mandag den 2. december 2013

"Little Women" (Little Women #1) af Louisa May Alcott

"Little Women" af Louisa May Alcott, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1868). 5/5 stjerner

"Little Women" følger de fire March søstre Meg, Jo, Beth og Amy under Den Amerikanske Borgerkrig. Deres far er draget i krig, og i en hverdag med stigende økonomiske problemer og praktiske besværligheder, vokser de fire søstre op med store drømme og vidt forskellige forhåbninger for fremtiden.
Bogens kapitler tager form af små episoder med hver sit fokuspunkt. De fire søstre skiftes til at indtage hovedrollen, og sympatien flyttes en smule undervejs. I en blanding af hverdagslige hændelser og skæbnesbestemte øjeblikke males tydelige portrætter af de fire søstre og overgangen fra barndom til voksenliv.

...and best of all, the wilderness of books in which she could wander where she liked, made the library a region of bliss to her.” 

Der hviler en særlig fortryllelse over denne bog. Jeg rører den og bliver straks mindet om forlagte tegninger og digte, duften af tørrede blomster mellem tæt sammenpressede sider, lyserøde hårbånd og silkesløjfer, porcelænsdukker med gyldne lokker, og den gradvise opbygning af et helt livs drømme. "Little Women" er en bog om fire pigehjerter - og et usynligt femte læserhjerte. Mit læserhjerte.
Jeg taler ofte om den måde, bøger påvirker deres læsere på, og ingen bog har påvirket mig så meget som denne. Jeg tog den tilfældigt med mig hjem fra Kolding Bibliotek, og selvom jeg afleverede den igen få uger efter, blev den i mit hjerte for altid. Dens karakterer blev mine barndomsidoler, og dens tidsperiode blev mit foretrukne drømmescenarie. På stille dage med trætte øjne, genlånte jeg den og læste den med voksende begejstring. Jeg lå søvnløs hele nætter for at kopiere mine yndlingspassager, så jeg altid ville have dem hos mig. 
Siden den første læsemæssige beruselse, er bogen blevet velkendt og familiær. Jeg vender tilbage til den igen og igen, og læser sætninger jeg allerede kender slutningen på. Men fortryllelsen bliver aldrig slidt af eller formindsket; den vedbliver og minder mig så tydeligt om mit allerførste møde med Meg, Jo, Beth og Amy March.
Fra bogens første kapitel drømte jeg så inderligt om at være en elskeligt blid skabning som Beth. Hendes så blændende godhed, der var så tydelig for alle andre end hende selv, spredte skinnende solskinsspor gennem hele bogen, og efterlod mig betaget og fortryllet. Ved at skabe Beth, skabte Alcott en engel.
I virkeligheden er Jo nok fortællingens sande helt; med sit barske sind og flydende pen, er hun ikke blot et billede af Alcott selv - hun er den arbejdsomme, beundringsværdigt stædige skabning, der får sin belønning til sidst. I et virvar af læsning, bøger, skrivning og ord er hun bogens naturlige midtpunkt - men dog aldrig min åbenlyse favorit. 
Den yngste søster, Amy, der i en blanding af forfængelighed, trods og kølig beregning fremstilles som læserens umiddelbare ærkefjende, er derimod mit svageste punkt. I hende har jeg altid fundet en billedskøn prinsesse i et udlevet eventyr. Det lille hoved med de gyldne krøller, store sløjfer, blå øjne og forfinede manerer gennemgår muligvis fortællingens største udvikling; og et hjerte af guld gror frem undervejs.
Og slutteligt fremtoner Meg i en støvet krog af min hukommelses. Som en distanceret moderfigur, en pragmatisk skabning med logiske drømme, formår Meg altid at falde i baggrunden. Hun er den ældste søster i både sind og opførsel, og jeg har altid forstået hende mere som en kontrast end en egentligt karakter.

I am not afraid of storms, for I am learning how to sail my ship.

Mest af alt er "Little Women" et karakterstudie. De fire søstre kreerer så vidunderlige kontraster, når de færdes ind og ud mellem hinanden. Det er så fornøjeligt at udpege deres forskelle og ligheder, og følge deres vidt forskellige veje i livet, som fører dem milevidt fra hinanden i alle kompassets retninger, men ikke desto mindre altid forener dem igen med familiebåndets uopløselige knude. Bogen kredser om menneskelige forhold og positioner; forældre overfor søskende, søskende overfor nabovenskaber, og piger overfor elskere. Alcott snurrer sine karakterer rundt i en uendelig cirkel af hjemlighed, ambitioner og kærlighed - og i det rundtossede slør af bogstaver udåndes en mærkbar varme.
Fortællingen om de fire søstre er en bittersød og kendetegnende coming-of-age historie. Det er en fortælling om at vokse op, vokse sammen og fra hinanden, og det er en fortælling om at finde sig selv. Og efterhånden som man læser den, vil man rent faktisk finde sig selv; i en pragmatisk Meg, en flyvsk Jo, en skrøbelig Beth eller en forfængelig Amy. Denne bog og personlighederne i den formede mig langt mere, end jeg nogensinde vil være i stand til at udtrykke.
Jeg vil altid elske denne bog, og mindes mit tolvårige jeg, der græd og grinede i selskab med disse små pigebørn. I en lige tidslinje fører bogen læseren fra barnlige fremtidsdrømme til udlevede ambitioner og omformede skæbner. Jeg er altid efterladt en smule melankolsk efter at have vendt den sidste side, fordi historien indeholder en magisk nostalgi, der for evigt vil minde mig om, at ethvert pigebarn må vokse op, drømme må udleves og ambitioner realiseres. Jeg indkapslede mit barndomshjerte i denne bog, og når jeg genlæser den, kan jeg atter høre den svage pulserende rytme af fortidens minder - som altid tilbageføres til dén dag i dét bibliotek med netop dén bog.

