogstaver, og motivet af en kvindelig silhouet siddende på en skammel. Du undres over den sære kombination af legetøj og stiletter, der er strøget ud nederst på forsiden, og du vender nysgerrigt bogen om, for at finde ud af mere. Men du opdager ikke rigtigt noget, der kan hjælpe dig videre i din søgen.
Bagsiden består blot af et halvvejs fjollet citat om sms'er, og en stor tekst, der fortæller dig det, du allerede ved, grunden til du overhovedet står med bogen i dine hænder: "Bridget Jones is back".
Og i virkeligheden er det alt, du har brug for at vide. Den sparsomme bagsidetekst og den intetsigende forside udfører deres formål til perfektion. For nogle bøger skal man blot gå i møde i blinde. De virker bedst på den måde.

“...he picked me up in his arms, as if I was as light as a feather, which I am not, unless it was a very heavy feather, maybe from a giant prehistoric dinosaur-type bird...”

Litterære karakterer vælter ind og ud mellem hinanden i min bevidsthed, når jeg tænker på bøger jeg har læst, historier jeg har elsket, og indtryk der har varet ved. Sommetider kan jeg ikke adskille navne og baggrunde, eller huske hvem der hører til i hvilket univers; det er en uundgåelig hukommelsesmæssig bivirkning af et liv udformet i bogstaver og ord. Men nogle navne fremstår dog langt tydeligere end andre; de ikoniske af slagsen.
Man kan mene, hvad man vil om chick-lit genren og alle dens tilhørende klichéer, generaliseringer og stereotyper - men træder man et skridt tilbage og betragter genren fra en ophævet afstand, vil man opdage at nogle skikkelser skiller sig ud fra den caffe latte-drikkende mængde. Og én af dem er Bridget Jones.
Da Helen Fielding første gang præsenterede Bridget Jones, skabte hun normen, som en stor del af genren senere hen er blevet bygget på; den uheldigt klodsede singlekvinde med gode intentioner og mangelfuld indsigt. Med ufrivillig charme og elskelig genkendelighed, revolutionerede Bridget Jones hele chick-lit genren - og endte som en tilpas uhøjtidelig kvindelig frontfigur.
Efter to bøger og fjorten års stilhed har Helen Fielding nu tilføjet et nyt kapitel i Bridget Jones' ellers afsluttede historie. Og i mellemtiden har hele chick-lit genren vokset, buldret og braget frem; vi har set så mange kvindeskikkelser fra Bridgets støbeform, at hun ikke længere er revolutionerende på samme måde, som hun var engang. Det var med en bekymret mine, jeg påbegyndte min læsning - for hvilken eksistensberettigelse har den ikoniske 90'er kvindefigur, Bridget Jones, i år 2013?
I "Mad About the Boy" udligner Fielding årene, der er passeret siden hendes forrige bog, med et tilsvarende antal år i Bridgets liv. Den Bridget vi møder i denne bog, er vokset og modnet en smule. Hun er nu omkring 50 år gammel, og alverdens erfaringer rigere. Indarbejdede (og dybt underholdende) Twitter-forsøg, hjælpeløs undren over skinny jeans og talrige referencer til moderne popkultur hjælper med at installere Bridget i en nutidig verden med en nutidig relevans. Ligesom alle andre prøver Bridget blot at finde sin vej rundt i en verden, hvor det er nemmere at tale via sms'er end til hinandens ansigter. Hendes vedvarende refleksioner over verdenen, der udleves gennem en skærm, opstiller små og tankevækkende spørgsmålstegn undervejs.
Fieldings skrivestil er befriende ironisk og humoristisk, Bridget benyttes næsten til en form for karikatur. Der er scener, der er fuldstændig uden fornuft og realisme, der hersker en vis forudsigelighed og der er øjeblikke af kærlighed, ømhed og medfølelse. Underholdningsværdien viger aldrig - selvom troværdigheden indimellem slipper en smule.

“On the night bus, I felt as though parts of other people were going into parts of me I didn’t even know existed. I felt like I was being more intimate with members of the night-bus community than I’d ever been with anyone in my whole life.”

"Mad About the Boy" følger Bridgets forsøg på at være ansvarlig overfor de mennesker, der regner med hende, samtidig med hun leder efter en metode til at begå sig som en 50årig i nutidens hektiske tempo. Hun er stadig klodset, latterlig, absurd og herlig - men undertoner af tung livserfaring og bearbejdelsen af denne hjemsøger også siderne i hendes nedskrevne dagbog. Bridgets daglige funderinger varierer fra fjollede spekulationer (såsom 'Tweeter Dalai Lama selv, eller er det hans assistent?') til lidt dybere forestillinger om ensomhed og samhørighed, intime øjeblikke med fremmede tilbragt i en bus, og sene nætter med mareridt og søvnløshed. Bridget er forandret - og dog alligevel ikke. Hun er bare blevet ældre.
Det samme gør sig gældende for alle de velkendte karakterer, der omgiver hende. Daniel Cleaver optræder indimellem som en ægte ven, og lader andre gange hans egen barnlige forfængelighed skinne tydeligt igennem. Tom og Jude sidder fast i den samme rutschebanetur som altid - men har muligvis sagtnet farten en anelse. Fielding ændrer sine karakterer en smule, påfører dem mærker og ar, tilføjer skæbner og oplevelser; men bevarer deres fundamentale personlighedstyper.
En lille del af mig var rædselsslagen for at læse denne bog på grund af dens legendariske forgængere. Jeg var bange for mine egne forventninger, og for at slide lidt af glitteret af et højt elsket glansbillede. For sandheden er, Bridget Jones er ikke den eneste, der har forandret sig - tiden har også, og jeg med. Alt det vi har læst, set og diskuteret i mellemtiden indenfor chick-lit genren har været med til at udvande det koncept, der startede som noget helt banebrydende.
Bridget Jones finder dog sin eksistensberettigelse i vores nutid; med en blanding af varme, humor og et kærligt gensyn fortabte jeg mig i hendes dagbog endnu engang. Jeg græd en smule, smilede og fnisede, og fyldtes med en udefinerbar kærlighed, efterhånden som jeg vendte side efter side. Bogen var hurtigt læst, men som altid blev dens hovedperson hængende et langt stykke tid efter. Bridget Jones er først og fremmest en legende på grund af hendes menneskelighed. Hendes let-tilgængelige, jordnære og helt igennem blændende menneskelighed, der forbinder til et eller genkendeligt eller forvrænget scenarie i os alle. Og det er derfor, man både græder og griner med hende.