Tema-tirsdag #30: Læsetidspunkter og tidsprioritering

Jeg vågner alt for tidligt til den skingre lyd af mit vækkeur. Tonen stiger og stiger og stiger, indtil jeg famler mig frem til min telefon og trykker i blinde på den skarpt belyste skærm. Jeg vender mig atter om, lukker øjnene, og forsøger at finde min plads i mørket. Dynen er en kokon af varme, og tanken om at vove en nøgen fod udenfor den, er næsten umenneskelig. Men jeg kan ikke finde ro, jeg kan ikke genfinde vejen til søvnens rige, så jeg overgiver mig, sukker og står op.

Lejligheden er fyldt med en uspolereret ro; rytmen af Nicos dybe vejrtrækning, og lyden af trægulvet der knirker under mine egne forsigtige skridt, er de eneste varsler om liv. Jeg vandrer endnu rundt med halvlukkede øjne i en søvnlignende døs, koger vand, laver te, og søger tilflugt under et tæppe i den bløde sofa. Sammen med en bog.

Urets visere fortæller mig, at klokken er fem, og jeg udregner hurtigt, at det betyder tre timers stilhed inden dagen for alvor begynder. Tre timer i en meditativ pause-eksistens, hvor hele verden holder vejret, og jeg læser. Trætheden forsvinder som dug for solen, når jeg åbner en bog, og overtager en anden krop for en stund. Mørket ændres gradvist til lys, side 92 bliver til side 321, tårer spildes og smil udfoldes, lige indtil stuedøren går op, og Nicos søvndrukne stemme bryder fortryllelsen, og hiver mig tilbage til virkeligheden. "Skal du ikke snart i skole?" siger han. Jeg undertrykker et gab, og mumler: "Jo. Jeg skal bare lige læse det her kapitel færdigt først."

I en hverdagsverden af travlhed og summen, bekendtskaber og forpligtigelser, studie og job, kæreste og familie, træning og fester, kan et stjålent øjeblik med en bog næsten virke som en utopi. Alligevel vælter romanerne frem fra hylderne og forlanger at blive læst; og jeg indarbejder derfor små pusterum til den fordybelse, de kræver af mig. Det er aldrig et spørgsmål om at have tid; snarere et spørgsmål om at finde tid.

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg finder den tid, og hvornår jeg udnytter den. Svaret er desværre ikke entydigt eller enkelt, men derimod stærkt afhængig af hvilken uge, hvilken dag og hvilke omstændigheder, vi befinder os i. Tid er en mærkelig variabel, der ikke altid kan planlægges eller forudsiges; sommetider har jeg en overflod af tid, mens jeg andre gange er taknemmelig for blot fem minutters ro.

Jeg er dog velsignet med en uhyrlig fleksibel studiehverdag, en udpræget A-menneske døgnrytme og en stærk prioritering. For mig er det ikke et spørgsmål, om at ville læse - men derimod at skulle læse. Læsning er en selvfølgelig del af min hverdag - og ikke blot i det studiemæssige aspekt. Jeg hungrer efter læsning ud fra egne valg og præmisser; og jeg tror ikke, jeg kunne udholde at undvære det i en længere periode. Det er en indføjet del af min personlige behovspyramide. Jeg ser efterhånden intet fjernsyn længere, fordi jeg prioriterer min afslapningstid til bøgernes fordel. Når jeg er helt alene hjemme, er det ikke fjernsynet der tændes, men derimod en bog der vælges.

Det ovenstående scenarie er et andet godt eksempel; jeg læser sjældent til langt ud på natten, da mine øjne glider i, og min koncentration fordamper til det rene luft. I stedet står jeg tidligt op, og vandrer rundt i min egen stilfærdige tankeboble med en bog i hånden og ord i tankerne. Jeg nyder mine morgener; særligt når de starter med en bog.

Hvornår finder I tiden til jeres læsning? Har I foretrukne læse-tidspunkter som jeg, eller læser I blot, når muligheden byder sig? Hvordan fletter I læsningen ind i en travl hverdag?