"Death Comes to Pemberley" af P. D. James

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

"Death Comes to Pemberley" af P. D. James, fra forlaget Faber and Faber, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2011). 1/5 stjerner. 

I velkendte omgivelser og med velkendte karakterer, fungerer "Death Comes to Pemberley" som en slags videredigtning og forestilling af, hvad der kunne ske seks år efter det sidste punktum i Austens "Pride and Prejudice". P. D. James lader sin roman udspille sig i Mr. Darcy og Elizabeth Bennets lykkelige tilværelse på det smukke gods Pemberley, hvor et spor af mord og mystik flettes ind i ægteparrets liv. 
Midt i planlægningen af et funklende efterårsbal kommer døden nemlig til Pemberley; i form af en karet med Elizabeths paniske søster Lydia, der erklærer at hendes mand, George Wickham, er blevet myrdet. Det idylliske Pemberley forvandles med ét til en forbrydelsesscene og en efterforskning går i gang.

“It is doubtful whether Mrs Bennet missed the company of her second daughter, but her husband certainly did. Elizabeth had always been his favourite child.”

Austens Elizabeth Bennet er kendt for at være stædig, vittig, intelligent og interessant. Hun dominerer ethvert kapitel, som hun indfinder sig i, og hun stjæler ikke rampelyset så meget med sin skønhed som med sit sind. Hun er en gnistrende, lynende og levende karakter, hvis latter har givet genlyd gennem verdenslitteraturhistorien i over 200 år. Med Elizabeth Bennet skabte Austen noget særligt, og man kan ikke fortænke andre forfattere i ind i mellem at låne hende til egne formål og nye romaner. Men det er en farlig sti at følge; for i det i øjeblik, man bruger en så elsket karakter, skaber man også store forventninger. Forventninger der ofte resulterer i skuffelse.
I virkeligheden havde P. D. James slet ikke behøvet at kalde sin karakter for Elizabeth Bennet og at kreditere Austen for hendes skabelse. For den karakter James tager sit udgangspunkt i kunne være hvem-som-helst; faktisk kunne det være alle andre end Elizabeth Bennet.
Jeg forstår ikke James' intention; hvorfor benytte sig af en af litteraturens mest genkendelige og karakteristiske kvindelige hovedpersoner, for derefter at reducere hende til en skygge på tapetet? En kvinde altid i baggrunden, altid optaget af at udsende invitationer, planlægge baller, mistænke Charlotte Lucas for tankeløst sladder og af at bekymre sig om sin mand uden at turde at snakke med ham om, hvilken retning hans søsters liv bevæger sig i. I James' hænder forvandles Elizabeth Bennet til nøjagtigt den kvindetype, som Austen brugte en hel roman på at latterliggøre.
Selvom bogen muligvis kunne have haft større værdi som almen historisk fiktion frem for Austen-fanfiction, insisterer James stædigt og vedvarende på at integrere sin historie i Austens fortællerunivers. Gentagende gange opridses plottet fra "Pride and Prejudice", gentagende gange taler karaktererne om minder, udveksler lange spørgsmål der begynder med "Husker du dengang..?" og efterfølges af hele referater af samtaler og hændelser fra Austens originale roman. Som resultat bliver store dele af bogen decideret tidsspilde for enhver, der er bekendt med Austens plot – hvilket både forundrer og irriterer mig, da jeg forestiller mig, at læserne af netop denne roman udmærket er bekendt med omstændighederne, der førte Elizabeth Bennet til Pemberley.

“If this were fiction, could even the most brilliant novelist contrive to make credible so short a period in which pride had been subdued and prejudice overcome?”

Som Austen-fanfiction er bogen en meningsløs forvrængning, og som krimi er den både usammenhængende og kedsommelig. James fylder sin tekst med tunge beskyldninger og tydelige fodspor, der peger hen på to mulige mordere. Ikke desto mindre er det tydeligt lige fra romanens tidlige begyndelse og mysteriets start, at ingen af de to beskyldte er involverede. I stedet løses gåden på bogens sidste side og på en så forhastet måde, at læseren aldrig inkluderes i processen. Den endelige afsløring virker mest af alt som et desperat overraskelsesforsøg eller en pludselig eftertanke, og kan på ingen måde spores tilbage til bogens kerneplot. De foregående 200 sider virker pludselig helt spildte og unødvendige.
Og mit afsluttende kritikpunkt er netop dette; når man når slutningen, virker den historie man lige har læst fuldstændig overflødig. James' roman består hovedsageligt af utroværdig genbrug af Austens karakterer, talrige og tydeligt udpenslede resuméer af "Pride and Prejudice", nytteløse eftersøgninger, et spændingsløst klimaks og en slutning der mest af alt er en lappeløsning. Det er en bog, der har udfordret min evne til blot at skrive det mindste konstruktivt, en bog der har frarøvet mig ethvert positivt ord, og det er en bog, hvis eksistensgrundlag jeg endnu ikke har formået at begribe. Jeg hadede den.
Da jeg ville tage disse billeder, faldt Rasmus om i en dyb trancelignende søvn, hvor hun brugte den skriggule bog som hovedpude. Jeg kan ikke bebrejde hende – under min egen læsning faldt jeg selv flere gange i den samme fælde. For uanset hvilke spændende og gåsehudsfremkaldende mysterier bogen hævder at indeholde, er dens ord uimodståeligt søvndyssende. Og på sin vis tror jeg, at Rasmus har ret; den egner sig bedre som hovedpude end som ferielæsning.