Tema-tirsdag #29: En bogelskers gradvise accept af e-bøger

Selvom jeg endnu ikke har taget diskussionen op herinde, tror jeg min holdning om e-bogslæsere har sneget sig ind på bloggen alligevel. Den har luret mellem linjerne i mine lange kærlighedserklæringer til smukke forsider og knitrende bladren. Den har betonet og farvet hvert et omhyggeligt billede af en færdiglæst bog, og den har udfyldt det tomrum, den udeladte forklaring har skabt. Men det er i virkeligheden en misvisende fejl; for jeg hader slet ikke e-bogslæsere. Faktisk ejer jeg en selv.

Jeg har tidligere brugt alverdens tid og energi på at prædike højlydt om e-bøgernes fejl og mangler. Højtflyvende kritik af den uhåndgribelighed de repræsenterer, det designmæssige aspekt de overser, og den læsemæssige tilfredsstillelse de aldrig helt vil kunne overføre, er blevet hældt ud over mine venner og bekendte i passionerede diskussioner og komplet benægtelse. Jeg har kastet tvære og fordømmende blikke på alverdens togpassagere med iPads og Kindles, jeg har sukket over reklamemails og beskyldt hele e-bogsindustrien for boghandlernes gradvise nedgang. Med et drømmende blik har jeg ladet mine fingre kærtegne hver en bog i min samling, lovprist deres massivitet og tyngde, og sukket henført over deres glitrende forsider og legesyge illustrationer. Jeg har været oprørt og fortabt over "den teknologiske udvikling", og forsvoret nogensinde at lade e-bøgerne overtage hvad jeg så fint døbte de "rigtige" bøgers plads. Men sandheden er, at jeg selv i dag aldrig tror, de ville kunne erstatte behovet for fysiske bøger. Aldrig nogensinde. 

“Books are no more threatened by Kindle than stairs by elevators.” - Stephen Fry

Bøger og e-bøger er to vidt forskellige teknologier, og de kan to vidt forskellige ting. De fysiske udgaver lokker bibliofilen med deres farveregnbuer af illustrationer og dekorative forsider; de tiltaler den traditionelle bogelsker, der er opvokset med bøger, ved deres papirssider der kan mærkes og ændres, personaliseres og huskes, og den kildrende duft af papir og nytrykt blæk. Duften af minder, af kærlighed og af et ventende eventyr.

E-bogen er skabt til pragmatikeren; en lille genstand, der kan indeholde et bredt spektrum af romaner, digte og noveller uden at veje et gram i tasken eller kufferten. En  minimal biblioteksverden, der kan transporteres rundt med lethed - en størrelse der overflødiggør udvælgelsen af ferielæsningen eller rationaliseringen af kuffertpladsen.

Det har taget mig lang tid om at indse, men i sidste ende er ordene de samme uanset læseformen. Naturligvis bliver bøgerne således læst på to forskellige måder i to forskellige situationer. Men de bliver dog læst, alligevel. Og hvordan i alverden kan man foragte et middel, der letter og muliggør læsningen for andre?

“Lovers of print are simply confusing the plate for the food.” - Douglas Adams

Min mor gav mig en e-bogslæser til min fødselsdag sidste år. Jeg løftede mine øjenbryn i skepsis, og anede ikke, hvad jeg egentligt skulle stille op med den maskine, der påstod at, den var i stand til at ændre min læsning for altid. Sandheden er, den slet ikke ændrede noget som helst - den tilbød mig blot et alternativ.

Jeg er bundet af traditioner, af æstetik og af vane, og jeg glemmer ofte, e-bøger overhovedet er en mulighed. Jeg køber stadig bøger, jeg kan holde i hånden og stille på min reol; bøger jeg kan spilde på, skrive i, og lade optage en stor plads i både mit hjerte og i min taske. Jeg bruger stadig bogmærker, og jeg vralter stadig rundt med en rygsæk, der næsten er tungere end hvad jeg kan bære. Jeg har brug for at vende sider, bruge bogmærker og åbne bøger. Jeg har brug for at lade mine fingre fornemme papirets kontur og bogryggens form. Jeg har brug for mit sanseunivers under læsningen, for sådan er jeg ganske enkelt bare.

Indimellem erindrer jeg, jeg ejer en e-bogslæser. Og indimellem bruger jeg den. På den lange køretur til Italien, medbragte jeg "En sang om is og ild"-serien af George R. R. Martin uden det mindste besvær; og jeg behøver ikke længere printe de urimeligt omfattende kopiark ud til min undervisning på universitetet. På visse punkter brillerer den elektroniske verden med enkelte museklik - mens den på andre punkter, fejler fatalt i min optik. Det er en balancegang. Og jeg kan ikke længere skelne mellem rigtigt og forkert, sort og hvidt. Det er fyldt med gråzoner.

Sagen er, jeg ikke længere hader e-bøger. Jeg har accepteret dem. Hvad der i starten føltes som forrædderi mod mine kærligt slidte paperbacks, har forvandlet sig til en åben mulighed. En mulighed jeg sommetider benytter mig af, og en mulighed jeg er glad for eksisterer - på trods af, det aldrig vil blive min foretrukne løsning.

Hvordan forholder I jer til e-bogslæsere? Ejer I en (og får I den brugt)? Hvad er jeres argumenter for/imod? Tror I nogensinde e-bogslæseren vil kunne erstatte den fysiske bog, eller er I også overbeviste om, der eksisterer en form for ligelig splittelse?