"Time Was Soft There" af Jeremy Mercer

"Time Was Soft There" af Jeremy Mercer, fra forlaget Picador, udgivet i 2006 (org. udgivet i 2005). 3/5 stjerner.

Omkring årtusindeskiftet vandrede journalisten Jeremy Mercer hvileløst rundt i Paris' gader; uden penge og uden et hjem. Et besøg ind i bogbutikken Shakespeare and Company førte både til en nykøbt bog og en invitation til et teselskab. Mercer blev hurtigt hevet ind i en verden af farverige forfattere, strålende lys og gamle bøger.
Ejeren af bogbutikken, George Whitman, havde i årevis været kendt for at tilbyde senge til forbipasserende skribenter og kunstnere; og Jeremy Mercer blev ligeledes tilbudt en sengeplads mellem de fyldte bogreoler. I denne lukkede verden af bøger, venskaber, forhold og kunstnere levede han for en stund. "Time Was Soft There" er Jeremy Mercers erindringer fra disse støvede dage og levende nætter tilbragt i Paris' legendariske bogunivers; Shakespeare and Company.

“In the end, yes, it is a famous bookstore and, yes, it is of no small literary importance. But more than anything, Shakespeare and Company is a refuge, like the church across the river. A place where the owner allows everyone to take what they need and give what they can.” 

Endnu engang tog en bog mig med på en fortryllet rejse til en fortryllet by. Et sted hvor forestillinger og egne oplevelser smelter sammen til én stor atmosfærisk drøm; Paris. Min frankofile passion er blevet kildret og lokket efter læsningen om Hemingways kone og et blik ud på de trøsteløse og grå regnpytter udendøre. Med et enkelt blink og en enkelt bog, rejste jeg endnu engang tilbage til Paris' smalle gader, intime caféer og en støvet bogbutik ved navn Shakespeare and Company.
Mercer lukker op for en sprudlende bohemeverden af forfattere, digtere og skæve eksistenser, og fører sin læser gennem et hidtil fuldstændig lukket lille samfund. Bogen omhandler Paris i årtusindeskiftet, men Shakespeare and Company føles mest af alt som en uberørt lille tidslomme fra et andet århundrede - og det er naturligvis også Mercers pointe. Indgående beskrivelser af butikkens gammeldags kasseapparat, manglende dankortsterminal, beskedne toilet og badeforhold og tusindvis af slidte, læderindbundne førsteudgaver, giver Mercers erindringer et præg af kunstnerisk romantik.
"Time Was Soft There" opridser først og fremmest en fin skitse af Shakespeare and Companys baggrundshistorie, og maler et dybdegående portræt af butiksindehaveren, George Whitman. Skrivestilen er flydende og smuk; sætningerne er levende og deskriptive.  Mercer skriver om virkelige personer - og læseoplevelsen føles ligeså håndgribeligt virkelig, som de personer den omhandler. Lyden af hektisk klimrende skrivemaskiner, duften af brændte søndags-pandekager, og excentriske stemmer og højlydte diskussioner giver genlyd gennem bogens forløb.
Jeg nød de små anekdoter og hverdagsberetninger om livet i bogbutikken; forvirrede og vildfarne turister, kategorisering og alfabetisering af bøger, improviserede teselskaber og forretningsmæssige overvejelser. Der hviler en dragende fascination over at leve og bo i en bogbutik, at falde i søvn mellem fyldte reoler og hjemmebiblioteker, og jeg drømte hurtigt om at blive en del af det. 

“In a place like Paris, the air is so thick with dreams they clog the streets and take all the good tables at the cafés. Poets and writers, models and designers, painters and sculptors, actors and directors, lovers and escapists, they flock to the City of Lights. That night at Polly's, the table spilled over with the rapture of pilgrims who have found their temple. That night, among new friends and safe at Shakespeare and Company, I felt it too. Hope is a most beautiful drug.”

Desværre er Mercers bog langt mere end en fortælling om bogbutikker, skribenter og frisind - det er nemlig ikke blot en beretning om livet i bogbutikken, men derimod en beretning om hans liv i bogbutikken. Mercers tanker, fortid og personlige problemer optager store afsnit og fylder hele kapitler. Det er naturligvis, hvad man kan forvente af et memoir - men det er problematisk, fordi Mercer langsomt blev den mest uinteressante person at læse om. Jeg ville langt hellere læse om den famøse bogbutik, ejeren George Whitman eller de forbifarende kunders læsevalg og bogindkøb, end jeg ville læse om Mercers kærlighedsliv eller gnavende sult. Mercer er en dygtig forfatter, der vækker alle hans omgivelser til live; alt pånær sin egen fortællerstemme.
"Time Was Soft There" ender med at forklare dens egen datidsform; Mercer mindes en tid, der er forbipasseret, og hans slutning drypper af nostalgisk længsel efter en udefinerbar følelse, der aldrig vil genopstå. Han føler sig som en distanceret fremmed, når han vandrer rundt på før så genkendelige gadehjørner, og han erklærer, at intet nogensinde vil blive det samme igen. Med et sikkert uintentionelt tonefald, ender han med at lyde melodramatisk og definitiv; på trods af at det kun er 4 år siden, bogens hændelser udspillede sig.
Bogen har efterladt mig med et varigt og delvist belærende indtryk af Paris' mest berømte bogbutik og dens historie, og udstyret mig med et sart blik bag robuste kulisser. I smukke vendinger og med fine ord beskriver Mercer en tid og et sted, der både var vidunderligt og usselt. Jeg ville blot ønske, det ultimative fokus havde befundet sig mere på bøgerne og bogbutikken end på Mercer og hans prøvelser. Men i så fald ville det vel heller ikke rigtigt være et memoir, ville det?