"Good Omens" af Terry Pratchett og Neil Gaiman

"Good Omens" af Terry Pratchett og Neil Gaiman, fra forlaget Gollancz, udgivet i 2014 (1990). 4/5 stjerner.

Fra den første side og det første ord er "Good Omens" en kaotisk bog om kaos. I en tilsyneladende endeløs kæderække af uheld, fejlfortolkninger, forbyttelser og tvivlsomme navngivninger, kæmper godt og ondt mod hinanden med jorden som slagmark. 

Ifølge den eneste korrekte spådomsbog nogensinde vil jorden ende på en lørdag – faktisk vil den allerede ende på bogens næste lørdag, og derfor er "Good Omens" en form for forberedelse og nedtælling til den endelige kamp mellem godt og ondt. Både engle, djævle, dæmoner og himmelske budbringere ser frem til en forløsning og en afgørelse i verdens evige kamp. Undtagen to, der vil gøre alt for at stoppe den ventende katastrofe. 
Den bogsamlende, forvirrede og velkoreograferede ærkeengel Aziraphale og den tilbagelænede, dovne og bilglade Crowley er gamle venner, der ofte nyder en gåtur og en andefodring sammen. De er begge blevet vant til det liv, de fører på jorden og er ikke interesserede i at sige farvel til det så hurtigt. For at forhindre deres hverdag (og Aziraphales bogsamling) fra at komme til en ende, skal de opspore Antichrist og dræbe ham. Problemet er bare, at nogen tilsyneladende har forlagt ham.

“DON'T THINK OF IT AS DYING, said Death. JUST THINK OF IT AS LEAVING EARLY TO AVOID THE RUSH.” 

Jeg havde aldrig forestillet mig, at dommedag kunne være så sjov, så fuldstændig urkomisk, umulig og hysterisk latterlig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den episke kamp mellem godt og ondt ville være så dybt useriøs og afhænge så meget af en dreng og hans djævel-hund (som i øvrigt lige havde lært at fange rotter). Og jeg havde aldrig, aldrig, aldrig forestillet mig, at Antichrist ville være en nogenlunde almindelig dreng, der cyklede rundt i en forstad og i øvrigt hed Adam – af alle navne i hele verden.
Ligeledes ville jeg aldrig i min vildeste fantasi have gættet på, at verdens profeti afhang af en kvinde ved navn Agnes Nutter, som skrev i mærkelige gåder (der oftest først kunne tydes og forstås efter hændelsen var sket), og som endte med at sprænge hele sin landsby og dens beboere i luften. Og jeg ville slet ikke kunne have forestillet mig, at selvsamme overjordiske profeti ville blive udgivet med trykfejl, og ende med at blive den mest sjældne bog i verden, som en antikvarisk ærkeengel ville bruge hele sit liv på at opspore.
Ikke desto mindre er der nogen, der har forestillet sig en sådan uhyrligt morsom tilgang til dommedag. Og selvfølgelig er det den usandsynlige forfatterduo, bestående af den tørt humoristiske Terry Pratchett og den vidunderligt morbide Neil Gaiman. Hvem i alverden skulle det ellers være? Hvem i alverden ville ellers være britiske nok og i besiddelse af så megen sort humor til at kunne få en så absurd historie til at fungere? Bogen er en farverig festparade af det mest absurde, det mest fjollede og det mest kreative, begge forfattere har at byde på. Og det er ikke så lidt.
I den vrimmel af karakterer der farer rundt mellem hinanden i et rablende vanvittigt sammenblandet kaos, er der så mange særheder, så mange henkastede øjeblikke af juvelindbefattet humor, at man næsten kan stirre sig blind på dem. Der er djævelen selv, som kommunikerer med sine undersåtter gennem halvdårlige radioudsendelser, der er en heksejæger, hvis eneste våben er en samling af små nålepinde, en dæmonisk hund som hellere vil fange rotter end igangsætte dommedag, en flok ænder der er så vant til at blive fodret af undercover-agenter, at de kigger forventningsfuldt på enhver forbipasserende i et mørkt jakkesæt, fire af djævelens tjenere som kalder sig for Hell's Angels, som når de bliver spurgt af deres motorcykel-kollegaer om, hvilket distrikt de tilhører, ganske simpelt svarer: "REVELATIONS. CHAPTER SIX". Og så er der selvfølgelig også bogens hjerte og mest modstridende punkt: det usandsynlige venskab mellem en ærkeengel og en dæmon.

“Aziraphale collected books. If he were totally honest with himself he would have to have admitted that his bookshop was simply somewhere to store them. He was not unusual in this. In order to maintain his cover as a typical second-hand book seller, he used every means short of actual physical violence to prevent customers from making a purchase. Unpleasant damp smells, glowering looks, erratic opening hours - he was incredibly good at it.”

"Good Omens" er en bog, der er ufatteligt svær at forklare og genfortælle, for det er en bog med så mange detaljer. Og det er i detaljerne, de skæve særpræg og små kommentarer, al genialiteten, al humoren, al nærværet befinder sig. Pratchett og Gaiman fortæller ikke så meget en historie om jordens ventende undergang, som de fortæller en historie om de vidunderlige og forunderlige egenskaber, som menneskeheden og jordens væsener alle er i besiddelse af. Den endelige kamp mellem godt og ondt er ikke så meget en kamp, som det er et spørgsmålstegn om, hvorvidt der overhovedet findes godt og ondt. I sidste ende vil både Gud og Djævelen selv jo akkurat det samme: de vil vinde, de vil overtage og de vil triumfere. De har begge en hær, og de er begge parat til at gå i krig. De eneste to der argumenterer for fred er en ærkeengel og en dæmon; en repræsentant fra hver side.
"Good Omens" er en ufatteligt sjov bog, og jeg spruttede af grin flere gange i løbet af min læsning. Men det er også en bog, der handler om mere og andet end blot komiske figurer, og det er en bog, der har sået små spørgsmålstegn i mit indre. For efterhånden som linjerne mellem godt og ondt sløres, efterhånden som Gud og Djævelen begynder at ligne hinanden mere og mere, bliver bogen i virkeligheden en kærlighedserklæring til mennesket. Gaiman og Pratchett diskuterer, via Aziraphale og Crowley, menneskehedens stærkeste og svageste sider, og eksemplificerer, via Antichrist, at det netop er menneskets frie muligheder for at starte katastrofer, der i sidste ende giver muligheden for at skabe mirakler. Selvom "Good Omens" er en fortælling om dommedag, er det også en optimistisk fortælling om den dobbelthed, der eksisterer i mennesket; grobunden for både godt og ondt.
Jeg har tidligere skrevet om min tøven overfor såkaldte humoristiske bøger. Jeg har endda afsløret min ambivalens overfor Terry Pratchett selv og hans uendeligt lange Discworld-serie. Jeg måtte tage en dyb indånding og tage langsomt tilløb, før jeg overhovedet turde at læse "Good Omens", for jeg var bange for at vælte den piedestal, jeg har placeret Gaiman på. Jeg havde forberedt mig på ikke at kunne lide "Good Omens", og derfor fik jeg den mest vidunderlige overraskelse. For bogen er noget af det mest oprigtigt morsomme, jeg nogensinde har læst, den er uforståeligt kreativ, og den indeholder alt det bedste fra både Pratchett og Gaiman. Bogen er en velsmagende cocktail af dommedagsprofetier, skæve karakterer og, frem for alt, af optimisme.

“It may help to understand human affairs to be clear that most of the great triumphs and tragedies of history are caused, not by people being fundamentally good or fundamentally bad, but by people being fundamentally people.”