I've got the key to my castle in the air, but whether I can unlock the door remains to be seen.” 

21 kommentarer:

  1. Hvor har du købt den? :-)
    Kh Shanice

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er købt på Amazon, og du kan finde den lige her; http://www.amazon.co.uk/Little-Barnes-Leatherbound-Classic-Collection/dp/1435136136/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1386059004&sr=8-1&keywords=little+women+leatherbound :)

      Slet
  2. Åh, Little Women.. Hvor jeg altså også bare knuselsker den bog!
    Jeg var intet mindre end tryllebundet ved første sætning. Og jeg har kun lyst til at læse den igen. Du har jo helt ret (i din video nedenunder), den emmer altså af samme skønne stemning, som julen også giver mig. Jeg har dog kun "første del" af fortællingen, men bare rolig.. Good Wives står øverst på ønskelisten i år ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker den virkelig også så evigt højt! Så fantastisk en bog. Så charmerende, henrivende og hjertevarm. Så elskelig,

      Jeg kan varmt anbefale 'Good Wives' også, den binder enderne så fint sammen! Egentligt læser jeg altid de to ud én køre, for de føles lidt som en sammenhængende historie. De er også oftest udgivet sammen, tror jeg egentligt! Du har en skøn del af historien til gode :D
      Faktisk er der også en 3'er og en 4'er. "Little Men" og "Jo's Boys". De handler dog ikke så meget om de fire søstre, og er heller ikke heeelt så gode. Men de er afgjort værd at læse, hvis man er fortryllet af Alcotts skønne univers. Så fine bøger! <3

      Slet
  3. Fineste anmeldelse, og hvor får jeg bare lyst til at læse den bog, når du snakker om den! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde Mette! Og den er virkelig også værd at læse, jeg tror, du vil synes meget om den :')

      Slet
  4. Åh, ja jeg vil så gerne snart have den læst. Især nu efter din fantastiske anmeldelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :) Den er virkelig så henrivende, den bog. Afgjort anbefalelsesværdigt!

      Slet
  5. Åh, det er sådan en dejlig bog :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det virkelig! Jeg elsker den :)

      Slet
  6. Det lyder som en skøn fortælling :) Endnu en fantastisk anmeldelse, der som altid er med til at inspirere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine altid så søde ord! Det er virkelig også en skøn bog :')

      Slet
  7. Det lyder som en vidunderlig bog, som jeg vil glæde mig meget til at læse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vidunderlig er lige ordet! Den er også værd at glæde sig til! :)

      Slet
  8. Jeg har ikke læst den bog siden jeg selv var omkring de 12,men nu fik jeg helt lyst til at læse den igen... Lige midt i eksamenslæsningen (det kan du ikke være bekendt)! ...tak for at have mindet mig om den igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh det var skam det mindste! Jeg håber ikke, påmindelsen forstyrrer din eksamenslæsning for meget! Det er bare sådan en vidunderlig fortælling.

      Slet
  9. Hej søde Rikke :)

    Jeg har længe tænkt på at læse bogen, især fordi jeg holder utrolig meget af filmkomponisten Thomas Newman, hvis soundtrack jeg lyttede til inden jeg så filmen fra 1994. Det sjove er at jeg selv synes musikken er utroligt julet, så da du i din Christmas TBR-video nævnte at bogen ikke nødvendigvis er en julebog, men at du ville læse den alligevel, kunne jeg nikke genkendende ang. filmen grundet den smukke, smukke musik. Nu har jeg bestilt den i Barnes and Noble's Leatherbound Classics, min første fra den serie. Og jeg glæder mig!

    Tak for en helt FANTASTISK blog! Du er simpelthen helt unik :)

    Mvh. Natasja

    SvarSlet
    Svar
    1. Først og fremmest tak for de søde, søde ord. Det varmer så usigeligt meget på en kold dag som denne :')

      Men det er faktisk rigtigt; jeg så netop filmen i mandags, og der er bestemt også en fin julestemning drysset over den. Særligt via musikken, som du også nævner! Historien handler så meget om hjemlige øjeblikke og familie, at den virkelig føles julevarm når man læser den. Jeg elsker den bog.
      Og fantastisk du har købt den - og især i sådan en smuk udgave! Jeg håber, du vil nyde den og at den vil bringe dig glæde. Det er i hvert fald en af mine absolutte favoritter.

      Slet
    2. Jeg synes det er så dejligt at du giver dig tid til at svare på kommentarer. Fortsæt det gode arbejde! :)

      Slet
  10. Hm, det er lige gået op for mig, at jeg aldrig har læst Little Women! Det er da virkelig for dårligt, og det må der laves om på så hurtigt som muligt :o) Jeg har altid været vild med filmen, og sidder egentlig her og er lidt forvirret over, at jeg aldrig har læst den. Mærkeligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, sommetider glemmer man bare ting i forbifarten! Filmen er dog også rigtig sød og forholdsvist tro mod bogen, så du vil helt sikkert nyde bogen mindst ligeså meget :)

      Slet