onsdag den 18. december 2013

“Christmas is not as much about opening our presents as opening our hearts.”

Timerne forsvinder og dagene med. Gaver købes og indpakkes, ønskesedler udarbejdes og fremvises, og i de sidste travle dage før jul opstår en travl gaveudveksling. Lige i det sekund jeg tror, jeg er ved at være færdig med mine gaveindkøb, vandrer jeg tilfældigt forbi yndige vinduesudstillinger og inspirerende tilbudskataloger; og det får tilsyneladende aldrig rigtigt en ende. For jeg elsker at finde de helt perfekte gaver til de sødeste mennesker i mit liv.
Og akkurat samme proces er det også med min egen ønskeliste. Egentligt færdigskrev jeg den i oktobers sidste dage, men jo tættere jeg er kommet på decembers julelys, jo mere har jeg rettet og tilføjet i den. Jeg kommer hele tiden i tanke om endnu en bog, der skal tilføjes, og endnu en filmatisering der skal nedskrives. Jeg er fanget i en håbløs og endeløs labyrint af bøger, dvd'er og alverdens Jane Austen-relateret småtteri, og jeg bliver nok aldrig færdig med at opsamle det hele. Ikke desto mindre er her et uddrag fra min kludrede og kilometerlange ønskeliste;

Christmas Wishes
1: "The Snow Child" af Eowyn Ivey. En yndig og skrøbelig fortælling om kulde, længsel og familie, skrevet i et sprog der mest af alt minder om et russisk eventyr. Jeg har længe drømt om at få bogen læst; og med januars forestående kulde er tidspunkt helt ideelt.
2: "Sense & Sensibility" af Joanne Trollope. Stinna tippede mig for nylig om et projekt ved navn "The Jane Austen Project". Tilsyneladende går det ud på, at etablerede forfattere i løbet af de næste par år vil omskrive Austens romaner til moderne situationer. Konceptet er både forvirrende og fascinerende - og jeg ønsker mig den første bog i rækken for at se præcis hvad, projektet vil indebære.
3: "Blogbogen" af Julia Lahme. Med sin dekorative kulør af blide pastelfarver og et indhold fyldt med inspirerende bloggere, har denne bog længe stået højt på min ønskeliste. Blogging er efterhånden en integreret del af min dagligdag, og sommetider ville et lille drys af evaluering og målestokke være kærkomment.
4: "The Goddess and the Thief" af Essie Fox. Jeg har for nylig kastet min kærlighed over Essie Fox og hendes forfatterskab, der altid tager udgangspunkt i det viktorianske London med et anstrøg af kærlighed og dyster mystik. "The Goddess and the Thief" er netop udkommet, og bogens dekorative forside, mystiske handlingsreferat og forfatternavn har skubbet den helt til tops på min boglige ønskeliste.
5: "Grimm Tales" af Philip Pullman. Denne bog er som en skræddersyet himmellykke. Ikke blot regner jeg Philip Pullman blandt mine evige yndlingsforfattere; eventyrsgenren bogen falder ind under, hører også til blandt mine yndlingsgenrer. "Grimm Tales" består nemlig af 50 genfortællinger af Brødrene Grimms velkendte eventyr. 
6: My Ideal Bookshelf Prints. Min begejstring for Jane Mounts dekorative bog-illustrationer er ikke mindsket siden mit sidste køb. Jeg har længe overvejet at tilføje et nyt bog-billede til samlingen, og særligt de fine Jane Austen print spøger i mine tanker.

Hvad står øverst på jeres ønskeliste? 

16 kommentarer:

  1. Jeg ønsker mig helt vildt de fine bog-kasser jeg viste på bloggen den anden dag - de vil passe perfekt ind her det nye sted :)
    Og så ønsker jeg mig lidt forskellige bøger, men mest af alt bare en hyggelig juleaften!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja - selvfølgelig! En hyggelig juleaften er altid det vigtigste :)

      Slet
  2. Jeg elsker simpelthen dine citater! Ved godt indlægget handler om bøgerne, men jeg kan altså ikke dy mig for lige at give citatet lidt opmærksomhed. Haha ;) Måske du kunne samle dine yndlingscitater i et indlæg? Synes virkelig de er inspirerende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt ok! Citatet er vel også en del af indlægget ;) .. Jeg elsker det virkelig også, det er så fint!

