onsdag den 23. april 2014

"Middlemarch" af George Eliot

Hvordan skriver man om en bog, der har rørt ens hjerte, og bragt en så megen overraskelse, at den ultimativt ændrede ens forhold til litteratur? Hvordan oversætter man så stærke følelser til ord? Svaret er simpelt; jeg aner det ikke. Men jeg vil forsøge alligevel. Både her og i en rapport i mit kursusfag ved navn 'What is a Good Book?'. For noget af det jeg ved med sikkerhed er, at "Middlemarch" er en god bog. Ethvert instinkt i min krop, enhver intuition og enhver tankemæssig logik fortæller mig, at det er sandt.

"Middlemarch" af George Eliot, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1874). 5/5 stjerner.

I virkeligheden er den bedste måde at opsummere George Eliots ambitiøse mesterværk på, måske ved at inkludere dens undertitel: "A Study of Provincial Life". For det er netop, hvad bogen er; et studie og en fordybelse i 1800-tallets engelske provinsliv med alle dets hverdagslige sorger og glæder, fiaskoer og sejre. 
"Middlemarch" startede som en roman om en ung idealist ved navn Tertius Lydgate, men Eliot holdte gradvist op med at arbejde på sit værk, og begyndte i stedet at skrive om en kvinde ved navn Dorothea Brooke, der indgik et forkert ægteskab. Efter en ukendt periode i skrivebordskuffen, blev den tidlige historie om Lydgate flettet sammen med fortællingen om Dorothea, og "Middlemarch" blev omdannet til den bredt favnende roman, vi kender i dag.

What do we live for, if it is not to make life less difficult for each other?

Middlemarch er navnet på en fiktiv by, der ikke eksisterer på hverken landkort eller i historiebøger. Navnet og placeringen er Eliots egen opfindelse, og som navnet indikerer, er det meningen, at Middlemarch skal symbolisere det gennemsnitslige; noget der er midtimellem. Bogen handler netop om menneskesamfundet, der altid befinder sig midtimellem godt og ondt, nyt og gammelt, smukt og grimt, komedie og tragedie. Bogen er én stor gråzone og blandingsform, der fremstår evigt relaterbar.
I en summende provinsverden følger man ægteskaber, spirende politiske overvejelser, kunstnerisk fortabelse, intellektuel forblændelse, etiske debatter, stille eksistenser og en afsluttende landsbyskandale. Kapitlerne følger hovedsageligt tre personer; den principfaste Dorothea Brooke, den visionære landsbylæge Tertius Lydgate og den gamblende rigmandssøn Fred Vincy. Bag disse tre karakterer befinder der sig en overflod af historier og tilknyttede bipersoner; alle båret igennem af Eliots tydeligt satiriske fortællerstemme, der har blidt Austenske undertoner.
"Middlemarch" starter med et ægteskab, og kun flere ægteskaber følger. Dorothea Brooke gifter sig med en ældre lærd mand med ambitioner om, at hun vil kunne hjælpe ham med hans teologiske skriveprojekt; hun ser ham som midlet til den uddannelse, hun drømmer om. Edward Casaubon på den anden side, gifter sig med Dorothea under den illusion, at hun vil være en hjemlig skabning, der vil aflaste hans tungsind. Fra deres første spinkle skridt mod bryllypsløftet taler de håbløst forbi hinanden; og ingen af dem er i stand til at se den misforståelse, de er ved at begå.
Eliot var, som så mange andre skribenter i hendes samtid, interesseret i ægteskabets funktion. I "Middlemarch" opstiller hun elegante spørgsmålstegn ved kvindens position i samfundet og diskuterer traditionsbundne (og forældede) virkelighedsopfattelser i forbindelse dermed. Men i modsætning til Austen, Brontë og Gaskell, er ægteskabet hos Eliot ikke det mål, romanen arbejder henimod. Eliot omvender hele ægteskabsskabelonen således, at ægteskabet ikke er noget, heltinden skal opnå; men tværtimod noget, læseren håber, heltinden vil kunne frigøre sig fra. Lyden af bimlende kirkeklokker giver derfor genlyd gennem "Middlemarch"'s sider  og de varsler ikke altid om lykke.

To be a poet is to have a soul so quick to discern, that no shade of quality escapes it, and so quick to feel, that discernment is but a hand playing with finely-ordered variety on the chords of emotion--a soul in which knowledge passes instantaneously into feeling, and feeling flashes back as a new organ of knowledge.

