Tema-tirsdag #58: Sene nætter, lange bøger

Dette er et planlagt indlæg. Jeg er i feriehi og er derfor lidt langsommere om at udgive og besvare kommentarer. Men jeg skal nok få det gjort efterhånden.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det altid dét jeg husker. De sene nætter, hvor lyset var slukket, huset var stille og jeg var vågen. Jeg lå der i mørket under min dyne og knugede en bog, altimens jeg læste i skæret fra en enkel lommelygte. Tiden forsvandt, og jeg havde intet ur til at minde mig om min overskredne sengetid eller min ventende skoledag. Jeg kunne ikke sove, for jeg var ikke rigtigt til stede. Jeg var inde i en bog.

Der er noget næsten ulideligt nostalgisk ved tanken om de mange sene nætter, jeg har tilbragt med en bog. For den bitre sandhed er, at selvom jeg stadig læser meget og læser mange gode bøger, så er det sjældent med den samme altopslugende, absorberende og fuldstændig feberhede opmærksomhed, som det var engang. Selvom jeg stadig elsker ord, selvom jeg stadig fortaber mig i historier, og selvom jeg stadig kan lukke verden ude, når jeg er midt inde i en bog, er jeg ikke længere i stand til at sætte mit ur på pause og holde natten ude af min bevidsthed. Hvor meget jeg end kæmper, så falder jeg i søvn. Midt i en sætning, midt i en bog, midt i en historie, som jeg ellers elsker. De sene nætter med lange bøger, en tændt lommelygte og et stille hus, er fortid. De har i stedet forvandlet sig til tidlige morgener, til lange eftermiddage og stjålne minutter i en bus. Måske er det blot endnu en ud af mange bivirkninger ved at blive voksen.

“Books are, for me, it must be said, the most important thing; what I cannot forget is that there was a time when they were at once more banal and more essential than that. When I was a child, books were everything. And so there is in me, always, a nostalgic yearning for the lost pleasure of books. It is not a yearning that one ever expects to be fulfilled.” - Diane Setterfield.

Men for nylig skete det alligevel. Det var en fredag, jeg var alene hjemme, og jeg begyndte en bog, som jeg blev nødt til at færdiggøre. Jeg bladrede uden blik for ur og den ventende morgendag, og jeg undertrykte hvert gab, der sneg sig op fra min hals. Bogen var "Deathless" af Catherynne M. Valente, og klokken var tre om natten, da jeg lagde den fra mig. Jeg var knust og lykkelig, forvirret og forundret. Jeg faldt i søvn med historiesplinter skærende i mit indre, og jeg lod ordene følge med mig ind i mit drømmeland. Jeg blev mindet om, hvordan det egentligt føltes, dengang og nu, når en nådesløst god bog krydser ens vej. En læsefeber-fremkaldende bog, som jager søvnen på flugt og tankerne med, som fængsler sin læser i bogens fortællertid frem for egen nutid. Der findes virkelig bøger, som kan holde selv min håbløst inkarnerede A-menneske krop vågen. Også som 24-årig.

Jeg går ud fra, at vi alle har forskellige læserytmer og døgnrytmer, men jeg synes der er noget enestående ved at finde en bog, som rent faktisk kan tvinge os til at bryde den. Og jeg er dybt taknemmelig for atter at have oplevet den søvnløshed, der stammer fra en nat i et mørkt soveværelse med en bog, der ikke kan slippes.

Hvornår blev I sidst holdt vågen af en bog? Og i så fald, hvilken var det? Lader I tit søvnen vente til fordel for færdiglæsning af en hel bog, eller hører det også i højere grad barndommen til for jeres vedkommende?