      Og det kunne jeg måske godt overveje. Der er så mange, hvor de kommer fra :)

      Slet
  3. Jeg håber, at du får The Snow Child og vil holde lige så meget af bogen som jeg gjorde :-)

    Selv har jeg et par af de læderindbundne klassikere på ønskesedlen (bl.a. Jules Verne og Charles Dickens), en masse scifibøger samt Salomons Ring (Jonathan Stroud) og Lille fremmede (Sarah Waters)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det håber jeg også - det virker som sådan en yndig bog!

      Jeg kunne også enormt godt tænke mig at læse lidt Sarah Waters. 'Little Strangers' kunne være et fint sted at starte! Har du læst noget af hende før?
      Og hvor fint at ønske sig de læderindbundne skønheder på ønskelisten. De skal bestemt nok bringe glæde!

      Slet
    2. Ja, jeg har læst både 'Rænkespil' og 'Sjælesøstre'. Især den første var jeg meget begejstret for, men 'Sjælesøstre' var også udmærket.

      Ps. jeg har snydt lidt og har allerede købt en af de læderindbundne til mig selv ;-)

      Slet
    3. Åh hvor fint med lidt anbefalinger! Tusind tak :) Jeg må få læst noget af hende i det kommende år :)

      Og jeg forstår godt snyderiet! De bøger er så uimodståelige. Hvilken er dit valg faldet på? :'D

      Slet
    4. Sherlock Holmes' samlede - den var udsolgt fra Amazon, og jeg var bange for, at de ikke ville få den igen, så jeg bestilte den fra Barnes & Nobles :-)

      Slet
  4. Jeg er altid meget dårlig til at ønske mig ting til jul, især fordi det ofte er ting fra udlandet, men jeg kan ikke kræve at min mor og mormor bestiller det hjem fra nettet, så jeg ender med at få penge. Men i år har jeg ønsket mig smykker og så køber jeg bøger fra min Amazon Wish List for resten af julegavepengene.

    Da jeg var i Bog&Idé for at købe gaver så jeg Bloomsburys Signature Edition af Harry Potter serien, som jeg ikke eksisterer! Kendte du til dem? Selv har jeg den amerikanske børneversion stående herhjemme, da min fars familie er fra USA og sendte dem til mig som barn.

    Mvh. Natasja

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, det problem kender jeg faktisk mange, der har. Herhjemme bruger min mor dog Amazon mindst ligeså meget, som jeg gør, så jeg kan sagtens ønske mig derfra uden nogle problemer. Men jeg kan godt forestille mig, det er lidt problematisk, hvis man ikke onlineshopper så meget :)

      Og åh ja- dem kender jeg godt, og jeg har drømt om dem mange gange. Især boxsættet er yndigt, synes jeg!

      Slet
    2. Ja, det er nemlig virkelig en smuk voksenudgave, der ikke er for kedelig at se på. Og så gør guld jo bare alting bedre :)

      Slet
  5. Jeg elsker de her indlæg i blogland - det er altid så inspirerende at se/læse andres ønsker.

    Min ønskeseddel er i år blevet lidt uopfindsom og kedelig, da december og julehyggen lidt er blevet væk midt i eksamenspresset. Men jeg håber, at jeg kan vise et par nye bøger frem efter december…

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig enormt hyggeligt! :)

      Åh jeg kender eksamenskaosset alt for godt. Det suger al julelykken ud af en. Men jeg håber bestemt, du finder et par hårde firkantede pakker under træet i år :)

      Slet
  6. jeg er simplethe nvild med de bog billeder! har kigget på dem et par gange.. kan man ikke risikerer moms og sådan når man bestiller dem? :-)

    og ellers har jeg faktisk kun én bog på min ønskeliste til min familie. den eneste jeg kunne finde i bogbutikken som fangede mig og ikke var for dyr, nemlig Stadig Alice. men får jeg penge skal de bruges på nogle af de læderindbundne klassikere :-) derudover ønsker jeg mig lidt forskelligt til lejligheden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker dem også bare! Jeg ved ikke, om man kan risikere moms - jeg har i hvert fald ikke selv oplevet det, kan jeg afsløre :)

      Fine ønsker! Jeg har også 'Still Alice' stående så fint på hylden, og skal afgjort få den læst i det kommende år :)

      Slet