"Little Women" (Little Women #1) af Louisa May Alcott

"Little Women" af Louisa May Alcott, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1868). 5/5 stjerner. 

"Little Women" følger de fire March søstre Meg, Jo, Beth og Amy under Den Amerikanske Borgerkrig. Deres far er draget i krig, og i en hverdag med stigende økonomiske problemer og praktiske besværligheder, vokser de fire søstre op med store drømme og vidt forskellige forhåbninger for fremtiden.
Bogens kapitler tager form af små episoder med hver sit fokuspunkt. De fire søstre skiftes til at indtage hovedrollen, og sympatien flyttes en smule undervejs. I en blanding af hverdagslige hændelser og skæbnesbestemte øjeblikke males tydelige portrætter af de fire søstre og overgangen fra barndom til voksenliv.

“...and best of all, the wilderness of books in which she could wander where she liked, made the library a region of bliss to her.” 

Der hviler en særlig fortryllelse over denne bog. Jeg rører den og bliver straks mindet om forlagte tegninger og digte, duften af tørrede blomster mellem tæt sammenpressede sider, lyserøde hårbånd og silkesløjfer, porcelænsdukker med gyldne lokker, og den gradvise opbygning af et helt livs drømme. "Little Women" er en bog om fire pigehjerter - og et usynligt femte læserhjerte. Mit læserhjerte.
Jeg taler ofte om den måde, bøger påvirker deres læsere på, og ingen bog har påvirket mig så meget som denne. Jeg tog den tilfældigt med mig hjem fra Kolding Bibliotek, og selvom jeg afleverede den igen få uger efter, blev den i mit hjerte for altid. Dens karakterer blev mine barndomsidoler, og dens tidsperiode blev mit foretrukne drømmescenarie. På stille dage med trætte øjne, genlånte jeg den og læste den med voksende begejstring. Jeg lå søvnløs hele nætter for at kopiere mine yndlingspassager, så jeg altid ville have dem hos mig. 
Siden den første læsemæssige beruselse, er bogen blevet velkendt og familiær. Jeg vender tilbage til den igen og igen, og læser sætninger jeg allerede kender slutningen på. Men fortryllelsen bliver aldrig slidt af eller formindsket; den vedbliver og minder mig så tydeligt om mit allerførste møde med Meg, Jo, Beth og Amy March.
Fra bogens første kapitel drømte jeg så inderligt om at være en elskeligt blid skabning som Beth. Hendes så blændende godhed, der var så tydelig for alle andre end hende selv, spredte skinnende solskinsspor gennem hele bogen, og efterlod mig betaget og fortryllet. Ved at skabe Beth, skabte Alcott en engel.
I virkeligheden er Jo nok fortællingens sande helt; med sit barske sind og flydende pen, er hun ikke blot et billede af Alcott selv - hun er den arbejdsomme, beundringsværdigt stædige skabning, der får sin belønning til sidst. I et virvar af læsning, bøger, skrivning og ord er hun bogens naturlige midtpunkt - men dog aldrig min åbenlyse favorit. 
Den yngste søster, Amy, der i en blanding af forfængelighed, trods og kølig beregning fremstilles som læserens umiddelbare ærkefjende, er derimod mit svageste punkt. I hende har jeg altid fundet en billedskøn prinsesse i et udlevet eventyr. Det lille hoved med de gyldne krøller, store sløjfer, blå øjne og forfinede manerer gennemgår muligvis fortællingens største udvikling; og et hjerte af guld gror frem undervejs.
Og slutteligt fremtoner Meg i en støvet krog af min hukommelses. Som en distanceret moderfigur, en pragmatisk skabning med logiske drømme, formår Meg altid at falde i baggrunden. Hun er den ældste søster i både sind og opførsel, og jeg har altid forstået hende mere som en kontrast end en egentligt karakter.

“I am not afraid of storms, for I am learning how to sail my ship.”

Mest af alt er "Little Women" et karakterstudie. De fire søstre kreerer så vidunderlige kontraster, når de færdes ind og ud mellem hinanden. Det er så fornøjeligt at udpege deres forskelle og ligheder, og følge deres vidt forskellige veje i livet, som fører dem milevidt fra hinanden i alle kompassets retninger, men ikke desto mindre altid forener dem igen med familiebåndets uopløselige knude. Bogen kredser om menneskelige forhold og positioner; forældre overfor søskende, søskende overfor nabovenskaber, og piger overfor elskere. Alcott snurrer sine karakterer rundt i en uendelig cirkel af hjemlighed, ambitioner og kærlighed - og i det rundtossede slør af bogstaver udåndes en mærkbar varme.
Fortællingen om de fire søstre er en bittersød og kendetegnende coming-of-age historie. Det er en fortælling om at vokse op, vokse sammen og fra hinanden, og det er en fortælling om at finde sig selv. Og efterhånden som man læser den, vil man rent faktisk finde sig selv; i en pragmatisk Meg, en flyvsk Jo, en skrøbelig Beth eller en forfængelig Amy. Denne bog og personlighederne i den formede mig langt mere, end jeg nogensinde vil være i stand til at udtrykke.
Jeg vil altid elske denne bog, og mindes mit tolvårige jeg, der græd og grinede i selskab med disse små pigebørn. I en lige tidslinje fører bogen læseren fra barnlige fremtidsdrømme til udlevede ambitioner og omformede skæbner. Jeg er altid efterladt en smule melankolsk efter at have vendt den sidste side, fordi historien indeholder en magisk nostalgi, der for evigt vil minde mig om, at ethvert pigebarn må vokse op, drømme må udleves og ambitioner realiseres. Jeg indkapslede mit barndomshjerte i denne bog, og når jeg genlæser den, kan jeg atter høre den svage pulserende rytme af fortidens minder - som altid tilbageføres til dén dag i dét bibliotek med netop dén bog.

“I've got the key to my castle in the air, but whether I can unlock the door remains to be seen.”