"Middlemarch" har lært mig så mange ting. Bogen er fyldt med værdifulde observationer om hverdagslige fejltagelser og manglende selvindsigt, men den lektion jeg tydeligst forbinder Eliot med, er en læsemæssig af slagsen. Første gang jeg læste "Middlemarch" var jeg nemlig ved at opgive den. Jeg kunne ikke gennemskue eller overskue dens enorme sidetal, jeg kunne ikke fordybe mig i fortællertempoet, og jeg følte ingen begejstring. De første 400 husker jeg som en kamp uden lige, og det var en kamp, jeg kun tog op, fordi mit studie tvang mig til det.
Men under min læsning skete der pludselig noget. En forandring fandt sted, og siderne blev gradvist vendt hurtigere og hurtigere. Én efter én vandt karaktererne mit hjerte, Eliots fortællerstemme indtog min hjerne og 400 sider forsvandt i løbet af en enkelt dag. Da jeg nåede den sidste side, græd jeg ikke blot; jeg hulkede. Mine tårer skyldtes ikke en trist slutning, men snarere at bogen overhovedet tillod sig at slutte.
"Middlemarch" snød mig på en måde, jeg aldrig havde forudset. Den ændrede hele min læsetilgang; til klassisk litteratur, til karakteropbygning og til plotstruktur. Den lærte mig at læse dybere, at læse nærmere og til ikke at dømme. Alt det jeg troede, jeg vidste om bogen, viste sig at slå fejl. Og det havde jeg aldrig fundet ud af, hvis jeg havde gjort, hvad jeg var fristet til og bare givet op.
Denne måneds genlæsning af "Middlemarch" har været en længe ventet milepæl for mit vedkommende. Jeg har i lang tid ønsket at vende tilbage til den engelske provinsby og denne gang kigge nærmere på det landskab, bogen førte mig igennem. Jeg har forsøgt at rette min første fejltagelse og tage mig tid til fordybelse, nærlæsning og indlevelse. Og det har virket. I Eliots ambitiøse mesterværk har jeg fundet en psykologisk indsigt, der næsten er skræmmende i dens præcision, og et landsbyportræt der på én gang er længselsvækkende og frastødende. Jeg er endnu en gang stødt på en slutning, jeg ville ønske ikke fandtes, en slutning jeg ville udsætte i det uendelige, hvis det var muligt. Bogen er et univers, jeg gerne vil leve i, selvom jeg ikke kan. I stedet lever bogens ord i mig  og det er måske netop dét, der kendetegner en god bog, når det kommer til stykket?

Certainly the determining acts of her life were not ideally beautiful. They were the mixed result of young and novel impulse struggling amidst the conditions of an imperfect social state, in which great feelings will often take the aspect of error, and great faith the aspect of illusion.

10 kommentarer:

  1. Jeg tog traditionen op her på Bornholm og cyklede ned til min søde svigermor med en blomst (afskåret) og bogen: Caruso synger ikke mere af Anne Chaplet. Hun blev mægtig glad og overrrasket :-)

    Det er det nyeste billede af min bogvæk, mit kamera drillede og ville partou ikke stille skarpt. Det var nok fordi der var alle de farvede bogrygge og billedet blev for overvældende hehe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej hvor er det dog sødt gjort! Jeg kan godt forstå, det spredte smil :)

      Og ja, så meget bogskønhed kan forvirre ethvert kamera! Men yndigt ser det ud :)

      Slet
  2. Åh det sidste billede skriger virkelig bare af bogkærlighed :)!!
    Jeg håber sådan jeg vinder din konkurrence, for vil så gerne læse bogen! Indtil videre har jeg Adam Bede af Eliot til at stå - er det noget, du kan anbefale?

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Tusind tak! Det er også vaskeægte, dyb og inderlig bogkærlighed!


      Du bør virkelig også læse bogen! Den er så god på sådan en fordybende og blidt Austen-lignende måde. Jeg elsker den. Jeg har faktisk læst en del af Eliot, men jeg har aldrig læst "Adam Bede". Så vidt jeg ved, er det vist hendes debutroman..? Jeg vil gerne selv læse den en dag, men om den er god, skal jeg dog ikke kunne sige. (Intet jeg har læst af Eliot har dog _nogensinde_ fået under 4 stjerner. Just sayin' :p)

      Slet
  3. Åh Middelmarch! Jeg kan sagtens forstå, du har svært ved at beskrive en bog, der betyder så meget for dig - men jeg synes nu alligevel, du klarer det mesterligt :)

    Jeg læste selv Middelmarch for noget tid siden, fordi du havde rost den så meget, og jeg blev virkelig også overrasket over, hvor meget en bog kan rumme. Den er simpelthen vidunderlig, og jeg får helt lyst til at give mig i kast med den igen, selvom det er sådan et stort projekt. Jeg kan forestille mig, at det er en bog, der bliver endnu bedre (hvis det overhovedet er muligt) af at blive læst et par gange, så man får alle detaljerne med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød! Tusind tak! Det er så svært at omdanne ægte bogkærlighed til ord.

      Bogen rummer nemlig så uendeligt meget. Der er så mange lag, så mange historietråde der flettes sammen og så meget at forundres, forstå og fordybe sig i. Jeg elsker det, og i mine øjne er Eliot en af de største engelske forfattere, nogensinde. Hun står næsten på lige linje med Austen, hun er bare desværre så ukendt i forhold til. Det er virkelig en skam.

      Slet
    2. Ja, det er virkelig en skam, at hun ikke er mere kendt. Jeg kendte heller ikke til hende, før du introducerede "Middlemarch". Men jeg er SÅ glad for, at jeg fik øjnene op for bogen og for Eliot som forfatterinde!

      Slet
    3. Det kan jeg godt forstå; og hvor er det egentligt stor ros, at du samlede den op på min anbefaling! Tusind tak for det :')

      Og ja, Eliot er så dygtig! Jeg har lige læst hendes sidste roman, og den var virkelig også enestående. "Silas Marner" og "The Mill on the Floss" er også blandt mine favoritter!

      Slet
  4. Jeg glæder mig sådan til en dag at læse Middlemarch! Held og lykke med opgaven!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det bør du bestemt også gøre! Den er fan-tas-tisk! :') Og tusind tak, jeg glæder mig faktisk til at skrive den :D

      Slet