"Still Alice" af Lisa Genova

"Still Alice" af Lisa Genova, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2007). Boggave fra Irene ifbm. boggave projektet. 3/5 stjerner.

"Still Alice" er Lisa Genovas debutroman, og den følger en 50-årig kvindes svigtende hukommelse og stigende forvirring. Genova har selv en baggrund indenfor neurovidenskab, og hendes viden om emnet kommer til udtryk i løbet af bogen.
Alice Howland er 50 år, og arbejder side om side med sin mand, John Howland, som professor på Harvard. Alices speciale er kognitiv psykologi og særligt lingvistik; hun beskæftiger sig med sprog og med ord - og derfor er det sådan et stort chok, da hun pludselig en dag netop selv mangler dem. Ordene.
Hvad Alice i starten antog som en almindelig del af overgangsalderen, ændrer sig hurtigt til noget langt mere alvorligt, skræmmende og tragisk. Alice får stillet diagnosen Alzheimers - og med ét forandres hele hendes verden. 

“My yesterdays are disappearing, and my tomorrows are uncertain, so what do I live for? I live for each day. I live in the moment. Some tomorrow soon, I'll forget that I stood before you and gave this speech. But just because I'll forget it some tomorrow doesn't mean that I didn't live every second of it today. I will forget today, but that doesn't mean that today doesn't matter.”

Der findes så mange skræmmende sygdomme i verden og så mange tilhørende tragiske skæbner, at det gør helt ondt at tænke på. En af dem er Alzheimers; en sygdom der tvinger dens offer at glide væk fra sine minder, fra sit sprog, og gradvist fra sig selv. En sygdom der som et ufrivilligt viskelæder fjerner ethvert ord i en kærligt fyldt bog. 
"Still Alice" omhandler netop denne proces af gradvis glemsel. I stedet for at fokusere på sygdommens slutforløb og endelige konsekvenser, følger bogen i stedet Alice efterhånden som hun snubler over flere og flere mørke huller i hendes hukommelse. Fra de tidlige episoder af glemte nøgler og forlagte huskesedler til en svindende korttidshukommelse, glemte navne og desorientering i sit eget hjem, ændrer Alices liv sig drastisk, måned efter måned - indtil hele hendes tilværelse pludselig er et fjernt ekko af det, der engang var.
Jeg har aldrig kendt nogen med Alzheimers, og jeg har intet andet end det mest overfladiske kendskab til sygdommens omfang, så jeg kan ikke udtale mig om troværdigheden i Alices fiktive sygdomsforløb med andet belæg end, at bogen overbeviste mig. Den føltes smertefuldt ægte, mens jeg læste den, og den frustration og magtesløshed som bogens karakterer bar rundt på smittede en anelse af på mig undervejs. Særligt forholdet mellem Alice og hendes mand, John, føltes som et knivskarpt virkelighedsbillede. John benægter stædigt enhver form for erkendelse af Alices sygdom og den betydning, den indebærer, og kan som resultat knap nok møde hendes blik over middagsbordet. Han distancerer sig mere og mere fra hans elskede kone, og trækker sig længere og længere ind i en skrøbelig tryghedsboble - og som resultat spilder de begge dyrebar tid.
Alices børn er derimod langt mere problematiske størrelser - de er det ene øjeblik dybt påvirkede af moderens sygdom, og det næste fuldstændig afklarede, mens de næsten lever deres liv, som de altid har gjort. Sommetider virker hele deres omstilling for let og for affærdigende. Det er derimod netop i de anstrengte forhold, de grimme reaktioner og fejltrin, jeg finder menneskeligheden i Genovas persongalleri - og dermed også troværdigheden.

“She liked being reminded of butterflies. She remembered being six or seven and crying over the fates of the butterflies in her yard after learning that they lived for only a few days. Her mother had comforted her and told her not to be sad for the butterflies, that just because their lives were short didn't mean they were tragic. Watching them flying in the warm sun among the daisies in their garden, her mother had said to her, see, they have a beautiful life. Alice liked remembering that.”

Skrivestilen i "Still Alice" er til dels hverdagslig og fortalt fra en simpel udeforståendes synsvinkel, mens Genovas egen baggrund indenfor neurovidenskaben andre gange skinner tydeligt igennem. Videnskabelige og komplicerede begreber optræder til tider i lægernes sterile rum, mens dybere forklaringer bliver hevet ned til et alment niveau. Skrivestilen gør bogen let at læse, og let at følge, selvom konkret videnskab også sniger sig ind undervejs. Genova er dygtig til at formidle sin viden, og efterlader hverken spørgsmålstegn eller undren.
Som titlen, "Still Alice", også antyder, stiller bogen spørgsmål om identitet og det identitetsskabende. Alices største frygt er at ophøre med at være Alice; at minderne der langsomt smuldrer væk mellem hendes fingre, fratager hende essensen af hende selv. En del af hendes daglige rutiner er at besvare en række personlige spørgsmål, såsom hendes barns fødselsdag og hendes egen adresse - og intet er så smertefuldt som at bevidne svarene, der bliver kortere og kortere, efterhånden som Alices hukommelse svinder ind.
Genova kredser gentagende gange om diskussionen om, hvorvidt dine minder, oplevelser og erfaringer, gør dig til den du er - og i så fald, om fratagelsen af dine minder nulstiller din identitet. Alice når selv frem til, at hun tror på en sjæl, der fungerer seperat fra hjernen - men den endelige konklusion efterlades åben og uafsluttet.
Overordnet set er dette en smuk bog om et grusomt emne. I dens grimmeste øjeblikke, skærer den skarpt som glas, og i Genovas enkelte forsøg på romantisering fremstår den mest utroværdigt. Der var særligt ét øjeblik mod bogens slutning, der blev løst for hurtigt og for simpelt, altimens det blev iøjenfaldende tydeligt, at Genova bevidst undveg en tung diskussion. Bogen har dog andre opvejende kapitler med så dybe følelser og sitrende nerver, at jeg ved, den vil spøge i min erindring lidt endnu. For på trods af en ubeslutsom fortællervinkel og en hurtig udvej, er det ikke bog, man bare lægger fra sig med et  simpelt skuldertræk. Snarere, tværtimod.